Tak for tilliden – nu fortsætter arbejdet

Fredag den 1. august vil jeg huske som dagen, hvor jeg ydmygt modtog jeres tillid med genvalg uden modkandidat. Det er et stærkt mandat og et vigtigt signal om, at I bakker op om den politiske og ledelsesmæssige retning, som HB, direktøren og jeg sammen har sat. Det er jeg oprigtigt glad for – og jeg lover at gå til arbejdet med ydmyghed, seriøsitet og flid.
En samlet forening kræver klare skel
Da jeg blev valgt i 2022, gik jeg til valg på, at arbejdsgiverne skulle ud af foreningen. Det handlede ikke om modstand mod klinikejere, men om at skabe mulighed for reelle overenskomster mellem arbejdsgivere og ansatte i klinikkerne – med tydelige rettigheder, løn og pension. Vores interne arbejdsmarkedsmodel giver kun plads til en intern aftale, den såkaldte basiskontrakt, som til enhver tid kan udfordres under den danske model. Det er netop dét, vi nu ser ske, efter nye foreninger er opstået.
Samtidig har jeg erfaret, at vi godt kan være én samlet forening, selvom medlemmerne har forskellige – og til tider modsatrettede – interesser. Det kræver en stram organisering med klare skel mellem grupperne og en tydelig ledelse, der kan samle trådene. Kort sagt: Vi skal have orden i penalhuset. Den orden har manglet, og jeg vil fortsætte arbejdet med at rydde op og udvikle, så fysioterapeuters og fysioterapiens potentiale kan folde sig ud.
Tre områder får mit særlige fokus
Mit kommende fokus kan samles i tre hovedområder:
- Medlemsrekruttering og fastholdelse, løn og forhandling
- Faglig udvikling
- Politisk interessevaretagelse
Medlemsrekruttering og fastholdelse, løn og forhandling
Danske Fysioterapeuter har ca. 16.000 medlemmer. Det er stærkt, men vi kan og skal være flere. HB, regionsbestyrelser, faglige selskaber, tillidsvalgte og studenterambassadører skal trække i samme retning og vise værdien af vores fællesskab. Vi skal være sammen – uden at blande sammen.
OK26 står for døren, og vi varmer op til en ny praksisoverenskomst. I 2025 indgik vi 25 private overenskomster – alle blev godkendt i første forsøg, og vi er pt. i proces med tre nye private overenskomster. Det giver mig blod på tanden. Forhandlingerne er blandt mine mest meningsfulde opgaver, fordi de gør en konkret forskel for medlemmerne. Jeg er, helt ærligt, blevet bidt af OK-arbejdet.
Faglig udvikling
Siden REP24 har Dansk Selskab for Fysioterapi, de 17 faglige selskaber og HB arbejdet intenst på en ny samarbejdsaftale. Den er nu på vej i høring mellem parterne – et vigtigt skridt, der skal styrke sammenhæng og kvalitet i vores faglige tilbud.
Samtidig har vi et tillidsfuldt samspil med uddannelseslederne på professionshøjskolerne og universiteterne. Uddannelserne er under pres, og vi skal stå tæt sammen for at sikre, at fremtidens borgere møder de mest kompetente fysioterapeuter.
Politisk interessevaretagelse
De seneste tre år er vi blevet markant mere synlige på de bonede gulve. Jeg har fået plads i udviklings-, følge- og arbejdsgrupper nedsat af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Ældreministeriet og Ministeriet for Uddannelse og Forskning. Det betyder, at vores stemme bliver hørt tidligt i processerne, hvor retning og implementering formes.
Vi er også blevet inddraget i Sundhedsstyrelsens centrale arbejdsgruppe, der udvikler de generiske forløb bag de kommende kronikerpakker, og via solidt tværfagligt samarbejde har vi fået plads i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstituts centrale arbejdsgruppe om forløbsprogrammer. Det er vigtige skridt for at sikre fysioterapiens bidrag i hele sundhedsvæsenet.
Jeg lytter altid gerne
Til sidst vil jeg gerne række ud til jer. Skriv til mig - jeg lytter gerne til kritik, tanker og idéer. Danske Fysioterapeuter er en medlemsbåret forening – og det er jer og sekretariatets medarbejdere, der tilsammen er Danske Fysioterapeuter.
Tak for genvalget.
Jeanette
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.