Brancheoverenskomst vil give klinikansatte bedre forhold
En medieomtalt og langvarig konflikt mellem Fysioterapeuternes Fagforening og klinikken Benefit Nord er afsluttet efter 6 måneders konflikt, og at parterne er blevet enige om en aftale.
Formand for Danske Fysioterapeuter, Jeanette Præstegaard, har følgende reaktion på nyheden: ”Jeg vil gerne ønske Fysioterapeuternes Fagforening tillykke med at have skaffet de fysioterapeuter, der er ansat hos Benefit Nord forbedrede vilkår. Det er et lille skridt på vejen mod at få klinikansatte fysioterapeuters løn- og ansættelsesvilkår op på et ordentligt niveau, og det er tiltrængt. Hos os i Danske Fysioterapeuter er vi ikke tilfredse med at skulle forhandle klinik for klinik. Derfor arbejder vi på at få en brancheoverenskomst, så alle fysioterapeuter, der er ansat i private klinikker, kan få væsentligt forbedrede vilkår over hele linjen,” siger Jeanette Præstegaard.
Brancheoverenskomster er vejen frem – ikke basiskontrakt
For år tilbage var fysioterapeuter ansat på klinik overladt til selv at aftale sine løn- og arbejdsvilkår med arbejdsgiveren. Så fik Danske Fysioterapeuter indført en såkaldt basis-kontrakt, så der i det mindste var et minimum, arbejdsgiveren skulle opfylde. Men Danske Fysioterapeuter har ambitioner om mere og vil videre end basiskontrakter: ”Basiskontrakterne har været med til at lægge et vigtigt minimum for lønforhold i klinikkerne, men da et godt og balanceret arbejdsliv består af flere forhold end basisløn og lønudvikling, er den ikke en holdbar og fremtidssikret løsning. Det er i vores optik nødvendigt, at vi får en brancheoverenskomst, så både klinikansatte, men også klinikejerne, der ansætter fysioterapeuter, er sikret ensartede og fair vilkår,” siger Jeanette Præstegaard.
Omorganisering af Danske Fysioterapeuter i proces
Organiseringen af Danske Fysioterapeuter er en forhindring på vejen mod at klinikansatte og klinikejere kan indgå formelle overenskomster. Derfor er Hovedbestyrelsen netop nu i gang med en moderniseringsproces, som skal munde ud i et forslag til ny organisering i Danske Fysioterapeuter, som et ekstraordinært indkaldt repræsentantskab d. 17. juni 2026 skal tage stilling til.
Formand for Danske Fysioterapeuter, Jeanette Præstegaard beskriver formålet med en fremtidig ændring således: ”Både de ansatte i klinikkerne og klinikejerne ønsker en organisationsstruktur, hvor vi fortsat er sammen om det, der samler os – faglig udvikling, medlemsrekruttering, politisk interessevaretagelse m.m. – og som reelt adskiller det, som angår løn og vilkår, så der kan indgås formel overenskomst mellem de to parter.
Her kan du læse mere om reorganiseringen af Danske Fysioterapeuter
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.