Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

'Patienten går ikke i stykker af, at det gør lidt ondt'

KLINISK UNDERVISNING // En diagnose i en journal kan gøre, at man går forsigtigt til værks under patientundersøgelsen, for ikke at gøre patienten fortræd. Men man kan også blive for forsigtig. Det lærte Anja Behrendt i sin kliniske undervisning.
Foto: Lars Horn

”Puha, det er en svær diagnose. Du kommer til at møde en patient med virkelig mange smerter,” sagde Anja Behrendts kollega til hende. Hun havde spurgt ham til råds om en yngre kvinde, der ville komme til behandling på Aalborg Universitetshospital Nord dagen efter.

Her var 49-årige Anja Behrendt på daværende tidspunkt i gang med sin sidste kliniske undervisning på fysioterapeutuddannelsen. Hun var en del af Fysio- og Ergoterapiafdelingen på hospitalet, der dækker genoptræning i hele huset. Hun behandlede vidt forskellige patienter og aldersgrupper med alt fra gigt og bindevævssygdomme til gynækologiske lidelser. Derfor mødte hun ofte diagnoser, hun ikke havde set før.

Kroniske skader i ryg og bækken

Patienten, Anja Behrendt havde snakket med sin kollega om, var en kvinde i 30’erne. Hun havde to små børn og et fuldtidsjob. Men hun var begyndt at få voldsomme smerter i ryg og bækken, når hun gik mere end en kort tur. Derfor havde hun nogle uger forinden fået en MR-scanning på hospitalet.

”Ved du, hvad jeg fejler?” spurgte hun så snart, hun trådte ind ad døren. Selvom hun var let at tale med, gjorde det Anja Behrendt nervøs. Resultaterne var nemlig kommet dagen før og viste kroniske skader flere steder i ryg og bækken. Blandt andet sacroiliitis og annulus fissur.

”Jeg vidste, at det kunne få betydning for resten af hendes liv, men jeg kunne ikke fortælle hende det. Det skal lægen gøre. Så jeg var virkelig bange for at komme til at afsløre noget gennem min praksis,” siger Anja Behrendt.

Overvældet af informationer

En anden ting, Anja Behrendt var bekymret for, var at komme til at trykke for meget på hvirvlerne i rygsøjlen. Dagen inden havde hendes kollega nemlig advaret hende:

”Annulus fissur er som regel ekstremt pinefuldt. Hvis du provokerer det for meget, gør det lige så ondt som at hamre på en bullen finger,” havde han sagt.

Derfor kom det bag på Anja Behrendt, at patienten ikke gav udtryk for at have smerter, da de gik i gang med undersøgelsen. Det eneste synlige symptom var, at hun gik lidt langsomt under funktionsundersøgelsen.

”Jeg følte mig lidt overvældet af informationer. Hvis jeg ikke havde kendt patientens annulus fissur, ville jeg klart have gået hårdere til hendes ryg og for eksempel undersøgt bevægeligheden i hvert segment. Men jeg var bange for at skade hende,” siger Anja Behrendt.

Der er forskel på papir og virkelighed

For en sikkerheds skyld valgte hun at gå let hen over undersøgelsen af ryggen og i stedet lave en række tests af bækkenet. Men bagefter talte hun situationen igennem med sin kliniske underviser.

Vejlederen vurderede, at kvinden var så velfungerende, at hun ville have fået mere ud af en grundig undersøgelse end at blive pakket ind i vat. Anja Behrendt og den kliniske underviser talte videre om, at man ikke skal lade sig skræmme af journalen, men altid lave en selvstændig og individuel vurdering af det menneske, man møder.

”Jeg har lært, at jeg ikke behøver være helt så forsigtig. Patienten går ikke i stykker af, at det gør lidt ondt,” siger hun.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar