Fagdag 2026: Top of Mind i din faglighed blev en stor succes
Med et stærkt program, engagerede oplægsholdere og gode muligheder for faglig sparring blev dagen præcis den succes, som regionsbestyrelsen havde håbet på.
Dagen samlede fysioterapeuter fra hele regionen omkring faglighed, videndeling og netværk. I alt bidrog 12 oplægsholdere, heraf 2 key note speakers nemlig Morten Høgh og Chris MacDonald. Desuden 10 repræsentanter fra de faglige selskaber, med aktuelle og inspirerende oplæg inden for en bred vifte af specialer, herunder neurologi, hjerte- og lungefysioterapi, sportsfysioterapi, psykiatri og mental sundhed, onkologisk og palliativ fysioterapi samt flere andre fagområder.
Derudover var der otte stande, hvor deltagere kunne hente ny viden, skabe kontakter og få inspiration til deres daglige praksis. Alle deltagere fik udleveret en Danske Fysioterapeuter mulepose, hvorefter de kunne gå rundt og hente merc. hos de forskellige stande.
Den høje faglige kvalitet blev bemærket af både deltagere og oplægsholdere. Evalueringer og tilbagemeldinger efter dagen har været præget af stor glæde og tilfredshed, og mange har fremhævet den gode stemning, de relevante faglige input og muligheden for at møde kolleger på tværs af sektorer. Forplejningen må man aldrig gå ned på, og den fik også ros.
Regionsbestyrelsen ser tilbage på dagen med stor tilfredshed: "Vi er meget glade for den store opbakning til fagdagen. Næsten 200 deltagere, engagerede oplægsholdere og en fantastisk stemning gjorde dagen til en stor succes. Arrangementet levede fuldt ud op til vores ambitionsniveau, og vi oplevede stor interesse for de mange faglige sessions. Samtidig er vi stolte over den positive feedback, vi har modtaget fra både deltagere og oplægsholdere."
Fagdagen understregede endnu en gang den store styrke, der ligger i det fysioterapeutiske fællesskab, når medlemmer samles om faglighed og udvikling, og deler erfaringer på tværs af specialer og sektorer.
Regionsbestyrelsen ønsker at rette en stor tak til alle deltagere, oplægsholdere, udstillere og samarbejdspartnere, som bidrog til at gøre dagen til en inspirerende og vellykket begivenhed.
Vi glæder os allerede til næste gang.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.