Bækkenbundspude vinder designpris

Fysioterapeut Micha Grøn har sammen med en jordemoder og en bandagist udviklet en pude, der kan hjælpe primært kvinder med bækkenbundsproblemer.
Det store problem er, ifølge Micha Grøn, at mange kvinder og mænd har lidelser forbundet med bækkenbunden – men området er præget af tabu og berøringsangst hos både patienter og fagpersoner, herunder fysioterapeuter. Det skal puden hjælpe på.

Giganter som Google og Oticon var med i opløbet, da Danish Design Awards 2020 i begyndelsen af juni uddelte prisen for bedste design i kategorien Healthy Life. Men det blev tre personer uden designmæssig baggrund, der vandt prisen for bækkenbundspuden Empelvic.

”De andre nominerede til prisen præsenterede højteknologiske løsninger med avancerede høreapparater, bæredygtige skoletoiletter og multisensoriske rum, mens vores bidrag var en fuldstændig lavteknologisk løsning. Derfor var vi naturligvis usikre på, om vi overhovedet havde en chance, men vi kunne fornemme en stor interesse hos juryen, fordi vores produkt på en enkel måde løser et stort problem,” siger fysioterapeut Micha Grøn, der har udviklet puden og den tilhørende metode sammen med jordemoder Gry Senderovitz og bandagist Thomas Borregaard.

Kvinderne bliver bevidste om bækkenbunden

Det store problem er, ifølge Micha Grøn, at mange kvinder og mænd har lidelser forbundet med bækkenbunden – men området er præget af tabu og berøringsangst hos både patienter og fagpersoner, herunder fysioterapeuter.

Det skal puden hjælpe på. Den er lavet af et skummateriale og er 19 cm lang, 7 cm bred og 4 cm høj. Brugeren placerer den på en stol og sætter sig ovenpå den. Bagerst på puden er en knop, som anus placeres over, og forrest er fire mindre såkaldte vulvaknopper, som er i kontakt med bækkenbunden. Det skal alt sammen hjælpe med at give neurologisk feedback, mens kvinden udfører en række bækkenbundsøvelser. Formålet er at bevidstgøre hjernen om de muskler, der skal arbejdes med, fortæller Micha Grøn.

”Den gør det enkelt at lave bækkenbundsøvelser, fordi du mere tydeligt kan mærke, hvad der sker i bækkenbunden, og hvordan du skal træne. Før i tiden brugte man et sammenrullet håndklæde eller en bønnepude – og det er sådan set samme princip. Og formålet er det samme, nemlig at øge kvindernes bevidsthed om bækkenbunden.”

Ingen penetrering

Brugerne af puden kan finde instruktionsvideoer på en hjemmeside, og de behøver ikke klæde sig af for at følge øvelserne. Det ligger der helt bevidste overvejelser bag.

”Jeg var meget optaget af at lave et produkt, der tager hensyn til de kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb eller som har ufrivillige opspændinger i underlivet som følge af vaginisme. For dem vil det være problematisk at benytte et hjælpemiddel, der penetrerer. Når de sidder påklædte på puden, kan de selv styre trykket på bækkenbunden og arbejde med den i deres eget tempo og på en måde, som føles trygt for dem,” siger Micha Grøn.

På det punkt adskiller puden sig væsentligt fra bækkenbundskugler, der skal indføres i skeden og dermed indebærer en overskridelse af blufærdighedsgrænsen for mange kvinders vedkommende.

Micha Grøn er kritisk overfor tidligere tiders ensidige fokus på knibeøvelser som den eneste saliggørende behandling af bækkebunden.

”Bækkenbunden fungerer bedst, hvis den er fleksibel og spiller sammen med resten af kroppen. Mange kvinder tror stadig, at knibeøvelser handler om at spænde musklerne rigtig hårdt. Men det kan skabe nye problemer,” forklarer Micha Grøn, som også oplever, at mange helt er i tvivl om, hvordan de skal knibe og derfor undlader at træne

”Bækkenbunden er en postural muskel, som skal aktiveres blidt – og så skal man give slip. Den består af flere lag bindevæv og muskler, og man skal samarbejde med vejrtrækningen for, at den opfører sig naturligt.  Det er den reflektoriske funktion, man skal lære at kende. Det håber vi, at puden kan hjælpe til med.”

En pude til mænd

De tre bækkenbun­ds-iværksættere lancerede puden i november 2018. Forud ligger to-tre års arbejde med udvikling af produktet.

Til dato har de solgt cirka 1500 eksemplarer af puden, og interessen for produktet er ikke kun begrænset til Danmark, hvor både jordemødre, ergoterapeuter og fysioterapeuter har vist interesse. På den anden side af Øresund har sundhedsvæsnet opdaget pudens kvaliteter, hvor den for eksempel benyttes på Malmö Sygehus’ afdeling for bækkenbundsproblematikker.

Puden er primært udformet til kvinder, men Micha Grøn fortæller, at mange mænd har efterspurgt et produkt, der er rettet mod deres behov.

”Vi er derfor gået i gang med at udvikle en pude til mænd, som har svært ved at ’finde’, bevæge og afspænde deres bækkenbund. Vi vil gerne slå hul i den opfattelse, at bækkenbunden er noget med kvinder, der har født og skal genoptræne for at tilfredsstille deres partner. Bækkenbunden er vigtig for sundheden for både mænd og kvinder,” siger Micha Grøn og afslutter:
”Vi vil gerne have mere opmærksomhed til bækkenbunden generelt. Kan vi få højnet bækkenbundens status i kroppen? Så den rangerer lidt højere, og flere – også fysioterapeuter – vil synes, det er spændende at arbejde med den.”