Så er sommeren forbi
Så er sommeren forbi! Hverdagen er i fuld sving, og jeg har sat fuld fokus på efterårets politiske og interne dagsordener.
Men inden det, lad os så lige fejre sommerens store begivenheder: Repræsentantskabet vedtog d. 17. juni ny organisationsstruktur, som banede vejen for at der kunne indgås kollektiv overenskomst i klinikkerne. Samme aften blev Fysioterapeuternes Arbejdsgiverforening (FA) stiftet. D. 10. juli indgik vi så en overenskomstaftale med FA. En aftale som byder på bedre løn og ansættelsesvilkår end overenskomsten mellem Dansk Erhverv og Fysioterapeuternes Fagforening samt hvad vi kender fra basiskontrakten.
Det er Danske Fysioterapeuter værdigt.
Du kan læse meget mere om alt dette på hjemmesiden – og i det næste fagblad, som udkommer næste måned.
Kigger vi fremad, indeholder efteråret masser af spændende sager:
Jeg har fokus på at spille ind til den akutpakke til børn og unge i psykiatrien, som er sendt til forhandling på Christiansborg. Der er også ny Sundhedslov, som skal implementeres. Og vi arbejder hårdt for at få fysioterapeuter til at spille en rolle i kronikerpakkerne. Der er knaster i uddannelsesreformen. Vi arbejder for at få realiseret direkte adgang til fysioterapi i alle regioner. Og der er meget, meget andet, vi også arbejder med.
Jeg har også fokus på mange interne temaer: Hvad er det, som det decentrale politiske led i Danske Fysioterapeuter skal kunne. Hvordan kan vi forbedre det gode samarbejde mellem Danske Fysioterapeuter, DSF og de faglige selskaber og vores systematiske samarbejde i det politiske arbejde. HB’s arbejde med foreningens pejlemærker – altså at få dem udfoldet fra strategi til din virkelighed. At vi støtter op om virksomhedsoverdragelsen fra ansættelse i kommuner til region. Og så pokkers meget andet.
Med andre ord: Du er medlem af en forening, der ikke sover. Vi har øjnene på bolden – og indenfor foreningens ressourcer, spiller vi med den.
Hvis du har kommentarer eller ideer eller behov eller andet til ovenstående, så hold dig ikke tilbage med at uploade dem. Vi er stærkest sammen, så byd ind.
Jeanette Præstegaard
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.