Ny kompetenceprofil skal sikre god kvalitet i den kliniske undervisning
Hvert år lægger landets cirka 400 kliniske undervisere sig i selen for at sikre, at de fysioterapeutstuderende får et godt forløb, når de er ude i praktik på arbejdspladserne.
For at understøtte arbejdet endnu bedre, er der nu udarbejdet en kompetenceprofil, som kortlægger de kompetencer, arbejdet kræver. Den nye kompetenceprofil erstatter de kliniske underviseres nuværende funktionsbeskrivelse.
”De generationer, der kommer ud på arbejdspladserne i dag, er anderledes end tidligere. De er fagligt meget dygtige, men de er ofte noget yngre, mere sårbare, og flere mangler erfaring fra arbejdsmarkedet. Det stiller nye krav til de kliniske undervisere, som i højere grad skal kunne forstå og understøtte de studerendes udfordringer,” siger Lars Engelst Petersen, medlem af Fraktionen af Kliniske Undervisere, som har siddet i arbejdsgruppen bag profilen.
Webinar om klinisk undervisning
Praktiserende Fysioterapeuter og Fraktionen af Kliniske Undervisere i Fysioterapi afholder et webinar om klinisk undervisning i praksissektoren, hvor Lars Engelst Petersen, som har siddet i arbejdsgruppen bag profilen, skal præsentere kompetenceprofilen.
Webinaret er gratis for medlemmer af Fraktionen af kliniske undervisere.
Hjælp til ledere og undervisere
De kliniske undervisere skal blandt meget andet kunne tilrettelægge uddannelsen på det enkelte uddannelsessted, have gode relationelle kompetencer, kunne forstå de studerendes udfordringer og være dygtige klinikere.
Kompetenceprofilen er blandt andet målrettet ledere, som skal rekruttere nye kliniske undervisere eller ønsker at kvalitetssikre deres kliniske undervisningssted.
Den er også tænkt som inspiration for de kliniske undervisere, som i de seneste år er blevet mødt med nye krav.
Hent den nye kompetenceprofil for kliniske undervisere
De står bag kompetenceprofilen
Kompetenceprofilen er udarbejdet af Fraktionen for Kliniske Undervisere i samarbejde med Danske Fysioterapeuter.