Hvad betyder den nye sundhedsreform for dit arbejdsliv?
Enkelte ansatte i den kommunale fysioterapi får den 1. januar 2027 regionerne som arbejdsgiver, da opgaveløsningen på udvalgte opgaver overgår til regionerne. Det afføder naturligvis en række spørgsmål hos mange. Hvad betyder det for mig? Hvad skal jeg være opmærksom på? Og hvad sker der hvornår?
Ønskeprocesser og ændrede ansættelsesvilkår
En ny FAQ (ofte stillede spørsmål) fra Danske Fysioterapeuter dykker ned i de mange spørgsmål – og her kan du klikke dig rundt og blive klogere.
Advokat i Danske Fysioterapeuter, Morten Ritter, fremhæver her et par punkter, hvor man som medarbejder skal være særligt opmærksom.
”Er du kommunalt ansat fysioterapeut, og er du udelukkende eller hovedsagelige beskæftiget med de opgaver, der skal overgå til regionen, skal du inddrages i en ”ønskeproces”, der skal være tilendebragt senest den 1. maj 2027. Her skal kommunen sikre, at du som medarbejder bliver inddraget og spurgt om, hvorvidt du ønsker at gå med, når overdragelsen skal finde sted den 1. januar 2027. Det i den forbindelse vigtigt at være klar over, hvad du svarer ind i. Det er jo f.eks. ret afgørende at vide, hvordan medarbejderens nuværende stilling ser ud efter flytningen af opgaver, og om omplacering eller opsigelse kan komme på tale,” fortæller Morten Ritter.
Læs FAQ
Bliv klogere på hvad den nye sundhedsreform betyder for dit arbejdsliv.
Vær opmærksom på ændrede ansættelsesvilkår
Et omdrejningspunkt i en ansættelse er, hvilke vilkår man er ansat under. Også her skal man være opmærksom, siger Morten Ritter: ”Udgangspunktet er, at de berørte medarbejdere overdrages til regionen på nuværende løn- og ansættelsesvilkår. Eventuelle ændringer skal følge reglerne herfor. Når man overgår til en ny arbejdsgiver, skal man som medarbejder være opmærksom på, om man oplever at få væsentlige vilkårsændringer i ens ansættelse. Det kan i princippet ske både før, i forbindelse med og efter overdragelsen og kan f.eks. relatere sig til ændringer i transporttid, arbejdsopgaver eller arbejdstid. Vi anbefaler, at du kontakter Danske Fysioterapeuter eller din tillidsrepræsentant, hvis du som led i den kommende proces oplever ændringer af din stilling.” siger Morten Ritter.
Lokal TR og ledelse har fingeren på pulsen
”Det er i det hele taget vigtigt, at du holder dig godt orienteret hos din TR og leder og er i en god dialog med dem igennem hele processen, hvor kommunale stillinger ændres til regionale. Danske Fysioterapeuters sekretariat rådgiver meget gerne. Men de helt lokale forhold, der gør sig gældende for den enkelte kommune, er det især din lokale TR og leder, der har fingeren på pulsen omkring,” siger Morten Ritter.
Løbende opdatering
Der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål og brikker, der endnu ikke er forhandlet på plads i hele den omstilling af det nære sundhedsvæsen, som sundhedsreformen medfører.
Derfor vil FAQ’en løbende blive opdateret, når der kommer nyt.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.