Vi ses ved forhandlingsbordet

Foto: iStock

Danske Fysioterapeuter er en forening, hvis fornemmeste opgave er at sikre bedst mulige arbejdsvilkår og rammer for foreningens medlemmer.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg synes, det er fuldstændig uacceptabelt, at fysioterapeuter arbejder under meget ringe vilkår, hvad angår løn, ferie, barsel, pension og barns sygedag, og som slet ikke nærmer sig det, vi i øvrigt har aftalt.

Det er min og Danske Fysioterapeuters opgave at sikre ordentlige og rimelige vilkår for alle jer medlemmer. Det er vigtigt for mig at være tydelig i, at det er netop det, vi arbejder på, og at vi går til opgaven med stor alvor.

Vi er optagede af de problemstillinger, der er på klinikkerne. Ofte ses samme problemstillinger på tværs af kæder og klinikker, og derfor skal problemerne også løses samlet. Vi går til forhandlingsbordet på den store klinge, hvor vi i stedet går efter at lave aftaler med kæder og brancher. På den måde kan det batte noget og gøre en forskel for de mange.

Forhandlingerne sker for vores vedkommende ikke i medierne. Heller ikke på de sociale medier. Men ved forhandlingsbordet med de aktuelle parter, som har mandat til at indgå de aftaler, som vi kan bruge til noget for at sikre medlemmerne de bedst mulige vilkår.

Det er vigtigt for mig, at alle foreningens medlemmer får god løn og ansættelsesvilkår, og det betyder, at alle skal have vilkår, der er nogenlunde sammenlignelige, så vi ikke udsætter os selv for risiko for at blive internt udkonkurreret.

Jeg tager den situation, vi står i dybt alvorligt. Når arbejdsgivere underbyder de aftaler, vi ellers har, og ønsker at ansætte vores medlemmer på ringere vilkår, vil jeg kraftigt opfordre til, at vi som faggruppe takker nej.

Vi ses ved forhandlingsbordet.