Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

To fysioterapeuter med X-faktor bliver æresmedlemmer

Birte Carstensen og Kirsten Tørsleff er blevet udnævnt til æresmedlemmer i Danske Fysioterapeuter.
Birte Carstensen rejser flere gange om året både privat, hvor det bliver til mange vandreture og professionelt til konferencer i udlandet. Hun holder sig fit ved at danse flere gange om ugen og er storforbruger af kunst, musik, teater og ballet. Hun har været medlem af Danske Fysioterapeuter siden 1950. Foto: Heidi Lundsgaard.

Fysioterapeuterne Birte Carstensen og Kirsten Tørsleff er blevet udnævnt til æresmedlemmer i Danske Fysioterapeuter. Med udnævnelsen fulgte et æresemblem og et diplom, som blev overrakt af næstformand for Danske Fysioterapeuter Brian Errebo-Jensen på Fagkongres 2018.

Æresmedlemsskabet er ikke tildelt siden 1940, hvor den afgående formand Marie Møller blev æresmedlem efter 17 år som formand for foreningen.

Magiske hænder

Det var to fysioterapeuter med X-faktor, der stod på scenen og modtog salens hyldest ved overrækkelsen. Ikke nok med, at de har været aktive som fysioterapeuter i henholdsvis 68 og 57 år, har undervist et hav af fysioterapeuter og har et vidt forgrenet netværk af kolleger og læger i Danmark og i udlandet, de har også med deres magiske hænder hjulpet mange patienter af med smerter og dysfunktion.

De har haft stor betydning for professionen og professionens anseelse i Danmark og internationalt, og er stadig aktive med undervisning og behandling. Det var derfor en enig hovedbestyrelse, der den 5. marts i år besluttede, at det netop var Birte Carstensen og Kirsten Rosenlund Tørsleff, der skulle tildeles æresmedlemsskabet.

Manuel terapis grand old lady

Det er nysgerrighed, der driver den 92-årige Birte Carstensen, og hun er stadig på jagt efter ny viden og nye teknologier i fysioterapi. Derfor kan man møde Birte på konferencer og kongresser i både ind- og udland. Birte Carstensen er på fornavn med de fleste berømtheder inden for det muskuloskeletale område.

Hun har personligt mødt Kaltenborn, Janda, McKenzie, Cyriax, Mulligan og mange flere. Hendes viden om behandlingsmetoder, også de allernyeste, er legendarisk. Birte Carstensen afviser intet på forhånd, men forholder sig åbent og kritisk. Hun følger med andre ord med i de nye tendenser, og er ikke bleg for at kontakte redaktøren af Fysioterapeuten om aftenen for at fortælle, ”at nu må I altså fortælle om XX, for ellers er I helt bag om dansen”.

Birte Carstensen blev medlem af foreningen i 1950 og blev ”pensioneret” for 25 år siden. Men man skal ikke tage fejl. Hun behandler stadig patienter på en klinik på Frederiksberg og i venindens lille klinik i privaten i Kgs. Lyngby.

Birte Carstensens diagnostiske intuition er legendarisk, og mange fysioterapeuter har bedt hende om hjælp, når de ikke selv lige kunne finde ud af, hvordan de skulle hjælpe en patient. Hun var fast underviser på MT-gruppens kurser i mange år (senere Dansk Selskab for Muskuloskeletal Fysioterapi) og har afholdt talrige kurser for læger og kolleger.

Birte Carstensen blev i 2017 udnævnt til æresmedlem i Danske Selskab for Muskuloskeletal Fysioterapi og har også modtaget udmærkelse fra den danske Mulligangruppe.

Birte Carstensen har en rejselyst, der er upåvirket af alder og tilsyneladende umættelig. Det bliver til mange rejser hvert år, både i privat regi og til konferencer i udlandet. Det er krævende rejser, som ofte omfatter lange vandreture. Hun holder sig fit ved at danse flere gange om ugen og er storforbruger af kunst, musik, teater og ballet.

En ildsjæl inden for kræftbehandling

Kirsten Tørsleff er kendt for sit utrættelige arbejde for at mindske følgevirkningerne efter brystkræftbehandling.

fagkongres-2018-aresmedlem-kirsten-toersleff.png
Billedtekst: Kirsten Tørsleffs følsomme hænder er også i brug i fritiden, hvor hun både spiller klaver og fagot. I forbindelse med sin 80 års fødselsdag sidste år fortalte hun til Jyske Vestkysten, at det er i musikken og sit arbejde med roserne i haven hun finder sin styrke. Hun har været medlem af Danske Fysioterapeuter siden 1961. Foto: Heidi Lundsgaard.

Hun har udviklet et behandlingskoncept, der er udbredt i hele Norden og har undervist på utallige kurser og holdt oplæg for fagfolk og patienter.

Kirsten Tørsleff udviklede sit behandlingskoncept i starten af 1980’erne. Det var hendes egne oplevelser som patient med brystkræft, der for alvor fik sat hende i gang med at udvikle konceptet og udgive et øvelsesprogram for brystopererede, der stadig er i høj kurs.

Hun har i alle årene kæmpet for at kvinder, hurtigt efter operation og behandling for brystkræft, forebygger senfølgerne med målrettede øvelser og selvbehandling. Hun har også været varm fortaler for, at det kun var fysioterapeuter med en efteruddannelse inden for området, der tog sig af behandling af kvinderne og er selv en efterspurgt underviser i Norge.

”Det handler ikke kun om behandling af arvæv i den opererede side, men om at have opmærksomheden rettet mod hele kroppen, at have et godt kendskab til manuel terapi til at behandle abnorme neurale tensionsproblemer og myofascielle forandringer”, skrev Kirsten Tørsleff i en artikel i Fysioterapeuten i 2006.

30.000 har set hendes film

Sammen med den norske instruktør Ragna Sigmo Skipstad producerede hun sidste år en selvhjælpsfilm til kvinder med brystkræft, og i december havde 30.000 kvinder set filmen.

Hendes store erfaring og tilgang til behandling af senfølgerne, kombineret med de magiske hænder, har hjulpet mange kvinder. Hun har derfor også patienter, der rejser fra Norge for at blive behandlet af netop hende.

Den 81-årige Kirsten Tørsleff har fået talrige priser af både Kræftens Bekæmpelse, Zonta og patientforeningen Dansk Brystkræft Organisation.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer