De (nye) ferieregler

Forstå forskellen på feriereglerne og 6. ferieuge i forhold til at det nye optjenings år starter den 1. september.

Den 1. september 2021 er vi kommet igennem første år med de nye ferieregler. 1. september begynder et nyt optjeningssår, hvor vi de kommende 12 måneder optjener de 25 feriedage, som er omfattet af ferielovens bestemmelser.

Som offentligt ansat, har du både adgang til ferie omfattet af ferieloven og til den 6. ferieuge, som adskiller sig fra hinanden – begge dele beskrives nedenfor. Bemærk at grundet forskellige optjenings- og afviklingsperioder, beskrives 6. ferieuge særskilt.

Ferie omfattet af ferielovens bestemmelser

Alle offentligt ansatte fysioterapeuter har ret til 6 ugers ferie. De 6 uger består af 5 almindelige ugers ferie, som følger ferielovens regler, og 1 uges særlige feriedage, også kaldet 6. ferieuge. Se mere om 6. ferieuge nedenfor.

Optjeningsåret og afviklingsåret

Du optjener 2,08 feriedage pr. måned som fuldtidsbeskæftiget. Har du arbejdet hele kalenderåret som fuldtidsbeskæftiget (37 t/uge), har du optjent 25 feriedage. Det svarer til 5 ugers ferie. Du optjener ferie fra 1. september til 31. august året efter. Afviklingsåret går fra 1. september til 31. december året efter. Hvilket betyder, at du har 16 måneder til at afvikle den optjente ferie.

Varsling

Såvel hovedferie som restferie skal så vidt muligt placeres i henhold til dine ønsker, men må også afvejes i forhold til arbejdspladsens behov. Hvis arbejdsgiveren på den baggrund må varsle og fastlægge ferieafholdelsen, skal hovedferien varsles med 3 måneders-, og øvrig ferie med 1 måneds varsel.

6. ferieuge har særlig status. Se mere herom nedenfor.

Overførsel

Du kan med din arbejdsgiver aftale at overføre ferie ud over 4 uger til det følgende ferieår.

Hvis du ikke har kunnet afholde ferie pga. gyldig feriehindring (afholdelse af barselsorlov, sygdom mv.), er udgangspunktet, at al ferie, du ikke har kunnet holde pga. feriehindringen, overføres.

Aftalen om overførsel af ferie skal skriftligt aftales, og aftalen skal indeholde oplysning om den senere afvikling. Aftalen kan strække sig ud over ét år.

6. ferieuge

Den 6. ferieuge har en særlig status, idet det er dig, som vælger placeringen af feriedagene. 6. ferieuge reguleres ikke i ferieloven, men i overenskomsten om 6. ferieuge og forhøjet ferietillæg.

Optjeningsåret og afviklingsåret

6. ferieuge optjenes i kalenderåret, fra 1. januar til udgangen af december. De 5 feriedage kan afholdes fra den efterfølgende 1. maj og indtil 30. april året efter.

Varsling

Den 6. ferieuge har en særlig status, idet det er dig, som vælger placeringen af feriedagene. Dine ønsker i forhold til afholdelse af 6. ferieuge skal altså imødekommes af arbejdsgiver, medmindre arbejdets udførelse hindrer dette. Du skal så tidligt som muligt give arbejdsgiver besked om afholdelsen af 6. ferieuge.

Udbetaling eller overførsel

Hvis du, som ansat, ikke ønsker at holde den optjente 6. ferieuge, kan du få den udbetalt eller overført til den efterfølgende periode. Din arbejdsgiver skal inden 1. oktober orienteres, hvis du ønsker ferieugen udbetalt, og du vil så få ugen udbetalt med førstkommende udbetaling efter periodens udløb.

Hvis du ønsker at overføre den optjente 6. ferieuge til den efterfølgende afviklingsperiode, skal du senest 30. september skriftligt orientere din arbejdsgiver.