Farvel til en legende inden for fysioterapi
Birte Carstensen, en af dansk fysioterapis store skikkelser, døde i sidste uge efter kort tids sygdom. Hun var kendt for sin ildhu og sit enorme engagement i fysioterapifaget.
Birte Carstensen blev uddannet i 1950 og arbejdede i mange år på Bispebjerg Hospital. Sideløbende var hun en af initiativtagerne til Manuel Terapi Gruppen i 1967, der nu hedder Dansk Selskab for Muskuloskeletal Fysioterapi. Her var hun i en lang årrække både underviser og undervisningsleder. Inger Birthe Bjørnlund, som er medlem af bestyrelsen for selskabet, kalder Birte Carstensen for en pioner.
”Hun bragte ansete udenlandske undervisere til landet, deltog i nære og fjerne kongresser og tog al viden og kundskaber med hjem og delte gavmildt ud. Birte fortsatte ufortrødent sit fysioterapeutiske virke efter pensionen fra Bispebjerg Hospital og behandlede patienter næsten helt til det sidste,” siger hun og fortsætter:
”Der er ikke mange fysioterapeuter, der godt oppe i 90erne stadig og med stor succes behandler patienter. Det gjorde Birte. Hun havde magiske hænder, en lille og energisk krop og var et stort menneske med et godt hjerte. Hun vil være savnet,” siger Inger Birthe Bjørnlund.
Æresmedlem og repræsentant for faget
Birte Carstensen blev i 2018 udnævnt til æresmedlem af Danske Fysioterapeuter. Det var første gang siden 1940, at foreningen udnævnte nye æresmedlemmer, og formand Jeanette Præstegaard vil i særlig grad savne Birte Carstensens høje faglige niveau og sans for fællesskabet:
”Birte forholdt sig altid åbent og kritisk til sin faglighed. Trods sin alder fulgte hun med i nye tendenser og havde en meget stor viden om forskellige behandlingsmetoder. Samtidig delte hun gerne ud af sin viden og tog de yngre kolleger under vingerne og trak dem ind i fællesskabet. Hun var en enestående repræsentant for foreningen – og var fysioterapeut i hjertet indtil det sidste,” siger Jeanette Præstegaard.
Birte Carstensen bliver efter eget ønske ikke bisat, da hun har doneret sit legeme til videnskaben. Der vil blive afholdt en mindehøjtidelighed for hende. Følg med på Birte Carstensens Facebookside, hvor tid og sted vil blive slået op. Her kan du også finde en række af de mindeord, som venner og kollegaer har skrevet.