Ny aftale om flytning af opgaver som følge af sundhedsreformen
Der er nu opnået politisk enighed om fordelingen af centrale sundhedsopgaver i Region Østdanmark. En aftale, der skal styrke sammenhængen i patientforløb og skabe bedre rammer for det nære sundhedsvæsen. Beslutningen er taget som led i implementering af sundhedsreformen.
Aftalen betyder, at akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og specialiseret rehabilitering overgår fra 1. januar 2027 fra kommunerne til regionen. Dog vil opgaverne stadig varetages forskelligt i de seks sundhedsråd. Kommunerne fortsætter med at drive patientrettet forebyggelse i alle sundhedsråd, mens regionen overtager driften af akutsygepleje og sundheds- og omsorgspladser i nogle områder, og specialiseret rehabilitering får en styrket regional forankring.
Læs mere i Region Østdanmarks pressemeddelelse via Ritzau
Regionskontoret følger den politiske proces
Regionskontoret i Danske Fysioterapeuter Region Hovedstaden har fulgt den politiske proces løbende, siden beslutningen om at ændre opgavefordelingen blev taget i 2024, og vil fortsat holde øje med hvordan den egentlige udmøntning kommer til at foregå.
Derudover søger vi løbende at sikre at fysioterapeuterne inddrages lokalt i de mange processer. Senest har emnet været på vores TR netværksmøde den 17. marts, for at klæde tillidsrepræsentanterne på til den kommende flytning af opgaver.
Erfaringer fra sidste sundhedsreform sidder fortsat i kroppen hos mange medlemmer. Med den aktuelle sundhedsreform bliver foreningens medlemmer igen bedt om at tage stilling til om de vil flytte med opgaven og virksomhedsoverdrages, denne gang til Regionen.
Ud over de personalemæssige konsekvenser forbundet med flytningen, vil aftalen på nogle områder også rumme gode perspektiver. Med en styrket regional forankring af den specialiserede rehabilitering bliver der bedre muligheder for at udvikle faglige miljøer, sikre høj kvalitet i indsatserne og øge det tværfaglige samarbejde omkring patienterne.
Ifølge regionen er aftalen blevet til i et bredt samarbejde mellem regionale og kommunale aktører og markerer et vigtigt skridt i implementeringen af sundhedsreformen. I de kommende år vil fokus være på en smidig implementering, hvor både kvalitet, samarbejde og patientsikkerhed er i centrum.
I Danske Fysioterapeuter Hovedstaden anbefaler vi interesserede og eller berørte medlemmer at læse med på Region Øst Danmarks hjemmeside.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.