Netværksmøde for terapeuter der arbejder med rehabilitering på ældreområdet, Region Sjælland
Om netværksmødet
Vi inviterer til netværksmøde for ergo- og fysioterapeuter med interesse for ældreområdet.
Temaet for dagens møde er, den nye evidensbaserede anbefaling for styrketræning til ældre med geriatriske tilstande, udarbejdet af Dansk Selskab for Fysioterapi i Gerontologi og Geriatri. Anbefalingen samler den højeste tilgængelige evidens på området og omfatter styrketræning til ældre med 14 hyppigt forekommende geriatriske tilstande.
Netværksmødet har særligt fokus på, hvordan anbefalingerne kan omsættes til den kommunale fysioterapeutiske hverdag – også når borgeren er skrøbelig, har flere samtidige sygdomme eller modtager træning i eget hjem.
Dagen indledes med et fagligt oplæg ved Niklas Grundt Hansen, fysioterapeut og specialist i geriatrisk og gerontologisk fysioterapi, som er medforfatter til anbefalingen.
Oplægget gennemgår centrale budskaber fra anbefalingen med særligt fokus på:
- Hvad ved vi i dag om effektiv styrketræning til ældre med geriatriske problemstillinger?
- Hvordan kan principperne anvendes hos skrøbelige ældre borgere?
- Hvordan arbejder vi med tilstrækkelig intensitet og progression, når træningen foregår i borgerens eget hjem?
- Hvordan kan vi tilpasse den evidensbaserede træning til forskellige borgere, rammer og ressourcer?
Efter oplægget arbejder vi videre i mindre grupper. Her tager deltagerne udgangspunkt i egen kliniske praksis og undersøger, hvordan dagens centrale budskaber kan omsættes til konkrete ændringer i træning, organisering og kliniske beslutninger.
Målet er, at deltagerne går fra mødet med både opdateret faglig viden og konkrete idéer, der kan afprøves direkte i egen praksis.
Program for dagen
Kl. 15.00 Velkomst og præsentation
Kl. 15.15 Oplæg v/Niklas Grundt Hansen, fysioterapeut og specialist i geriatrisk og gerontologisk fysioterapi
Kl. 16.15 Pause – kaffe, te og kage
Kl. 16.30 Spørgsmål og opsamling ved Nicklas Grundt Hansen
Kl. 17.00 Workshop
Kl. 17.30 Det videre netværk
Kl. 18.00 Tak for i dag
Målgruppe
Netværksdagen henvender sig til fysioterapeuter eller ergoterapeuter, der arbejder med ældre borgere og ønsker at styrke kvaliteten og systematikken i deres styrketræningsindsatser.
Det er et krav, at fysioterapeuter er medlem af Danske Fysioterapeuter.
Ergoterapeuter tilmelder sig via Ergoterapeutforeningen på etf.dk
Underviser
Niklas Grundt Hansen, fysioterapeut og specialist i geriatrisk og gerontologisk fysioterapi.
Forplejning
Der serveres kaffe, the, vand og kage.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte netværkskonsulent Maria Lilleholt Jørgensen på mail [email protected].
Netværket holdes i samarbejde med Maria Enkebølle [email protected] og Kathrine Bloch Køser [email protected]
Praktiske oplysninger
Der vil blive taget billeder/filmet under arrangementet. Medmindre andet er tilkendegivet, vil din tilmelding blive betragtet som samtykke til at Danske Fysioterapeuter kan bruge billederne/optagelserne af deltagere i regi af Danske Fysioterapeuter på sociale medier hjemmesider og skriftligt materiale.
Tilmeld dig
Netværksmøde for terapeuter der arbejder med rehabilitering på ældreområdet, Region Sjælland · 17. november 2026