Bedre fertilitet afventer ”evidensdomstolens” godkendelse

Ifølge regionsbestyrelsen i Region Hovedstaden har fysioterapien brug for at udvikle feltet radikalt de kommende år for at få plads til de ca. 5.000 flere fysioterapeuter på arbejdsmarkedet i 2020. Derfor er innovative tiltag ikke blot en mulighed ifølge regionsbestyrelsen, men en nødvendighed. Diskussionen er ifølge bestyrelsen højst relevant for at sikre, at fagligheden følger med. Det er baggrunden for at sætte fokus på evidens og udvikling i denne artikelserie.

På kanten af et fag

Anne Marie Jensen har en klinik uden ydernummer, hvor hun mest af alt laver ”almindelig fysioterapi”, som hun selv beskriver det. Og så har hun omkring to patienter med fertilitetsproblemer om dagen. Fertilitetsklinikken er, ifølge Anne Marie, et eksperimentarium. Fertilitetsområdet er ikke et anerkendt fysioterapeutisk område i Danmark, og selvom det er mere udbredt i andre lande, så er forskningen på området yderst begrænset. Hun skaber altså med sit arbejde det, som jeg i den første artikel beskriver som revolutionær innovation. 

Anne Marie fortæller, at hun læner sig meget op af den viden og forskning, der er på området, omend den er begrænset:

”Jeg har læst alle undersøgelser på området, men den praktiske brug sker mest på baggrund af min egen erfaring med, hvad der virker på mine patienter”.

Eksempelvis forklarer hun, at en særlig tjekkisk metode er en, som hun har haft mange positive resultater med, mens andre metoder i praksis ikke har virket på hendes patienter:

”Og så stopper jeg med at bruge det, fordi det føles uetisk at fortsætte”, fortæller Anne Marie. På den måde inspirerer evidensen hende, men erfaringen vægter meget højere.

Da hun bliver spurgt til, hvordan hun anvender sin erfaring til at udvikle sine metoder, fortæller hun, hvordan erfaring kan spille to vidt forskellige roller, og at hun er meget opmærksom på ikke at lade en enkelt oplevelse skygge for de faktiske erfaringer. Hun forklarer:

”Nogle gange fylder én behandling rigtig meget, men så sætter jeg mig ned og ser alle mine fertilitetsjournaler igennem og sætter mine resultater i systemer, så jeg får overblik. På den måde får jeg renset ud i det, og lader den samlede erfaring blive styrende”.

 På den måde sørger hun altså for hele tiden for at skubbe de oplevedeerfaringer til side for en mere reflekterende erfaring.

Behov for bredde, men høj kvalitet

Anne Marie fortæller, at hun indimellem føler, at denne evidens-æra bidrager til en ensretning i fysioterapifaget, som hun ikke så godt kan lide:

”Det er dræbende for kreativitet og nytænkning, og så synes jeg, at praksissektoren fremover burde blive meget mere broget, fordi vores patienter er så forskellige og har så forskellige behov”.

 Anne Marie peger blandt andet på tiltag, hvor fysioterapeuter udvikler nye behandlingsformer til nye målgrupper. Og så kan hun godt lide, at fysioterapeuter tør være forskellige: ”Selvom vi blev mere forskellige skulle vi jo indenfor hver vores niche orientere os i videnskaben og litteraturen og hos andre fysioterapeuter (og andre faggrupper) med erfaring, så vi hele tiden kan dygtiggøre os og optimere effekten af den behandling, som vi tilbyder”.

Den selvstændige fysioterapeut mener, at faget generelt skal passe meget på med at beslutte centralt, hvad der er kvalitet:

”Kvalitet er for mig, når man finder den rigtige behandling til den rigtige patient. Ikke når alle patienter får den samme behandling, fordi det er den, der er mest evidens for”.

Da Anne Marie bliver spurgt om, hvor hendes grænse går for at hjælpe patienter, så fortæller hun mig, at hendes grænser afhænger mere af etik end af evidens. Det betyder blandt andet, at når hun møder patienter, der ligger i en gruppe, som hun har dårlig erfaring med at kunne hjælpe, så fortæller hun åbent om det:

”Hvis jeg har en stærk fornemmelse for, at det her vil virke, så har jeg ikke nogen grænse. Men jeg er meget optaget af, om jeg gør det godt, og om jeg gør det rigtige”.

”Nogle gange kan jeg blive helt bange for at blive taget af evidenspolitiet

Savner opbakning fra faget og foreningen

Det er for Anne Marie ærgerligt, at der ikke er mere opbakning til nytænkning i faget og hos foreningen:

”Jeg er meget stor tilhænger af forskning, men man bør støtte ’first movers’ mere end vi gør. Jeg føler mig nogle gange som en forbryder, og kan blive helt bange for at blive taget af evidenspolitiet. Men for det meste, så hæmmer evidensfokuseringen mig ikke i mit arbejde”. 

Hun ærgrer sig blandt andet over, at der er særlige krav, som hun skal leve op til, når hun søger om penge til at udvikle feltet hos foreningen:

”De efterspørger, at jeg går sammen med nogen, der har mere forskningserfaring end mig, og det kunne jeg måske godt finde på om nogle år”, fortæller Anne Marie. Men lige nu er det ikke det, som hun brænder for.

Nu brænder hun for, at hendes eksperimenter ser ud til at lykkes, og at hun gør en forskel for nogle mennesker. Som hun siger:

”Det kræver vel en vis erfaring med et område for at kunne designe et forskningsprojekt af høj kvalitet. Ellers risikerer vi at lave en masse overflødig forskning, som ingen nogensinde vil få gavn af. Vi skal vel bruge nogle penge, noget tid og noget passion for at udvikle nogle teorier, der er værd at forske i. Så vidt jeg ved havde mange store forskere (f.eks. Niels Bohr) et eksperimentarium ved siden af deres forskning, hvor de frit kunne lade kreativiteten flyde uden at være begrænset af normer og regler. Den slags mangler vi at have rum og respekt for i vores fag for tiden”. 

Trods den manglende interesse for forskning deler Anne Marie gerne sin erfaring med en gruppe forskere, der er i gang med et offentligt forskningsprojekt om laserbehandling af fertilitetspatienter:

”Lige nu savner jeg på den måde altså ikke forskningsmidler, men nærmere eksperimenteringsmidler”, griner Anne Marie Jensen.

Debattér på din arbejdsplads

Kunne man forestille sig en pulje med eksperimenteringsmidler i foreningen til selvstændige og andre ’first movers’ blandt fysioterapeuter? Kunne det være en løsning at skabe mere forskning og udvikling inden for områder i fysioterapien, hvor forskningen er begrænset i dag? Hvordan arbejder I med evidens på din arbejdsplads, og hvor går grænserne for kreativiteten? Er der tid til eksperimenter og måske endda forskning på din arbejdsplads? Vi vil meget gerne høre dine og dine kollegers tanker og overvejelser af, hvilken rolle evidens har på din arbejdsplads, og hvor eventuelle begrænsningerne kan ligge.

Læs mere om evidens om fjorten dage

I næste artikel skal vi høre mere om evidensbegrebet, brugen af det og forholdet til udvikling af det fysioterapeutiske fag fra en selvstændig med ydernummer. Her vægtes betydningen af troværdighed højere end eksperimenter, og der efterlyses også mere forskning i de kvalitative aspekter i den fysioterapeutiske praksis end det, der findes i dag.