Afgørelse om forkert afregning og ændringer i patientjournal

En klinik havde tidligere fået en bod for at have fremsendt afregning på afdøde patienter. I regionens efterkontrolsag viste det sig, at klinikken i nogle tilfælde havde brugt ydelsen Superviseret selvtræning på klinik forkert. Dels var det i nogle tilfælde ikke muligt for patienten at komme i kontakt med en fysioterapeut på klinikken under selvtræningen. Dels var der i nogle tilfælde afregnet holdtræning (som har et højere honorar end superviseret selvtræning), selvom der ikke var tale om et hold. Endelig havde regionen i forbindelse med sagen modtaget elektroniske journaloplysninger, hvori der i forbindelse med kontrolsagen var sket ændringer i strid med reglerne om journalføring. Ifølge journalføringsbekendtgørelsen må journaloplysninger ikke slettes eller gøres ulæselige. I en elektronisk patientjournal skal den oprindelige version af oplysninger, der er ændret ved at rette, tilføje, skærme, blokere eller lignende, fortsat være tilgængelige.

LSU vurderede i 2026, at det er den enkelte fysioterapeut, der er tilmeldt overenskomsten, der er ansvarlig for at agere korrekt under overenskomsten. I den konkrete sag var der tale om forkert afregning af ydelser, som alle 3 ejere har været ansvarlige for. Desuden var der i strid med reglerne ændret i journalføringen, hvilket en af klinikejerne havde ansvar for. Dette gælder også selvom regionen i denne sag ud fra administrative hensyn havde tilladt, at ejerne bruger det samme ydernummer i stedet for at have hver deres, som det er hovedreglen i overenskomsten.

LSU besluttede at pålægge klinikken en bod på 30.000 kr. for den forkert afregning. LSU kunne ikke nå til enighed om en sanktion vedr. ændringen af journaloplysninger vedr. én af klinikkens 3 ejere. Danske Fysioterapeuter indstillede, at fysioterapeuten blev pålagt en bod med advarsel om gentagelsesvirkning, mens RLTN indstillede at udelukke fysioterapeuten fra at praktisere under overenskomsten.