Velkommen til OK21-hjemmesiden

I skyggen af Covid19-krisen lancerer Danske Fysioterapeuter nu en særlig OK21-hjemmeside.

I disse dage har du, dine kollegaer og Danske Fysioterapeuter et klart fokus på den situation, som hele Danmark befinder sig i. Vi har alle et medansvar for, at hele befolkningen kommer bedst muligt og sikkert ud på den anden side. Derfor kan det også være vanskeligt at lancere et helt nyt område på hjemmesiden om OK21.

Men selv om alle i disse dage er optaget af den aktuelle meget særlige situation, skal vi også kigge fremad. Og ude i horisonten skal vi inden udgangen af marts måned 2021 på alle 3 offentlige områder forhandle nye overenskomster, som skal afløse de nuværende.

Hold dig opdateret om OK21

På OK21-siden kan du lige nu orientere dig om forløbet, om forskellige faktuelle forhold og om medlemsaktiviteter. Siden vil løbende blive udbygget med nyheder og anden information om OK21.

Vi må nok også forvente, at både forberedelsen og forhandlingerne komme til at blive præget af Corona. Så der vil let kunne komme ændringer og justeringer i vores planer – dem vil du også kunne følge på siden.

Se temaside om OK21

Det handler om din hverdag

Danske Fysioterapeuter går til forhandlingerne med afsæt i fysioterapeuternes hverdag. Det er dig og dine fys-kolleger sammen med alle de andre offentligt ansatte, som hver dag omsætter overenskomsternes tekst til hverdage fyldt med faglighed, træning, undervisning og mangfoldige andre opgaver. Derfor er det en stor styrke, når I alle tager aktiv del i diskussioner og overvejelser om de krav, vi skal stille til de nye overenskomster, og ikke mindst deltager i kravsindsamlingen i maj måned.

Konstruktive forhandlinger med arbejdsgiverne

Forhandlingerne om OK18-overenskomsterne var helt særlige. Relationerne til arbejdsgiverne var meget konfliktfyldte, og der var mange forskellige dagsordner, som blev spundet sammen til at samlet tæppe af krav. Vi stod alle meget tæt på den største konflikt på det offentlige område i historien.

Danske Fysioterapeuter vil sammen med kolleger i vores hovedorganisation AC gøre alt for, at den kommende overenskomstfornyelse får et andet forløb og et helt anderledes klima af konstruktive forhandlinger om gode løsninger.

Vi håber, at du vil følge med i forhandlingerne. Du kan altid finde nyheder og relevante oplysninger på fysio.dk.

 

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar