Tak til Tina

Danske Fysioterapeuters formand Tina Lambrecht takkede af i festlige rammer og med mangen en krammer i Arbejdsmuseets festsal.
Tina Lambrecht og Brian Errebo-Jensen markerede vagtskiftet med smil og håndtryk. Foto: Kasper Tingkær.

Efter næsten ti år på formandsposten sagde Danske Fysioterapeuters formand Tina Lambrecht et varmt farvel til samarbejdspartnere ved en reception i Arbejdermuseets festsal i København onsdag den 23. november.

Taler, kram og gaver var der mange af – naturligvis under overholdelse af alle corona-retningslinjer.

Fremmødet vidnede om den store rækkevidde, som Tina Lambrecht har haft i sit faglige arbejde, og om den store respekt, som hun har mødt som en betydende aktør på sundhedsområdet.

Danske Fysioterapeuters regionsformænd kvitterede for samarbejdet med en fælles personlig tale og varme ønsker for Tinas fremtid. Mens formændene for Ergoterapeutforeningen og Jordemoderforeningen, Tina Nør Langager og Lis Munk, glædede sig over den gode trio, som de tre formænd og foreninger sammen har udgjort i Tinas formandstid.

Nu giver Tina Lambrecht stafetten videre til den hidtidige næstformand, Brian Errebo-Jensen, der er konstitueret formand, indtil medlemmerne har valgt ny formand til april 2022.

Afskedsreception-salen-main.jpg
Tina Lambrecht hilser gæsterne velkommen i Arbejdermuseets festsal.
Foto: Nicolai Robinson.

Afskedsreception-samarbejde-main.jpg
Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen, gav Tina Lambrecht en
ordentlig krammer. Hun og Lis Munk, formand for Jordemoderforeningen, holdt
tale om den gode trio, som de tre sammen har udgjort. Foto: Kasper Tingkær.

Læs portræt af Tina Lambrecht i Fysioterapeuten