Trods stærk hjælpepakke: Stadig risiko for klinikkerne

”Hjælpepakken er udtryk for stor politisk handlekraft og er et kæmpe skridt i den rigtige retning. Men den er langt fra en garanti for, at alle klinikker stadig kan køre videre, når krisen kommer under kontrol”. Det er den umiddelbare reaktion fra Tina Lambrecht oven på fremlæggelsen af Folketingets hjælpepakke til selvstændige og mindre virksomheder.
Tina Lambrecht kvitterer for den store lydhørhed fra både ministerier og Folketingets ordførere, men hun peger på, at selvstændige fysioterapeuter som autoriserede sundhedspersoner ikke er traditionelle virksomheder. Derfor skyder dagens corona-hjælpepakke på enkelte punkter forbi, hvis målet er at holde hånden under selvstændige fysioterapeuter og klinikker.
Blandt de gode elementer i hjælpepakken er kompensationen for tabt indtægt på op til 23.000 pr. måned for selvstændige, hvis virksomhed som konsekvens af corona-krisen forventer at opleve omsætningstab på minimum 30 pct. Dette gælder også for:
- Nystartede selvstændige, der er blevet registreret senest 1. februar.
- Klinikker med flere ejere, hvor der gives kompensation pr. CPR-nr.
- Bijobbere i klinikkerne, der har en B-indkomst på minimum 180.000 kr. i 2019.
Til gengæld er det ikke muligt at få denne kompensation for tabt indtægt, hvis man har en virksomhed med over 10 fuldtidsansatte, hvilket Danske Fysioterapeuter før gårsdagens politiske forhandlinger har problematiseret. Tina Lambrecht siger:
”Dette princip er alligevel kommet med i den vedtagne hjælpepakke, hvilket desværre udelukker nogle selvstændige fysioterapeuter fra at modtage denne type kompensation. Vi vil naturligvis holde fast i det argument over for politikerne”.
Et andet element i hjælpepakken er kompensation til virksomheder udsat for en stor omsætningsnedgang, som betyder, at de kan få godtgjort dokumenterbare faste udgifter, herunder fx husleje, renteudgifter og kontraktbundne udgifter. Kompensationsgraden er fastsat som følger:
- 80 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 80-100 pct.
- 50 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 60-80 pct.
- 25 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 40-60 pct.
Danske Fysioterapeuter mener ikke, at dette er en tilstrækkelig håndsrækning til de trængte klinikker. Tina Lambrecht siger:
”Som autoriserede sundhedspersoner har fysioterapeuter et særligt ansvar for at hindre smittespredning, især for de udsatte grupper, der ofte er patienter på klinikkerne. Det betyder, at der vil være selvstændige fysioterapeuter, der allerede nu f.eks. oplever en omsætningsnedgang på 70-80 pct., og de vil kun modtage kompensation for 50 pct. af deres faste udgifter. Problemet er, at de skal dække den anden halvdel af udgifterne ved at trække på en egenkapital, de ofte ikke har.”
Tina Lambrecht mener, at det er nødvendigt med en højere kompensationsgrad for de trængte klinikker, hvis vi skal undgå klinikdød. Hun håber, at det stadig er muligt at få forbedringer på plads i hjælpen til selvstændige, og ser frem til at bidrage til arbejdet med konkretisere de enkelte elementer i aftalen om hjælpepakken.
Se dagens politiske aftale om hjælpepakke på Erhvervsministeriets hjemmeside
Læs om ansøgningsproces på virksomhedsguiden.dk
På Erhvervsstyrelsens hjemmeside virksomhedsguiden.dk kan du læse om ansøgningsprocessen for kompensationerne.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.