Forsker ønsker mere ærlighed omkring tvivlen i den fysioterapeutiske forskning

Ifølge regionsbestyrelsen i Region Hovedstaden har fysioterapien brug for at udvikle feltet radikalt de kommende år for at få plads til de ca. 5.000 flere fysioterapeuter på arbejdsmarkedet i 2020. Derfor er innovative tiltag ikke blot en mulighed ifølge regionsbestyrelsen, men en nødvendighed. Diskussionen er ifølge bestyrelsen højst relevant for at sikre, at fagligheden følger med. Det er baggrunden for at sætte fokus på evidens og udvikling i denne artikelserie.

I kernen af evidensen findes grundighed og ærlighed

Jonathan er amerikansk født, men blev uddannet fysioterapeut i Danmark i 1993. Herefter tog han tilbage til USA og tog den amerikanske autorisationseksamen i Colorado, hvor han arbejdede på 2 forskellige hospitaler. Derefter kom han tilbage til Danmark, og har siden sin master i Medical Science på Lund taget alle de kurser og uddannelser inden for forskningsmetodologi, videnskabsteori og statistik, som var inden for rækkevidde. For Jonathan, der for nylig er blevet tilbudt en Postdoctoral Fellowship ved Boston Rehabilition Outcome Center ved Boston, Harvard og Tufts universiteterne, er evidensbegrebet grundlæggende filosofisk. Kernen i evidens er grundighed og ærlighed ifølge ham:

”Det handler om at turde stille spørgsmålstegn ved det man laver og tror. Er man ikke grundig nok eller tør man ikke være ærlig omkring sin manglende viden inden for sit forskningsområde, så skrider jorden under forskningen, og så er der ikke tale om evidens længere”.

Netop det at turde stille spørgsmålstegn ved det man laver, er måske den sværeste del af forskningsarbejdet for mange forskere, ifølge Jonathan:

”Det kan være ubehageligt at fremlægge alt, hvad man er i tvivl om og turde spørge andre forskere, som måske ikke er fysioterapeuter. Men der er altid usikkerhed i forskning, og vi bliver altså nødt til at være ligeglad med den konkurrence, der kan opstå mellem forskere. Ellers bliver vi aldrig dygtige nok”.

Evidens slår ikke fast, om noget er sandt eller falsk. For Jonathan er det vigtigt at huske, at der i forskning ikke er noget sandt og falsk, men forskningsresultaterne og evidens kan i stedet betragtes som en glidende overgang, der spænder fra det tvivlsomt dokumenterede til det robuste. Det betyder også, at selvom en hypotese er blevet bekræftet i et studie, så er det kun en foreløbig konklusion:

”Man skal blive ved med at teste sine teorier for at se, om ikke der skulle være en fejl eller nogle forhold, som skal uddybes. Det er det smukke, men også meget besværlige ved forskning”.

Her understreger han, at evidens ikke er en fast størrelse, som man kan sætte to streger under:

”Evidens er jo en dynamisk ting. Den skal hele tiden vurderes og justeres. På den måde kan man også risikere, at evidensen bliver en sovepude, hvis man ikke vender tilbage. Man er i virkeligheden aldrig helt færdig med at validere sine resultater eller målemetoder”.

Den kvantitative og kvalitative forskning

I løbet af interviewet bliver Jonathan bedt om at reflektere over kritikken om, at forskningen i fysioterapi i alt for høj grad skulle være orienteret mod det kvantitative og naturvidenskabelige, mens de kvalitative aspekter bliver nedprioriteret. Han svarer, at selvom der måske er noget om kritikken, så bør alle kvantitative studier være funderet på et godt kvalitativt studie, hvor grundbegreberne bliver sat på plads:

”Uden solid kvalitativ forskning er den kvantitative ikke noget værd - og omvendt. De studier, der falder sammen bukker ofte under for en kvalitativ kritik. Men dertil vil jeg sige, at selvom der er en stor relationel side i vores fag, så tror jeg, at vi er bedst tjent med at lade det meste af den viden være op til andre faggrupper at forske i, og så kan vi lære at forstå og bruge den viden i vores arbejde”.

For Jonathan er der nemlig en pointe i at sikre kernen af fysioterapien, som for ham er det fysiske og funktionelle aspekt, men han hylder det tværfaglige samarbejde:

”På Forskningsenhed og Afdeling for Almen Medicin ved Københavns Universitet, hvor jeg er tilknyttet nu, er vi over 100 forskere med forskellig baggrund. Det er en kæmpe styrke at forske sammen med antropologer, sociologer samt statistikere, medicinere og meget andet, fordi vores fagligheder krydser ind over hinanden”.

Implementering af forskningsresultater

Man plejer at sige, at det tager omkring ti år, før et forskningsresultat bliver implementeret i praksis. Det mener Jonathan er noget nær en falliterklæring for hele sundhedssystemet:

”Vi bør nok se nærmere på, hvordan vi bedre kan sikre os, at vores praksis følger den nyeste forskning lidt tættere. En del af løsningen kunne bl.a. være en mere akademisk rettet uddannelse for fysioterapeuter, men jeg tror, at der skal mere til, hvis hele sundhedssystemet skal implementere al forskning på sundhedsområdet hurtigere”.

I USA underretter forskerne en organisation, hvor særlige grupper står for at vurdere evidensen i forskningen. Da han bliver spurgt, om det ikke netop er det, som man forsøger at gøre med de kliniske retningslinjer fra sundhedsstyrelsen, så svarer han, at det nok hjælper i forhold til implementeringen, men han stiller samtidig spørgsmålstegn ved, om de er dygtige nok i sundhedsstyrelsen:

”Jeg mener, at evidensen ikke altid er holdbar nok til at lave kliniske retningslinjer. Måske er de alligevel med til at løfte niveauet i praksis, men omvendt koster det rigtig mange penge at implementere dem, og derfor synes jeg også, at vi skylder kommunerne og hospitalerne at skabe et mere holdbart fundament fra start”.

Her vender han tilbage til ærligheden, for det er netop her kæden indimellem kan hoppe af ifølge Jonathan:

”Hvis ikke det er helt tydeligt for læserne, hvor begrænsningerne og tvivlen ligger i forskningsresultaterne, så har man som praktiker ikke en ærlig chance”.

Fokus på prestigeforskning kan hæmme fagets udvikling

Jonathan har også gjort sig overvejelser om, hvordan man kunne udvikle faget. I dag fylder prestigeområderne for meget, mener han. Måske er det prestigen eller traditionen, der ofte bestemmer, hvilke ting der bliver forsket i, og hver enkelt forsker overvejer nok ikke, om det enkelte område er til gavn for flest mulige:

”I princippet bør man prioritere det, der koster og dræner systemet mest, eller det som har størst effekt på de mennesker, der har det dårligst”.

Ifølge Jonathan er der ingen tvivl om, at der er flere uberørte områder, der burde blive set nærmere på inden for fysioterapien. Alligevel mener han, at man bør overveje behovet og passionen nøje som forsker:

”Overvej hvor meget din forskning gavner patienterne, borgerne og samfundet, men vær samtidig tro mod din egen passion. Jeg kan helt klart skrive under på, at man bliver nødt til virkelig at interessere sig for sit område, hvis man skal være rigtig dygtig som forsker”.

Akademisering er en nødvendighed for solid forskning

Uddannelsen i USA er langt mere funderet i forskning ifølge Jonathan, og det var en af grundene til, at det var vigtigt for ham at tage autorisationseksamen i USA også.  Den amerikanske fysioterapiuddannelse tager seks år, som skal efterfølges af et års praktik før man kan kalde sig fysioterapeut. Omkring hver tiende fysioterapeut i Danmark har i dag en master eller en kandidat, og der er 55 med en afsluttet ph.d., mens 58 er i gang med en ph.d.-uddannelse i skrivende stund (Læs mere på fysio.dk her: http://fysio.dk/fafo/Phd-oversigt/). Forskningen og akademiseringen intensiveres altså kraftigt i disse år i Danmark. Men ifølge Jonathan bør fysioterapien gå skridtet længere:

”Tager man en master som fysioterapeut i Danmark giver den i de fleste tilfælde ikke en solid ballast for at kunne forske, fordi de fleste masters er rettet mod ledelse eller andet, som selvfølgelig ikke er mindre væsentligt i det store billede. Efter min mening bør man styrke grunduddannelsen mere i en akademisk retning, og gerne tilføre uddannelsen flere år, så håndværket ikke bliver underprioriteret. På den måde kan kvaliteten af vores forskning i sidste ende også blive bedre”.

Samtidig skal man ikke undervurdere, hvor stor en betydning det har, at en praktiserende fysioterapeut er uddannet til at forstå og vurdere en forskningsartikel, selvom vedkommende ikke forsker selv, ifølge Jonathan:

”Selvom uddannelserne i dag er blevet mere akademiserede, så hører jeg også, at der ikke er tid til at gå i dybden, fordi der er så kort tid. I USA har de mere tid til det teoretiske og samtidig bliver der ikke gået på kompromis med håndværket”.

Debattér på din arbejdsplads

Hvordan anvender du forskningsresultater på din arbejdsplads, og er det muligt at følge forskningen på alle områder i dit arbejde, så de nyeste resultater får indflydelse på arbejdet næsten med det samme? Oplever du, at der er ærlighed om usikkerhederne i de forskningsartikler, som du læser? Kender du til områder inden for fysioterapien, der har et større potentiale, men hvor forskningen måske halter bagefter?

Vi vil meget gerne høre dine tanker og overvejelser om, hvilken rolle evidens har på din arbejdsplads, og hvor eventuelle muligheder og begrænsninger kan ligge her for at udvikle faget.

Læs mere om evidens om fjorten dage

I næste artikel skal vi høre mere om evidensbegrebet, brugen af det og forholdet til udvikling af det fysioterapeutiske fag fra en selvstændig, der arbejder med et område, hvor der tilsyneladende er et stort behov, men hvor forskningen halter bagefter. Læs med om fjorten dage, når vi interviewer Anne Marie Jensen, der arbejder med infertilitet, og hvordan hendes klinik arbejder med og forholder sig til evidens, når der ikke er meget forskning at fundere sit arbejde på.