Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

'Man skal have fingerspitzengefühl'

MIT JOB // Lene Nøhr Sandbæk arbejder som lymfødemterapeut og fysioterapeut i det terminale team og som almindelig trænende fysioterapeut hos Center for træning i Holstebro Kommune.
Foto: Jens Bach

Hvad går dit arbejde ud på?

Jeg er ansat som fysioterapeut og lymfødemterapeut i Holstebro Kommunes Center for træning. Min tid er fordelt mellem ti timer som fysioterapeut i det terminale team og 22 timer som almindelig fysioterapeut. Derudover står jeg for at bestille kompressionsmaterialer til de borgere i kommunen, der har brug for det.

På det terminale team møder jeg flest kræftramte, men også hjerte- og lungepatienter. For de sengeliggende handler arbejdet om at gøre deres sidste tid så behagelig, som muligt. 

Hvilke redskaber bruger du i din behandling?

Mange af de terminalt syge udvikler et lymfødem som følge af deres sygdom. Selvom det ikke er farligt, giver det dem nedsat livskvalitet og ubehag i form af tunge arme og ben. Vævet forandrer sig og kan blive helt hårdt, og huden bliver tykkere.

Da jeg startede i stillingen, havde jeg ikke lymfødemterapeut-uddannelsen, så jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle behandle dem. Det var en kæmpe lettelse at få et ekstra redskab til lindre deres symptomer.

Hvordan lindrer man bedst et lymfødem?

Det er helt klart ved en kombination af massage, som er behagelig for patienten i øjeblikket, og kompression, som hjælper væsken tilbage mod hjertet. Lymfedrænnage er en meget blid form for massage, hvor man med langsomme og lette tryk arbejder væske væk fra benet eller armen.

Lymfebanerne har deres eget system i kroppen, som f.eks. kan være blevet blokeret af ar efter en operation, og så skal væsken have hjælp til at finde en ny vej. Nogle gange kan man se tydelig forskel før og efter behandlingen, fordi ødemet er blevet mindre, og hud, der før var helt udspændt, begynder at folde.

Er det din opgave at lægge kompression?

Det er kommunens opgave at bevillige de kompressionssokker, strømpebukser og ærmer, borgerene efterfølgende skal bruge, og det står jeg for. Derudover besøger jeg hver borger en gang om året, når de skal have fornyet materialerne, for at tage mål af arme eller ben med et målebånd, så jeg kan bestille kompression hjem i den rigtige størrelse. Det kræver fingerspitzengefühl. Hvis konsistensen af vævet er meget blødt, skal man passe på ikke at lave en for stram kompression.

Hvad gør du, hvis lymfødemet ikke er velbehandlet?

Hvis lymfødemet er vokset, vævet har ændret sig eller blodkarrene står tydeligere frem, kan det være tegn på et tilbagefald af kræft eller andre sygdomme. Så tager jeg kontakt til enten lymfødemterapeuterne på hospitalet eller borgerens egen læge.

Andre gange skyldes problemet bare, at borgeren ikke har fået den rigtige størrelse eller type strømpe til at starte med, og derfor ikke har brugt den nok. Jeg havde på et tidspunkt en kvinde i 40’erne, der var ked af udseendet på sit hvide kompressionsmateriale til armen. Hun syntes, det udstrålede sygdom. For hende hjalp det at bestille et nyt hjem i et smartere materiale med klare farver.

Hvorfor skal en fysioterapeut stå for opmåling og varebestilling?

Jeg har en anden faglighed. En til to gange om året mødes jeg i en netværksgruppe med fagpersoner, der tager mål og bevilliger materialer i andre kommuner. Det er oftest sygeplejersker og i sjældne tilfælde kontoruddannede sagsbehandlere, men jeg er den eneste lymfødemterapeut.

Her kan jeg høre, at mange af deres frustrationer handler om ting, man véd som fysio- og lymfødemterapeut. F.eks. at man skal stramme målebåndet ret meget, når man måler lymfødemer i forhold til andre ødemer, fordi vævet er mere fluffy. Dårlige opmålinger fører til fejlbestillinger, og det er dyrt for kommunen og spilder patientens tid.

Derudover gør min faglighed, at jeg har let ved at kommunikere med terapeuterne på hospitalet og følge patienternes forløb fra sidelinjen. Terapeuterne må ikke afslutte en behandling, før jeg har bevilliget kompressionsmateriale, så ved at have en løbende dialog, sparer vi patienten for ventetid og skaber en mere glidende overgang fra region til kommune.

Hvad gør I for at sikre et godt samarbejde?

Vi mødes fast en gang om året og evaluerer samarbejdet. Jeg ringer også altid til dem, når jeg er i tvivl, og så har vi en aftale om, at jeg kan komme ind på hospitalet og overvære en måltagning, når de har en patient med et særligt voldsomt ødem. Det sidste har krævet, at både min leder og jeg tænker langsynet og prioriterer samarbejdet, for det betyder, at jeg skal tage tre kvarter ud af min arbejdsdag. Men jeg ved, at det tjener sig ind et år efter, når jeg står alene med borgeren til det kommunale tjek. 

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar