Danske Fysioterapeuter indgår overenskomst med Fysioterapeuternes Arbejdsgiverforening
Det er en historisk aftale, da det er første gang at Danske Fysioterapeuter indgår en overenskomst på praksisområdet efter ”Den danske model”. Ved, at vi nu har indgået en overenskomst med Fysioterapeuternes Arbejdsgiverforening, sikrer vi ansatte medlemmer på klinik for fysioterapi et sikkert juridisk grundlag, som ikke har eksisteret før med basiskontrakten. Det gør en kæmpe forskel for den arbejdsretslige sikkerhed.
Den overenskomstaftale, som Danske Fysioterapeuter har indgået med Fysioterapeuternes Arbejdsgiverforening sikrer ansatte løn og arbejdsvilkår, som kendes fra basiskontrakten, med en række forbedringer: Blandt andet, at der indføres et tillæg til ansatte, der har 4 års erfaring eller mere, ingen ansatte på klinik stilles ringere end tidligere, der indføres TR-ordning og AMR-ordning, barselsbestemmelserne er udvidet, fuld løn på hjemkaldelsesdag ved barns sygdom samt fastholdelse af provisionsløn med en forbedring af garantilønnen ved 4 års anciennitet.
Overenskomsten er at betragte som en minimumssikring af løn og vilkår.
Vigtige elementer i overenskomsten er:
- Minimumsløn på kr. 30.076 til alle nyuddannede
- Lønnen stiger med 2,5% pr 1. oktober 2026
- Lønnen stiger fra 4-års tillæg til kr. 32.752 – altså kr. 1.674 mere end vi kender fra basiskontrakten
- 15% arbejdsgiverbetalt pension
- Muligheden for provisionsløn fastholdt med en forbedring af garantilønnen, hvis man har 4 års anciennitet
- Arbejdstidsregler sikret, og en eventuel fravigelse skal aftales med din lokale TR eller Danske Fysioterapeuter
- Løn under barsel
- Udvidet barselsbestemmelser, der inkluderer sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer
- Fuld løn på hjemkaldelsesdag ved barns sygdom
- Fuld løn under barns første sygedag
- Der indføres regler for valg af tillidsrepræsentant
- Der indføres regler for valg af arbejdsmiljørepræsentant
- Anciennitet beregnes på baggrund af uddannelsestidspunkt
- Overgangsordning der sikrer, at ingen ansatte på klinik stilles ringere end tidligere løn- og arbejdsvilkårsaftaler.
Formand glæder sig over overenskomsten
Formand for Danske Fysioterapeuter, Jeanette Præstegaard glæder sig over aftalen: ”Først og fremmest er jeg superglad på medlemmernes vegne over, at de nu er overenskomstdækkede og at vi har fået lavet en rigtig god overenskomstaftale med mange forbedringer i forhold til basiskontrakten,” siger Jeanette Præstegaard og fortsætter:
”Vi står med et rigtig godt resultat i hånden med denne overenskomst. De ansatte på klinikkerne har fået flere penge i hånden og sikret en række gode vilkår på et helt andet juridisk sikkert grundlag, end de før har haft med basiskontrakten. Jeg er også meget tilfreds med, at vi har aftalt en rigtig overenskomst, der lever op til ”Den danske model”. Jeg vil desuden gerne kvittere Fysioterapeuternes Arbejdsgiverforening for at indgå denne aftale kort tid efter deres stiftelse og jeg ser frem til vores fremtidige samarbejde,” siger Jeanette Præstegaard.
Hovedaftalen og brancheoverenskomsten træder i kraft den 1. august 2026. Den nye overenskomst løber frem til 1. maj 2028.
Læs hele overenskomsten
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.