Evidens og innovationsudvikling er et langt og ressourcekrævende træk

Hvad gør vores store fokus på evidens ved fysioterapifaget? Det har vi i Danske Fysioterapeuter Region Hovedstaden forsøgt at få flere forskellige perspektiver på det seneste år. Her har vi interviewet bl.a. offentlige og kommunale ledere, forskere og klinikejere for at samle erfaring og sætte fokus på innovation og evidens.

Denne artikel er den sidste i artikelrækken, hvor vi bl.a. lader hovedbestyrelsesmedlem i Danske Fysioterapeuter Line Schiellerup forholde sig til de tidligere artikler og reflektere over, hvordan foreningen kan og bør forholde sig til de forskellige fysioterapeuters erfaringer og perspektiver.

Evidens som mulighed og hæmsko

Til daglig arbejder Line med at forbedre fysioterapeuters vilkår og sætte fokus på sundhed på flere forskellige niveauer. Både på sin lokale arbejdsplads i et team, men også i MED-udvalg, med afde-lingsledere, på koncernniveau og til diverse politiske møder. Da hun bliver spurgt om, hvad ordet 'evidens' umiddelbart betyder for hende, så svarer hun: 

”For femten år siden kom evidens på alles læber, fordi der blev stillet krav om større effektivitet. Vi var pludselig nødsaget til at kunne vise fysioterapi som en effektiv omkostning og en samfundsøkonomisk fornuftig beslutning. På den måde har evidens for mig både en faglig/professionel og en økonomisk/styringsmæssig side”. 

Ifølge Line har forskningen i fysioterapi konkret betydet, at der er sket en omprioritering af den fysio-terapeutiske behandling. Nogle områder har fået flere midler, fordi man med evidensen i hånden kun-ne vise, at en indsats var værd at satse på. Men samtidig har evidens også været med til at begrunde besparelser. 

”I dag tænker jeg primært om evidens, at det er et fælles sprog, der gør, at vi kan 'tale sammen' på tværs af faggrupper, men også inden for vores eget fag. Og at vi skylder patienterne og den fælles husholdningskasse, at det vi går og gør også har en effekt”.

Da Line bliver spurgt om, hvorvidt hun mener, at det store fokus på evidens er hæmmende eller udviklende for faget, så lægger hun mest vægt på, hvordan det har udviklet og stadig udvikler faget: 

”På mange måder udvikler evidens fysioterapi. Vi får løbende nye grundlag at forholde os til, og på den baggrund bliver der både skabt nye metoder og kasseret andre. ”

Line mener dog også, at evidens indimellem kan virke overflødig, fordi man løbende i sit arbejde stopper op og spørger sig selv, om noget virker i den enkelte situation. Vi skal jo med denne kliniske resæsonnering jo netop stoppe med en bestemt behandling, hvis den ikke virker. På den måde mener Line, at evidens kan udfordres.

Selvom mennesket er bygget relativt ens op anatomisk, så har vi med meget individuelle personer at gøre, og det kræver, at vi er nødt til at kunne eksperimentere også, og ikke bare arbejde blindt ud fra evidensbaseret forskning uden at tilpasse det til den enkelte situation, mener Line.

Når evidens skaber ændringer i tilbud

På Hvidovre Hospital har evidens været med til at ændre de tilbud, som patienterne har fået, ifølge Line. Ikke mindre end seks forskellige områder er enten blevet kasseret eller ændret drastisk. Det er blandt andet ift. massage, varmepakninger, varmvandsbehandling, lungefysioterapi, el-terapi og træning. Især fortæller Line om, hvordan forskningen har ændret praksis i træning. Træningen til apopleksi blev eksempelvis ændret fra fem dage til tre dage om ugen, fordi det ikke kunne dokumenteres, at der var en kvalitativ større effekt om det var tre eller fem dage om ugen.

”Man har også mange steder lukket varmvandsbassinerne, fordi der ikke kunne dokumenteres en effekt, men nu har regeringen givet penge til at få genåbnet dem. Hvorvidt det sker på baggrund i ny forskning ved jeg ikke”, fortæller Line med et glimt i øjet. 

Hun peger i den forbindelse på el-terapien, der flere gange er blevet kasseret og kommet igen i forskellige former. 

”Lige som med forskning i kaffens virkning på mennesker er der fysioterapi, som har forskellige resultater alt efter hvilket studie, man læser. Det fortæller mig, hvor stor betydning den kritiske sans, personlige erfaringer og den enkelte patient stadig har for os, også selvom vi grundlæggende arbejde mere evidensbaseret i dag”, påpeger Line.

Fagforeningens rolle og muligheder

I de tidligere artikler om innovation og evidens er der flere, som har haft forskellige ideer og ønsker, som kunne forbedre mulighederne for at skabe innovation og evidens. Dem har jeg bedt Line Schiellerup om at forholde sig til. Blandt andet efterspurgte klinikejer Lars Bryde Lind flere ressourcer, da han mente, at det kan være svært at finde tid og penge til at sætte ansatte til at udvikle og forske. Hertil svarer Line: 

“Mange af de problemer, som flere fysioterapeuter oplever på praksisområderne kræver tid, penge og organisering. Det kræver mange ressourcer, som vi som fagforening ikke alene kan skabe. Men vi har løbende sat forskellige ting i gang. " 

Line peger fx på udviklingsklinikken, hvor der gennem overenskomstforhandlinger er aftalt økonomi og rammer til at forske. 

“Mange læger forsker i deres fritid, og der bliver vi fysioterapeuter måske også nødt til at tænke, at det er nødvendigt, hvis der skal ske mere på praksisområdet. Men det ville bestemt være interessant at tænke i at give flere penge til at skabe erfaringer inden for helt nye områder uden nødvendigvis at søsætte et stort forskningsprojekt som klinikejer, ligesom Anne Marie foreslår”. 

I interviewet med Hanne Forbech Skall fortalte Hanne, at de første skridt i alle hospitalets forskningsprojekter er finansieret med midler, som hospitalet allerede har, fordi forskningsmidlerne først kan søges, når der er blevet udarbejdet en case-rapport. Line mener også, at evidens og udvikling på den måde må tænkes ind i klinikkernes dagligdag i højere grad end det gør i dag: 

“Vi kunne måske som fagforening godt hjælpe med at organisere klinikkerne bedre, og lave samar-bejder mellem hospitaler, kommuner og praksissektoren for at få fokuseret mere på de vigtige problemstillinger, hvor der kun forskes i meget lille grad. Men det vil igen kræve tid fra praksissektoren. Udvikling kræver investering, og det tror jeg ikke, at man kan ændre på. ”

Fokus på nye områder

Forsker Jonathan David Comins stillede det interessante spørgsmål om, hvordan man rammer de bredeste problemer eller de værste problemer bedst - i stedet for kun at forske der, hvor der er mest prestige i at forske. Line er ikke i tvivl om, at det er et vigtigt spørgsmål at forholde sig til hos Danske Fysioterapeuter: 

“Vi har tidligere forsøgt at øremærke nogle midler til forskning i neurologi- og psykiatriområdet eksempelvis. Men der var desværre kun meget få ansøgninger. Det er jo problemerne med de små områder. Der er få ressourcer og derfor er det også svært at sætte stort ind og løfte områderne. Jeg håber, at vi ved at italesætte problemerne kan skabe et generelt fokus hos samfundet på det, som Jonathan påpeger. Og så må de forskellige områder have tid. "

Line er glad for debatten og mener, at den er sund at have for foreningen og nødvendig at forholde sig til løbende: 

"Jeg tænker meget på, hvordan vi som forening kan hjælpe evidensen og udviklingen fremad, og jeg håber, at så mange som muligt vil deltage i debatten og komme med flere gode ideer. Der er meget at gøre, men også mange barrierer, og jo flere ideer og jo mere investering den enkelte fysioterapeut giver området des mere kan vi også som forening gøre. Så jeg er glad for den opmærksomhed, som artiklerne her har fået, og jeg håber også, at debatten vil fortsætte. "

Spørgsmål til debat

Har du oplevet flere eller færre ressourcer til bestemte områder på baggrund af evidensbaseret forskning? Og hvordan tror du, at foreningen bedst muligt kan understøtte innovation og evidens både i det offentlige og det private? Det vil vi meget gerne høre eksempler på, så læg endelig en kommentar her eller skriv til hovedstaden@fysio.dk