Er du en kommende specialist eller certificeret kliniker?

Indsend ansøgning til specialiseringsordningen
Næste frist for ansøgning til specialiseringsordningen er den 1. september. Fristen gælder både nye ansøgere og genansøgninger fra specialister godkendt for mere end syv år siden.
Læs mere om specialiserinsgordningen, og hvordan du kan søge
Har du overvejet at blive enten certificeret kliniker eller specialist? Næste frist for ansøgning til specialiseringsordningen er den 1. september.
Som specialist eller certificeret kliniker får du et kvalitetsstempel på, at du opfylder en række krav, inden for et af de 10 fysioterapeutiske specialer. Titlen kan du bruge i dit arbejde som fysioterapeut og som afsæt for yderligere udvikling af din karriere.
Du kan blive godkendt enten som specialist eller certificeret kliniker, hvor den afgørende forskel er, at du som specialist skal have en kandidat- eller en masteruddannelse.
Der er i dag over 200 fysioterapeuter, der er godkendt under specialiseringsordningen, hvor cirka en fjerdedel er godkendt som specialister. Det er Specialiseringsrådet, udpeget af Dansk Selskab for Fysioterapi, som behandler de indkomne ansøgninger, og som står for den endelige godkendelse.
Dansk Selskab for Fysioterapis strategiske ambition er, at mindst 500 fysioterapeuter skal være godkendt under ordningen i 2025. Hvis den nuværende kadence opretholdes, nås målet endnu tidligere.
Styrker identiteten
”Vi har i år evalueret specialiseringsordningen, og evalueringen viser, at vi er kommet godt fra land og allerede har fået langt flere ansøgninger, end vi havde sat næsen op efter”, siger Heidi Marie Brogner, som er formand for Dansk Selskab for Fysioterapis specialiseringsråd, der varetager bedømmelserne af ansøgningerne.
De fleste af ansøgerne vælger at søge, fordi de ønsker at målrette kompetenceudviklingen og opnå en officiel anerkendelse af deres faglige specialisering. Med specialiseringsordningen følger ikke nødvendigvis mere i lønningsposen, men én ud af fem svarer i evalueringen, at de har kunnet bruge deres titel, som led i lønforhandling.
Heidi Marie Brogner mener, at der er gode muligheder for, at specialiseringsordningen med tiden også får sit eget officielle stempel fra myndighederne, og dermed kan blive en fast del af overenskomsten:
”I første omgang skal vi udbrede kendskabet til kvaliteten af det faglige arbejde, der ligger bag specialiseringsordningen, og så må vi arbejde videre på omverdens anerkendelse af, at specialiserede fysioterapeuter er en vigtig del af fagets udvikling. Selvom der måske ikke i morgen kommer en officiel national ”blåstempling” af ordningen, så er jeg sikker på, at vi har taget et vigtigt skridt frem mod at sikre fundamentet for, at det kan ske en gang i fremtiden”, siger Heidi Marie Brogner.
Er du en ”gammel” specialist?
En godkendelse i specialiseringsordningen er gyldig i syv år. Ansøgere, der blev godkendt i 2013 eller tidligere, skal genindsende deres ansøgning.
Det er et krav, at du har holdt dig opdateret på dit fagområde og kan dokumentere tilknytning til praksis. Der er ansøgningsfrist to gange årligt, hvor den næste deadline for genansøgninger er den 1. september.
Webinar hjælper dig med ansøgningen
Dansk Selskab for Fysioterapi holdt et webinar den 6. august om, hvad der forventes, når du skal søge om at blive specialist eller certificeret kliniker.
Læs mere om specialiseringsordningen
Redigeret 14. august.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.