Poliovirus giver nye symptomer 68 år efter epidemien

Mere end 7.000 børn fik poliofeber i Danmark i 1940’erne og 50’erne. Cirka 350 døde i løbet af kort tid, og 3.000 fik lammelser. Adskillige børn var indlagt i flere år og fik massiv genoptræning. En af dem var filminstruktør og -dokumentarist Niels Frandsen, der fik polio som et-årig og var indlagt i flere år.

Niels Frandsen fik polio i 1952, og siden da har han bestræbt sig på at leve sit liv som alle andre og har forsøgt at overkomme de handicap, han havde.

”Du kan, hvad du vil” var mantraet i datiden, og det har Niels Frandsen efterlevet og har kæmpet for at få et liv uden begrænsninger, der er så tæt på normalt som muligt. Men for at par år siden blev han ramt af postpolio, og det har sat hans tidligere håndtering af sygdommen i et nyt perspektiv. Ikke mindst fordi hans søster Lisbet Frandsen også er ramt af postpolio, selvom hun næsten ingen symptomer havde som barn.

Niels Frandsen har lavet en personlig dokumentarfilm publiceret på DR, om det liv og de fortrængninger og fortielser, som han og hans søster har oplevet.

Voldsom og intensiv genoptræning

Det, Niels Frandsen nemlig ikke vidste før nu, var, at også hans søster blev ramt af poliovirussen i 1952. Hun fik bare ikke lammelser i kroppen og gik derfor under radaren hos forældrene og sundhedspersonalet.

Samtidig med at han selv fik postpolio, fik hans søster det også, og det fik hende til at fortælle, at hun havde poliofeber som barn, og at hun har haft svage symptomer på dysfunktion igennem årene.

I filmen får man et indblik i, hvordan det var at være storesøster til en lillebror med poliolammelser, og hvilken kamp det har været for Niels Frandsen at skulle fastholde, ”at han jo kunne alt”.

Med postpolio har begge søskende fået en ny fælles forståelse for sygdommen, og hvordan de skal tackle den.

I dokumentaren ser man klip fra den massive og ofte voldsomme genoptræning, som børnene fik dengang, og hører Niels og Lisbet Frandsen fortælle, hvordan det var at være storesøster til den polioramte lillebror, og hvordan det har været at få postpolio, så mange år efter epidemien.

Helt ny tilgang til træning og behandling i dag

Hvor datidens genoptræning var meget hård og kontant, har man i dag en anden tilgang til postpolio, fortæller udviklingsfysioterapeut Lise Jarnbye fra Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, der drives af UlykkesPatientForeningen og PolioForeningen.

Hun har i de sidste 20 år behandlet mange patienter, der har haft polio, og efterfølgende fået senfølger efter polio.

”Det var en anden tid. Dengang var pædagogikken anderledes, og man lærte børnene at bide smerterne i sig. Med vores erfaringer i dag, træner man mindre hårdt for ikke at komme til at overbelaste kroppen. Når patienterne træner, er det med mindre belastninger. Desuden har vi i højere grad fokus på hjælpemidler og aflastning. Vi har en tværfaglig tilgang, hvor der både er fokus på træning, hjælpemidler og psykologsamtaler”, siger Lise Jarnbye.

Men børnene fik dengang en effektiv behandling, understreger Lise Jarnbye. I mange år klarede de sig rigtig godt, men så kom senfølgerne.

Polio var et tabu

Da fysioterapeuterne på det daværende polioinstitut så de første patienter med postpolio tilbage i 80’erne, var mange hårdt ramt, og det gik hurtigt ned ad bakke.

”Dem, der bliver henvist til os i disse år, er væsentlig bedre, men de oplever også, at alderen og senfølgerne får konsekvenser", siger Lise Jarnbye.

I dag henvises patienter, der livet igennem har haft følger efter polio med lette lammelser, men bare har bidt tænderne sammen og forsøgt at klare samme aktiviteter som andre uden funktionsnedsættelse.

”Nogle forældre ønskede ikke at tale med deres voksne børn om, hvordan deres forløb var under indlæggelsen. Sygdommen var et tabu, og hvis symptomerne var lette, blev de ofte overset af forældre og sundhedspersonale, især hvis der var andre børn, der var syge. Personer, der har haft polio, har lært at kæmpe for at opnå og vedligeholde deres funktion. Det lærte de dengang”, fortæller Lise Jarnbye.