Marjanne den Hollander stiller op som kandidat til regionsformandsposten

Den konstituerede regionsformand i Region Sjælland i Danske Fysioterapeuter, Marjanne den Hollander meddeler, at hun stiller op til regionsformandsposten.
Marjanne den Hollander har været konstitueret regionsformand i Region Sjælland siden 1. marts 2025. Hun har en baggrund på klinik, men hun har også erfaring som ridefysioterapeut, har arbejdet på Næstved Sygehus i 4 år og været børnefysioterapeut i 6 år.
Før sin konstituering som regionsformand har Marjanne blandt andet siddet i Samarbejdsudvalg (SU) for fysioterapeuter i Region Sjælland, og i Udvalg for praksisoverenskomsten (UP) i bestyrelsen for fraktionen af ridefysioterapeuter, samt i regionsbestyrelsen (RB) i Region Sjælland og tidligere også i kredsbestyrelsen i Storstrøms Amt.
Der er endnu ikke andre, der har meldt sig som kandidater til regionsformandsposten.
Marjanne den Hollanders valgoplæg mv. vil blive offentliggjort her på siden efter den 1. oktober, når fristen for opstilling til regionsformandsposten er udløbet.
Valghandling
Er der mere end én kandidat, vil alle medlemmer bosiddende i regionen få mulighed for at deltage i den elektroniske afstemning, som afvikles i perioden den 21. oktober - 30. oktober. Såfremt en enkelt kandidat ikke opnår mere end 50 procent af de afgivne stemmer, følger der herefter en anden afstemningsrunde, der løber fra 3. november til den 10. november.
Der er frist for opstilling til regionsformandsvalget den 1. oktober, 2025 kl. 12.00. Den valgte formand for Region Sjælland tiltræder den 1. december 2025.
Processen for regionsformandsvalget
Regionsformanden vælges for en periode på tre år og er fuldtidshonoreret til at udføre politisk arbejde for foreningen. Regionsformanden understøtter hovedbestyrelsen og formandskabet i deres bestræbelser på at varetage medlemmernes interesser og har samtidig en selvstændig opgave i at sikre inddragelse og medlemsdemokrati i regionen.
Er der kun en kandidat til formandsposten, afgøres valget ved fredsvalg, hvilket betyder, at der ikke gennemføres en afstemning.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.