Forsikringsselskaber har snydt gravide

En række af Danmarks største forsikringsselskaber står bag omfattende og ulovlig diskrimination af gravide kvinder med sundhedsforsikringer.
PFA, Topdanmark, Danica Pension, Codan, Tryg, AP Pension og Dansk Sundhedssikring har i strid med loven afvist gravide, når de har henvendt sig med smerter og skader. Det har DR afdækket.
”Det er dybt urimeligt, at man på den måde udelukker en gruppe mennesker fra at bruge deres forsikring. Samtidig kan det få store konsekvenser for både den enkelte og samfundet, fordi vi som fysioterapeuter kan afhjælpe rigtig mange graviditetsgener og samtidig forebygge forværringer,” siger Tina Lambrecht, som er formand for Danske Fysioterapeuter.
Den 27. oktober deltog hun sammen med fysioterapeut Birthe Bonde i radioprogrammet Orientering, hvor de fortalte om, hvilke konsekvenser forsikringsselskabernes diskrimination har for de gravide. Birthe Bonde modtog i 2016 Danske Fysioterapeuters pris for sit ihærdige og mangeårige arbejde med urologi og gynækologi.
Diskrimination
Det konkrete problem er, at forsikringsselskaberne har afvist at betale for behandling af for eksempel ryg- eller bækkensmerter i forbindelse med graviditet. Det har fremgået af forsikringsbetingelserne, men er alligevel ulovligt. Det skyldes, at det er et brud på lovgivningen om ligebehandling af mænd og kvinder, når man udelukker at betale for behandling, der kun er relevant for det ene køn. Institut for Menneskerettigheder oplyser til DR, at det har været ulovligt i hvert fald siden 2005.
Derfor opfordrer Tina Lambrecht alle fysioterapeuter, der arbejder med gravide patienter eller som taler med patienter, de har behandlet under deres graviditet, til at gøre dem opmærksomme på den ulovlige forskelsbehandling.
”Der er simpelthen nogle kvinder, der er blevet snydt. Hvis vi kan hjælpe med at gøre nogen af dem opmærksomme på det, så de kan få deres tilskud, så skal vi selvfølgelig gøre det,” siger hun.
Selv er hun især bekymret for, at den manglende dækning kan have holdt gravide fra behandling.
”Det betyder, at de har måttet gennemgå en graviditet med flere smerter og med lavere funktionsniveau, end de ellers ville have haft. Endnu værre kan det betyde, at de må leve med langvarige effekter af noget, vi kunne have afhjulpet,” siger Tina Lambrecht.
Danske Fysioterapeuter vil kontakte forsikringsselskaberne og deres brancheorganisation, Forsikring & Pension, for at gøre opmærksom på de konsekvenser, det kan have for gravide, hvis de ikke får det tilbud, de har krav på.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.