Fysioterapeuter kan blive bedre til at følge kliniske retningslinjer

En ny spørgeskemaundersøgelse viser, at de retningslinjer for behandling af lændesmerter, som myndighederne anbefaler, kun delvist bliver fulgt af fysioterapeuter i klinikker og kommuner.

Det er problematisk, mener Maja Husted, cand.scient.san og projektfysioterapeut ved Center for Planlagt Kirurgi (CPK), Regionshospitalet Silkeborg, samt Folkesundhed og Rehabiliteringsforskning, DEFACTUM.  

Hun har stået i spidsen for en undersøgelse, hvor 234 fysioterapeuter fra Region Midt blev bedt om at forholde sig til to patientcases med lændesmerter. Fysioterapeuterne skulle angive, hvordan de ville rådgive patienterne indenfor tre hovedområder fra retningslinjerne: aktivitet, arbejde og psykosociale risikofaktorer.

Forsigtig rådgivning i fysisk aktivitet

Ingen af de to beskrevne cases havde symptomer på alvorlig rygpatologi eller anden alvorlig sygdom. Anbefalingerne for denne type patienter er, at de skal forblive aktive på det niveau, de plejer, uanset om de har smerter eller ej. Men undersøgelsen viser, at fysioterapeuterne kun delvist rådgiver patienterne som anbefalet, fortæller Maja Husted.

”Mange fysioterapeuter siger for eksempel, at patienterne skal være fysisk aktive, men inden for deres smertetolerance. Problemet er, at når man rådgiver om fysisk aktivitet inden for smertetolerancen, kan det give patienten et uhensigtsmæssig øget fokus på smerterne samt bevægeangst, og dermed bidrage til et reduceret aktivitetsniveau. Derfor ønsker vi egentlig, at de rådgiver patienterne til at være aktive på trods af smerter,” forklarer hun.

Rådgiver kun til lettere arbejde

Når det gælder fastholdelse på arbejdsmarkedet, anbefaler retningslinjerne, at patienten i videst muligt omfang bør vende tilbage til arbejdet på vanligt niveau, så længe der ikke er tegn på alvorlig rygpatologi.

Langt de fleste fysioterapeuter i undersøgelsen rådgiver da også deres patienter til at vende tilbage til arbejdet i en eller anden form. Men i mange tilfælde rådes patienten til kun at udføre lettere arbejde eller at komme tilbage på reduceret tid, hvilket ikke lever op til retningslinjerne.

”Vi ved ikke helt, hvorfor fysioterapeuterne er tilbageholdne, når de skal rådgive deres patienter til at genoptage deres normale arbejde. Om ikke andet viser det, at der stadig er plads til forbedringer i forhold til at efterleve de retningslinjer, der er på området,” siger Maja Husted.

Psykosociale faktorer udfordrer stadig mange

Et tredje opmærksomhedspunkt i retningslinjerne for lændesmerter er de psykosociale risikofaktorer, som, hvis de identificeres hurtigt, har betydning for, om patienten får kroniske smerter. Det var det kerneområde, som flest fysioterapeuter i undersøgelsen efterlevede. Alligevel vurderer Maja Husted, at der også her er plads til forbedringer.

”En femtedel af de privatpraktiserende fysioterapeuter angav, at de hverken ville spørge ind til eller afdække patienternes psykosociale risikofaktorer ved studiets første case. Casen beskriver en patient, der er nervøs for smerten, og som har nedsat sit aktivitetsniveau. Her ville det ifølge retningslinjerne give rigtig meget mening at afdække de psykosociale faktorer,” siger Maja Husted.

Hun mener, at det tyder på, at selvom der i stigende grad er opmærksomhed på psykosociale faktorer i branchen, er det stadig et område, der udfordrer mange. Og når det særligt er de privatpraktiserende, der er udfordrede på dette område, kan det handle om tid.  

”Vi kan se, at de kommunalt ansatte afsætter mindst en time til første konsultation, mens de privatpraktiserende typisk bruger kortere tid med deres patienter. Det kan have betydning for den manglende afdækning af de psykosociale faktorer.”

Maja Husted understreger, at hun oplever fysioterapeuter som meget engagerede i deres fag og de patienter, de står over for.

”Jeg er fuldstændig overbevist om, at fysioterapeuter vil give deres patienter den bedst mulige behandling. Men der er fortsat nogle områder, hvor de er udfordrede med hensyn til at følge retningslinjerne. Det skal vi arbejde videre med, så det kan blive bedre,” fastslår Maja Husted.

Implementeringsstrategi skal på plads

Hun er derfor lige nu i gang med at afdække fysioterapeuters barrierer og motivation for at anvende retningslinjerne og vil blandt andet stå for en arbejdsgruppe, der skal udvikle en implementeringsstrategi, så flere kan få kendskab til retningslinjerne og dermed sikre en højere grad af evidensbaseret praksis. Arbejdet skal være en del af hendes kommende ph.d.

”Arbejdet skal gerne munde ud i en strategi, der kan anvendes bredt indenfor mange områder. Strategien skal sikre, at behandlerne ikke falder tilbage i de gamle, velkendte adfærdsmønstre, men bliver støttet i at anvende de nye tilgange,” siger hun.