Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

En formandspost er altid til låns

Tina Lambrecht stopper som formand for Danske Fysioterapeuter. Hun kan se tilbage på 9 år med fagligheden i fokus, en enorm vækst i antallet af fysioterapeuter og voksende indflydelse på sundhedsvæsenet.
“Inden jeg blev regionsformand, var jeg fysioterapeut og havde en stor interesse for det faglige arbejde. Da jeg blev regionsformand, tænkte jeg ‘ja, jeg er kommet på den rigtige hylde!’ Og da jeg blev formand, tænkte jeg det endnu mere, men nu er det tid til at prøve noget andet,” siger Tina Lambrecht. Foto: Michael Bo Rasmussen.

Indsigt og fremsyn – hjerne og hjerte. Det var overskriften, da Tina Lambrecht første gang stillede op til formandsposten. På den ene side viden om medlemmernes ønsker, sundhedsvæsenet krav og patienternes forventninger. På den anden side fællesskabet omkring det at være fysioterapeut og de fælles værdier, vi står på.

“For mig har det altid været en ledestjerne, at vi har noget særligt til fælles og kan noget særligt sammen, fordi vi er fysioterapeuter. Vi deler både et fag og en tilgang til verden, hvor vi gerne vil gøre en forskel for andre mennesker,” siger Tina Lambrecht.

Snart er hun ikke længere formand. Fra den 30. november er det slut. Det er vemodigt. For Danske Fysioterapeuter har fyldt i Tina Lambrechts liv siden hun blev valgt til hovedbestyrelsen i 2000. Senere blev hun regionsformand i Nordjylland og fra 2012 først konstitueret formand og siden direkte valgt.

Voksende anerkendelse

Der er sket meget i den tid. Medlemstallet er vokset fra omkring 6.000 til 16.000 i dag. Samtidig fylder forskning, udvikling og en evidensbaseret tilgang langt mere end tidligere. Med den udvikling er der også fulgt en større anerkendelse af faget fra resten af sundhedsvæsenet.

Et konkret eksempel fik Tina Lambrecht for nylig på mail. Beskeden var fra et lægevidenskabeligt selskab og indeholdt en invitation til Danske Fysioterapeuter om deltagelse i noget fagligt arbejde. Den slags mails kommer der en del af, men en detalje i mailen fangede Tina Lambrechts øje.

“De skrev: ‘Vi vil MEGET gerne have jer med.’ Sådan en mail havde vi ikke fået for 10 år siden. Det er et lille hverdags-eksempel på den voksende anerkendelse af det, vi kan i sundhedssektoren,” siger Tina Lambrecht og fortsætter:

“Vi er altid blevet mødt med respekt, men forståelsen for, hvad fysioterapi kan, er vokset gennem årene.”

Forskelle og fællesskab

Danske Fysioterapeuter er en forening, der rummer modsætninger. Medlemmerne arbejder både offentligt og privat. De ansatte, ledere, lejere, selvstændige. Nogle er arbejdsgivere. Andre er dem, de ansætter.

“Dengang jeg startede, kendte næsten alle hinanden – vi var nærmest som en familie. I dag, hvor vi er flere medlemmer, er der også flere meninger, og de er mere forskellige. Fysioterapeuter laver noget forskelligt og ser verden forskelligt, og det er med til at presse og udfordre fællesskabet,” siger Tina Lambrecht.

Det betyder, at uenigheder kan komme til at skygge for fællesnævnerne. Det har vist sig blandt andet i konflikter om ydernummersystemet og lønforskelle hos de ansatte i den private sektor.

“Grundlæggende står foreningen jo på to ben: Vi skal som fagforening understøtte trygge og rimelige ansættelsesvilkår for alle. Og så skal vi højne fagligheden til patienternes bedste,” siger hun og fortsætter:

“Jeg mener helt fra bunden af mit hjerte, at vi har meget mere til fælles, end der skiller.

Derfor har det også været afgørende for mig at huske på de fælles værdier og det faglige fundament, vi deler, når bølgerne indimellem er gået højt.”

Skal kunne rumme forskelle

Men det er ikke nok med fælles værdier, man skal også anerkende forskellene og indrette foreningen, så den kan rumme dem. Det betyder blandt andet, at man skal ændre perspektiv på, hvad foreningen skal være og hvilken rolle, den skal spille.

“Man skal ikke anskue vores forening som en gruppe mennesker, der skal være enige om alting, men som en række øer eller enklaver, der tilsammen udgør en stor familie,” siger Tina Lambrecht og fortsætter:

“Når vi spørger medlemmerne, så svarer de, at de gerne vil være tæt på hinanden og ønsker, at foreningen er til stede. Men det betyder ikke, at alle skal ind i den samme skabelon. Folk har forskellige behov og ønsker – og det skal vi kunne rumme i vores fællesskab.”

Konkret peger Tina Lambrecht på tre eksempler på, at den måde at tænke på har formet foreningen. For det første, at foreningen er gået ind i Akademikerne for at sikre, at de akademisk uddannede fysioterapeuter og arbejdsgiverne fortsat kan være en del af foreningen. For det andet arbejdsmarkedsmodellen på praksisområdet med forhandlinger af en basiskontrakt, der sikrer et bundniveau for ansatte i det private. For det tredje en nyskabelse ovenpå det ekstraordinære repræsentantskabsmøde i august: Tre netværkskonsulenter, der skal sikre flere faglige arrangementer og understøtte netværk over hele landet.

“Der er ikke ét svar på, hvordan vi bliver en god forening for alle fysioterapeuter. Det er noget, vi skal blive ved med at arbejde på. Heldigvis er det også en tilgang, som jeg oplever hovedbestyrelsen, repræsentantskabet og mange andre deler,” siger Tina Lambrecht og fortsætter:

“Nok står man forrest som formand, men det betyder jo ikke, at løsningerne er nogen, jeg har siddet og fundet på alene. Den her forening fungerer, fordi vi lytter til hinanden, tager hinanden alvorligt og gør arbejdet.”

Tina-Lambrecht-portræt-main3.jpg

Et liv på farten

Og arbejdet er der blevet. For jobbet som formand er ikke en 37-timers stilling. I alle de år, Tina Lambrecht har været formand, har hun boet i Nibe og pendlet til København. Med tre børn har det været et evigt puslespil:

“Det har krævet logistik, logistik, logistik. Jeg har altid en indre kalender for mit øje og har haft en rigtig dygtig sekretær,” siger Tina Lambrecht.

Da hun startede som formand, var hendes børn 6, 7 og 10 år gamle. Tina Lambrecht lavede en deleordning med sin eksmand, hvor han havde børnene 10 dage, og hun så havde dem 4.

“Det har selvfølgelig haft en pris. Jeg tror, det er vigtigt at sige, at det har alle valg. Der er kun 24 timer i døgnet og det, at være formand for Danske Fysioterapeuter er et job ud over det sædvanlige.”

Derfor har hendes liv i mange år bestået af 10 dage med masser af arbejde og så 4 dage, hvor familien var i centrum.

Hendes valg er dog ikke altid blevet mødt lige tolerant.

“Folk har troet, at jeg mindst havde børnene syv dage ad gangen, fordi jeg var mor. Dér er forventningerne – i hvert fald i min generation – bare ikke de samme til mænd og kvinder,” siger Tina Lambrecht.

I praksis har ordningen dog fungeret godt.

“Selvfølgelig har det været hårdt. Det trækker tænder ud at pendle, og jeg har savnet mine børn, når jeg ikke har været sammen med dem. Men de har en god far og en god papmor, og masser af familie og netværk i byen, så de har altid været i gode hænder, også når jeg ikke var der.”

Mod nye horisonter

Hvad hun skal nu, vil hun holde hemmeligt lidt endnu.

“Der er mange, der har spurgt, og de skal nok få svar, men ikke helt endnu,” siger Tina Lambrecht og fortsætter:

“Inden jeg blev regionsformand, var jeg fysioterapeut og havde en stor interesse for det faglige arbejde. Da jeg blev regionsformand, tænkte jeg ‘ja, jeg er kommet på den rigtige hylde!’ Og da jeg blev formand, tænkte jeg det endnu mere, men nu er det tid til at prøve noget andet.”

Altid til låns

Det har flere gange været foreslået at sætte en grænse for, hvor længe man kan være formand for Danske Fysioterapeuter – ligesom der for eksempel er i Lægeforeningen. Det har Tina Lambrecht selv stemt for på flere repræsentantskabsmøder, uden det dog er blevet vedtaget.

Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at hun selv vælger at stoppe?

“Jeg siger ikke, at 9 år skal være grænsen, men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg mener, at løbende fornyelse er vigtigt. Det afgørende er, at ingen bliver siddende så længe, at de glemmer, at det er medlemmernes forening. En formandspost er altid til låns,” siger Tina Lambrecht og fortsætter:

“Jeg er utroligt stolt af, at medlemmerne har betroet mig posten. Det har været fantastisk, og jeg kan ikke sige nok tak for den tillid. Men alt har sin tid. Og nu er det tid til at sige farvel.”

Del eller udskriv siden
0 kommentarer