Hvor står vi i dag som fagforening?

Danske Fysioterapeuter har eksisteret i mere end 100 år. I 2018 markerede vi jubilæet med et tilbageblik på vores historie – på kampene, milepælene og de markante personligheder, der har formet både faget og foreningen.  Vi står på skuldrene af en stærk tradition. Men også på tærsklen til noget nyt.

For vi er nået til et punkt, hvor det er nødvendigt at stoppe op og stille det enkle, men store spørgsmål: Hvor står vi egentlig i dag som fagforening?

Vi må se os selv i øjnene

Der er kritik. Der er udmeldelser. Der er nye foreninger. Og det kan give indtryk af, at Danske Fysioterapeuter ikke kæmper for medlemmernes vilkår og interesser. Men det gør vi. Hver eneste dag. Vi forhandler, vi rådgiver, vi fører sager – og vi lykkes. For medlemmer i hele landet, for fagets udvikling og professionens fremtid.

Men det er ikke hele historien. Og vi skylder hinanden at være ærlige.

Der er strukturelle forhold i vores organisation, som er med til at skabe den splittelse, vi ser nu. Når samme konsulent rådgiver både ledere og ansatte i det offentlige, opstår der uklarhed. Når vi som forening favner både klinikejere med arbejdsgiveransvar og ansatte uden 100% vandtætte skotter, gør vi det svært for os selv.

Den interne arbejdsmarkedsmodel, som skulle sikre rimelige vilkår for både indlejere og ansatte på private klinikker, var et vigtigt skridt – men ikke et tilstrækkeligt skridt. Havde aftalerne været gode nok, stod vi ikke i denne situation i dag.

Vi skal organisere os klogere

Vi har sat os selv i en konkurrencesituation, der kunne være undgået. Nu handler det om at tage ansvar og handle.

Jeg tror på én fagforening for alle fysioterapeuter. Det gør os stærkere – både når vi forhandler, når vi udvikler faget, og når vi skal flytte sundhedspolitikken på professionens vegne. Men jeg ser også klart, at tiden er moden til forandring. Vi har brug for tydeligere linjer og en organisering, der afspejler virkeligheden og giver plads til både fællesskab og forskellighed.

Det er den debat, jeg gerne vil tage hul på. Ikke som en forsvarstale – men som en invitation. Hvad skal vi gøre bedre? Hvad skal vi gøre anderledes?

Vi har været her i over 100 år. Og vi er her stadig. Men historien forpligter. Og vi skal forandre os.

Jeg glæder mig til at høre dine bud.