Bokser sig til bedre fysik og godt humør

Et projekt mellem Danmarks Bokse Union og Parkinsonforeningen skal få bokseklubber i hele landet til at tilbyde boksetræning til mennesker med Parkinson. Træningen er hård på den gode måde, og det sociale liv i forbindelse med træningen er med til motivere deltagerne.
Trænere fra ti bokseklubber deltog sammen med parkinsonramte i en workshop, hvor trænerne skulle lære at tilpasse træningen til mennesker med Parkinsons sygdom Foto: privat.

Det er velkendt, at de hjerneskader, man kan risikere at pådrage sig i forbindelse med boksning, kan føre til Parkinsons sygdom. Mindre kendt er det, at boksetræningen også kan være med til at forbedre fysikken og øge motivationen for træning hos Parkinsonramte.

En gruppe mennesker med Parkinson har boksetrænet i nogen tid. De var i sidste uge med i en workshop sammen med ti boksetrænere fra fem forskellige danske bokseklubber.

På workshoppen blev trænerne introduceret til Rock Steady Boxing, der er et amerikansk træningskoncept tilpasset de kognitive og fysiske udfordringer, der følger med Parkinson.

Fysioterapeut Finn Egeberg Nielsen stod sammen med den tidligere verdensmester i boksning, Jimmi Bredahl for undervisningen på workshoppen.

Finn Egeberg Nielsen, der er konsulent i Parkinsonforeningen, har i flere år tilbudt fodboldtræning til mennesker med Parkinson og har efteruddannet sig i Rock Steady Boxing.

”Jeg har længe brugt elementer af boksning i min træning af patienter med Parkinson og valgte at blive certificeret i Rock Steady Boxing. I dette træningskoncept er der ikke kropskontakt mellem bokserne, men til gengæld arbejdes der med nogle af de ting, der er væsentlige at træne og holde ved lige, når man har Parkinson. Det er for eksempel kropsholdningen (red.: hovedet skal ikke beskyttes, derfor holdes kroppen oprejst), indarbejdelse af hurtige bevægelser og mange krydsbevægelser. Vi træner også hastighed og med høje intensiteter, som har en positiv effekt på hjernen”, fortæller Finn Egeberg Nielsen.


Den tidligere verdensmester i boksning Jimmi Bredahl og fysioterapeut Finn Egeberg Nielsen (tv) underviste i sidste uge boksetrænere i et særligt træningskoncept, der er tilpasset til mennesker med Parkinson. Foto: privat.

Sejt at gå til boksning

Antallet af personer med Parkinson vil i de kommende år stige i takt med at befolkningen bliver ældre. Der bliver derfor behov for at skabe nogle tilbud, hvor det er muligt for, at mennesker med Parkinson kan træne på egen hånd, mener Finn Egeberg Nielsen.

”Har man Parkinson skal man træne meget, så meget at tilbuddet om vederlagsfri fysioterapi slet ikke er nok. Ud over fysioterapi skal man træne på egen hånd, og det skal man gøre resten af livet. Og her er det en fordel at dyrke idræt. Der er en helt anden dialog og respekt hos venner og familie, hvis man som Parkinsonramt fortæller, at man går til boksning. Fokus flyttes væk fra sygdommen og over til glæden ved at dyrke idræt”.

Man kan desuden træne langt hårdere og i højere grad fortsætte med at træne, hvis træningen er sjov, og man træner sammen med andre ligesindede i en klub, understreger Finn Egeberg Nielsen.

Og det er ikke kun mænd, der ønsker at boksetræne. Flere kvinder er blevet grebet af træningen, som de både synes er sjov, udfordrende og motiverende, fortæller han.

Boksetrænerne er vilde med det

Men hvordan har bokseverden så taget mod ideen?

”Danmarks Bokse Union og trænerne er helt vilde med denne form for træning. Det giver dem en helt anden vinkel på boksetræningen, som de synes er sjov. Desuden får bokseklubberne en bedre udnyttelse af deres træningsfaciliteter, da træningen til de Parkinsonramte ofte kan foregå om eftermiddagen”, siger Finn Egeberg Nielsen og fortsætter:

”Efterhånden som træningskonceptet udbredes til hele landet, håber jeg, at fysioterapeuter husker at inspirere patienterne til at gennemføre noget af deres egentræning i for eksempel en fodbold- eller bokseklub”.

Finn Egeberg Nielsen tilbyder fodboldtræning i FC Parkinson - læs interview fra Fysioterapeuten

Del eller udskriv artiklen
1 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
  • Jonathan David Comins

    Boksetræning, karatetræning og egentlig al kampsport-træning generelt er bare så godt for alt, styrke, balance, udholdenhed, koordination. Tja den er god fysioterapi. Respekt.
Indsend kommentar