Corona påvirker stadig danskernes idrætsvaner

En ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut viser, at en fjerdedel af dem, der var aktive før coronanedlukningen, dyrker ikke sport og motion - blandt andet på grund af sommerferie og frygt for coronasmitte.
Foto: iStock

Der er stadig mange danskere, der ikke er kommet i gang med at træne efter nedlukningen af Danmark. Selvom flere danskere er kommet i gang, og fitnesscentre og sportsklubber igen tilbyder træning, er der stadig mange, der ikke tør træne, da de er bange for at blive smittet. Det viser en ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut.

Og nu kommer ferien, hvor det traditionelt er svært for de fleste at holde aktivitetsniveauet oppe. Dels fordi der er sommerlukning for idrætsaktiviteter, dels fordi der går ”sommerferie” i den.

En fjerdedel er ikke kommet i gang

Idrættens Analyseinstitut har med støtte fra Trygfonden afdækket i hvilket omfang, danskerne er begyndt at dyrke sport og motion igen efter genåbningen af både udendørs og indendørs idrætsfaciliteter og -aktiviteter.

1.400 danskere har svaret på undersøgelsen, og den viser, at næsten hver fjerde af dem, der var aktive før nedlukningen, ikke er kommet i gang igen, men omvendt er 11 pct. af danskerne, der ikke var aktive før, begyndt at dyrke sport og motion i forbindelse med coronakrisen.

Det tyder således på, at de aktive er mindre aktive, end de var før nedlukningen. Hver fjerde, der fortsat er aktiv, fortæller, at de dyrker mindre sport og motion nu end før nedlukningen.

Sommerlukning og smittefrygt 

Andelen af danskere, der er aktive i foreninger eller hos private aktører som f.eks. fitnesscentre, er næsten 40 pct. lavere nu end før nedlukningen, og der er også lav deltagelse i aktiviteter som boldspil, gymnastik og svømning. I stedet dyrker de fleste (58 pct.) deres sports- og motionsaktiviteter på egen hånd under genåbningen.

Det er der flere forskellige grunde til. Mange deltagere i undersøgelsen angiver, at deres foretrukne motion- og sportsaktivitet stadig er lukket ned efter coronanedlukningen, eller også er den lukket på grund af sommerferie.

Der er også en del, der er bekymret for at blive smittet eller smitte andre med coronavirus, og nogle synes, at restriktionerne for at nedbringe smitterisiko er for besværlige. Endelig er en af de hyppige årsager til ikke at være aktiv, at man simpelthen mangler overskud til det.

Kilde: Danskernes motions- og sportsvaner under genåbningen.
Notat: Idrætsdeltagelsen er stadig påvirket af coronakrisen.


Til gengæld regner mange af deltagerne i undersøgelsen med at dyrke mere motion efter sommerferien. Det gælder især dem, der er stoppet med at dyrke sport og motion, hvor 69 pct. forventer at skulle i gang igen, når sommeren er forbi.

Kilde: Pressemeddelelse fra Idrættens Analyseinstitut