Pris til livsvigtig frontfigur

Linette Marie Kofod har modtaget Danske Fysioterapeuters Pris for sin indsats for respirationsfysioterapien. Linette Marie Kofod var en af frontfigurerne under covid-19 og er internationalt anerkendt for sin forskning indenfor respirationsfysioterapi. Med prisen følger 50.000 kroner.
Jeanette Præstegaard, formand for Danske Fysioterapeuter, overrakte prisen på repræsentantskabsmødet i Nyborg. Med prisen følger 50.000 kr. Foto Carsten Bundgaard.

Det var en bevæget Linette Marie Kofod, som i dag fik overrakt Danske Fysioterapeuters Pris på repræsentantskabsmødet i Nyborg. Linette Kofod har specialiseret sig indenfor respirationsfysioterapi og har både lokalt og nationalt bidraget til udvikling og forskning på området.

Under corona-pandemien var hun med til at implementere brugen af CPAP til covid-patienter, og fik dermed placeret fysioterapien, som en livsvigtig ressource, på landkortet. 

Fysioterapeuten var indstillet af sine kollegaer på Fysio‐ og Ergoterapien på Hvidovre Hospital og brugte lejligheden til at kigge tilbage på tiden under corona. 

”Tak for de mange flotte ord. For kort tid siden stod vi midt i en skræmmende pandemi, og vi havde ingen anelse om sygdommen, og hvordan vi skulle behandle den enorme åndenød. Jeg ser prisen som en anerkendelse af det arbejde, som rigtig mange fysioterapeuter har lagt under covid. Tusind tak.”

Ambassadør for fysioterapi

Jeanette Præstegaard, formand for Danske Fysioterapeuter, sagde i sin takketale:

”Kære Linette. Du har været en kæmpe ambassadør for fysioterapi! Du er en stor inspirationskilde for alle os fysioterapeuter og for andre faggrupper. Det er en fuldstændig enig hovedbestyrelse, der har peget på dig som modtager af Danske Fysioterapeuters Pris 2022. Kæmpe tillykke til dig!”

Læs interview med Linette Marie Kofod

Del eller udskriv siden
1 kommentarer