Webinar: Få hånd om trætheden

På dette webinar bliver du introduceret til en klinisk model til håndtering af træthed, som kan være et godt redskab til at styrke fagprofessionelles muligheder for at forstå, vurdere og håndtere træthed hos personer med erhvervet hjerneskade.

Om foredraget

Træthed (fatigue) er en hyppig følge efter erhvervet hjerneskade og påvirker den ramtes funktionsevne, rehabiliteringsforløb og livskvalitet. Træthed kan vare ved længe efter skaden, i et komplekst samspil af medvirkende faktorer, og kan være svær at håndtere i neurorehabilitering.
 
Klinisk model til håndtering af træthed kan være et godt redskab til at styrke fagprofessionelles muligheder for at forstå, vurdere og håndtere træthed hos personer med erhvervet hjerneskade. Modellen er en teoretisk ramme til at forstå træthed og de faktorer, der påvirker den, og den understøtter systematisk identifikation af aktiviteter og forhold, der udløser træthed hos den ramte. På dette webinar præsenteres modellens opbygning og der vises, hvordan den kan anvendes i praksis som et redskab til systematisk udredning og målrettet intervention.
 
Modellen kan understøtte et fælles sprog og en fælles forståelse for træthedsproblematikken, både i tværfaglige teams og i samarbejdet med den ramte og eventuelle pårørende. Det giver mulighed for at udarbejde individualiserede rehabiliteringsplaner og tiltag, der kan styrke den ramte i at håndtere træthed mere hensigtsmæssigt. Målet er at øge funktionsevne, livskvalitet og sikre, at den ramte får størst muligt udbytte af rehabiliteringsforløbet.
 
Foredraget afholdes af Videnscenter for Neurorehabilitering.

Tid og sted

20. april 2026 kl. 13.00 - 14.30 på Microsoft Teams.

Tilmelding

Det er gratis at deltage i webinaret. Tilmeldingen lukker torsdag den 16. april 2026 kl. 23.59.
Du vil modtage et link til Microsoft Teams i en mødeindkaldelse sammen med bekræftelsen på din tilmelding. Det samme link udsendes automatisk en time før, webinaret starter. Det anbefales, at du logger på 10 minutter før start, for at sikre at alt fungerer optimalt.

Tilmeld dig arrangementet

Yderligere information

Læs mere om arrangementet