Stor international fysioterapeutisk onkologi-konference kommer til Danmark

Den 14. og 15. maj 2020 er der en stor international konference om fysioterapi i onkologien (ICPTO) i København.
Her har du en unik mulighed for at møde 33 eksperter, som er hentet ind fra hele verden, når de holder oplæg og deler deres forskning og erfaring fra klinisk praksis.
Se programmet for konferencen (pdf)
Temaet for konferencen er "Når forskning møder klinisk praksis", og emnerne på konferencen er palliativ behandling, knoglemetastaser, nedsat muskelstyrke og lymfødem.
12 danskere ud af i alt 33 oplægsholdere
Ud af de 33 oplægsholdere på konferencen er 12 af dem fra Danmark, og mindst et par af dem er i den absolutte førertrøje på deres felt, og de vil tale om deres forskning og dagligdag med patienter med kræft.
Du kan blandt andre møde Bente Klarlund Pedersen, der er professor ved Center for Aktiv Sundhed (CFAS) ved Rigshospitalet. Forskningsgruppen under Bente Klarlund Pedersen har identificeret knoglemuskler som et endokrin organ, der producerer og frigiver såkaldte 'myokiner'. Identifikationen af myokiner giver et begrebsmæssigt grundlag for at forstå, hvordan muskler kommunikerer med andre organer.
Derudover kan du møde Morten Quist, der er ph.d ved Rigshospitalet og medstifter af programmet ‘Body and Cancer’ og grundlægger af EXHALE-programmet. Morten Quist vil blandt andet tale om patofysiologi og klinisk præsentation af knoglemetastase i fysioterapien.
Fra den internationale scene kan du blandt andre møde Nicole L. Stout, der er research assistant professor ved WVU Cancer Institute ved West Virginia University. Nicole Stout er en internationalt anerkendt ekspert og leder inden for kræftrehabilitering og lymfødem, som har holdt over 200 nationale og internationale foredrag. derudover er hun forfatter og medforfatter på over 50 peer reviews og publikationer og adskillige bogkapitler, og så er hun medforfatter til bogen 100 spørgsmål og svar om lymfødem.
Derudover kan du høre om alt fra manuel lymfedrænage, fysisk træning til patienter med lymfødem i UE, målsætninger for patienten, sekundær traumatisering af sundhedsprofessionelle, dosering af træning til patienter med knoglemetastaser og meget andet.
Kurser før og efter konferencen
Både før og efter konferencen er det muligt at deltage på særlige kurser. Der afholdes 4 halvdagskurser den 13. maj 2020 og et heldagskursus + 2 halvdagskurser den 16. maj 2020.
Kurserne er målrettetforbeholdt deltagerne på konferencen.
Se før og efter konference kurserne her
Om konferencen
Tid: 14. - 15. maj 2020.
Sted: Radisson Blu Scandinavia Hotel, Amager Boulevard 70, 2300 København S
Pris: Euro 495,- (svarende til ca. 3.700 kr.), ekskl. overnatning.
Udbyder: Danske Fysioterapeuter, Dansk Selskab for Onkologisk Fysioterapi, Dansk Selskab for Fysioterapeutisk Lymfødembehandling og NPi, Holland
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.