Sommerhilsen fra formanden

Foto: iStock

Sommeren er i gang med høje temperaturer og mange af jer er allerede ved at lukke ned for at holde sommerpause. Og det er velfortjent, for I gør hver dag en kæmpe forskel i menneskers liv med jeres uvurderlige daglige indsats. Jeg vil gerne indlede med at ønske jer alle en super sommer og en skøn ferie til alle, som holder ferie.

Første halvdel af 2026 har været særdeles travlt for Danske Fysioterapeuter.

Vi har landet de offentlige OK26 - en del forhold er vi sammen med Akademikerne i fuld gang med at arbejde videre med. Også den virksomhedsoverdragelse, som sundhedsreformen har sat i gang, med at opgaver flytter fra kommuner til regioner optager os, så vi kan hjælpe de af jer, der er kommunalt ansat, bedst muligt. Vi presser også på for direkte adgang til fysioterapi med sygesikringstilskud, vi har blikket rettet mod udrulning af kronikerpakker, og rehabiliteringsindsatser i ældrelov osv.

Danske Fysioterapeuter fik også ny organisering på praksisområdet, da et ekstraordinært repræsentantskab den d. 17. juni med overvældende flertal gjorde det muligt at indgå overenskomster i klinikker for fysioterapi. En gruppe klinikejere med arbejdsgiveransvar har stiftet deres egen selvstændige og adskilte Fysioterapeuternes Arbejdsgiverforening. Vi er nu i forhandlinger om overenskomst. Det er første gang i foreningens historie, at dette er lykkedes, og det at stifte en arbejdsgiverforening er en 20-30 års hændelse. Så med andre ord var det et historisk møde.

Når vi kommer tilbage fra sommerferie, tager vi fat på at arbejde med en ny studieordning for vores grunduddannelser, vi skal forhandle praksisoverenskomsten, vi skal evaluere den ny samarbejdsaftale med Dansk Selskab for Fysioterapi og de faglige selskaber, vi skal vurdere vores regionale organisationsstruktur og meget mere.

Hold dig derfor ajour på hjemmesiden om de mange forandringer, der er i gang. Endnu en gang tak for jeres store indsats – I er hver dag med til at Danske Fysioterapeuter står stærkt.

Rigtig god sommer,

Jeanette