Pligtlæsning for ALLE fysioterapeuter

Der er nu kommet en ny retningslinje fra Sundhedsstyrelsen. Den gælder samtlige sundhedsfunktioner i Danmark, fra sygehuse og kommunale genoptræningscentre til praktiserende fysioterapeuter til sundhedsindsatser i botilbud. Med andre ord alle fysioterapeuter.

Danske Fysioterapeuter anbefaler, at alle fysioterapeuter læser retningslinjen.

Den nye retningslinje hedder Håndtering af COVID-19: Beskrivelse af kritiske funktioner i sundhedsvæsenet under COVID-19. Den gælder fra nu til og med juni 2020.

Den første pointe er, at kritiske funktioner skal opretholdes. Sundhedsstyrelsen giver et eksempel – se faktaboksen længere nede på siden.

Den anden pointe er den lange række regler, som de autoriserede sundhedspersoner skal overholde hver gang de står med en patient. Kritisk eller ej.

Den tredje pointe er, at du skal overholde Sundhedsstyrelsens skærpede udmeldinger f.eks. om at holde afstand og være dig bevidst om din pligt som autoriseret sundhedsperson til at begrænse smitterisikoen.

Hvordan skal du som fysioterapeut forholde dig til den nye udmelding fra Sundhedsstyrelsen:

  • Du skal som autoriseret sundhedsperson medvirke til at inddæmme smitterisikoen. Du skal overholde alle de generelle forholdsregler fra Sundhedsstyrelsen. Hvis du selv er syg eller har symptomer på sygdom, skal du sygemelde dig.
  • Du skal fagligt vurdere alle dine patienter og vurdere, hvem der er kritiske. Hvis du er i tvivl, skal du ringe til Sundhedsstyrelsens hotline.
  • Hvis patienten er i risikogruppe, skal du vurdere om risiko for smitte i mødet patienten, opvejer behovet for kritisk behandling.
  • Hvis du vurderer, at patienten skal have behandling, så skal du holde fokus på at holde afstand til patienten, holde fokus på skærpet hygiejne og rengøring af faciliteterne
  • Hvis din patient viser tegn på COVID-19, så skal du afbryde behandlingen.
  • Det er vigtigt at du som fysioterapeut journalfører dine beslutninger –både hvis patienten skal have behandling eller hvis patienten skal afvente behandling.
  • Det er vigtigt, at du som fysioterapeut italesætter det øgede fokus på hygiejne i denne tid og får patienten til at tage et medansvar og acceptere de ændringer i behandlingen, som dette må medføre.
  • Du skal løbende orientere dig i Sundhedsstyrelsens anbefalinger og efterlever disse

Skal genoptræningscentret eller klinikken lukke?

Det kan man ikke svare på i én sætning. Hvis man er ansvarlig for et behandlingssted, er man nødt til at følge proceduren ovenfor. Hvis man er autoriseret sundhedsperson f.eks. fysioterapeut, er man nødt til at følge proceduren ovenfor.

I en kommentar til retningslinjen siger formanden for Danske Fysioterapeuter Tina Lambrecht:

”Retningslinjen fra Sundhedsstyrelsen understreger den enkelte fysioterapeuts ansvar i den kliniske ræsonnering. Retningslinjen understreger også forsigtighedsprincippet."

"Jeg havde gerne set, at Sundhedsstyrelsen havde været mere tydelig, men jeg er ikke i tvivl om, at fysioterapeuter er kompetente til at foretage de vurderinger, som følger af autorisationsloven og den nye retningslinje."

"Hvis man som fysioterapeut er i tvivl om fortolkningen, så er det Danske Fysioterapeuters anbefaling, at man ringer til Sundhedsstyrelsen”.

Håndtering af COVID-19: Beskrivelse af kritiske funktioner i sundhedsvæsenet under COVID-19

Se også vores temaside, hvor vi løbende samler alle vores informationer om corona-virussens betydning for jeres arbejdsforhold som fysioterapeuter