En sygemeldt kollega

Din rolle med at bistå en sygemeldt kollega
Sygdom er lovligt forfald fra arbejdet. Det betyder, at hvis man er syg kan man blive hjemme fra arbejdet og få fuld løn. Det foregår i langt de fleste tilfælde fuldstændig problemfrit.
Der kan dog opstå situationer, hvor en kollega bliver syg i længere tid, så har du som tillidsrepræsentant en særlig opgave.
Din opgave er bl.a. at:
- Sikre kontakt mellem arbejdsplads og den sygemeldte (evt. gennem dig) - aftal hvordan med den sygemeldte. Hvis det kan virke svært at ringe til vedkommende, så skriv i stedet
- Kende retningslinjer og politik for sygefravær
- Tilbyde at opsøge viden om muligheder for fastholdelse (fleksjob, §56, mentor e.l.)Rådgive og vejlede den sygemeldte og deltage i sygefraværssamtaler, hvis den sygemeldte ønsker det.
- Kontakte Danske Fysioterapeuter for yderligere vejledning for at varetage den sygemeldtes rettigheder bedst muligt.
Ressourcerne bør tage højde for, at der kan komme sygdom, så husk, at det ikke er den sygemeldtes skyld, hvis I får mere travlt af, at vedkommende er fraværende.
Kontakt med arbejdspladsen
Det er vigtigt, at du som tillidsrepræsentant er med til at skabe dialog mellem arbejdspladsen og den sygemeldte.
Formålet med kontakten er at vise, at arbejdspladsen viser omsorg for den enkelte og ikke at kontrollere den enkeltes fravær.
Afhængig af sygefraværets karakter, kan samtalerne foregå over telefonen, ved et fysisk møde på arbejdspladsen eller et neutralt sted.
Kontakt med og støtte fra bopælskommunen
Når en kollega har været syg i mere end 30 dage, kan arbejdspladsen få refunderet den andel af lønnen, der svarer til sygedagpengene fra kollegaens bopælskommune. Det betyder også, at den syge kollega bliver kontaktet af kommunen.
Der er forskellige ordninger, hvor bopælskommunen kan bidrage til løsninger, der fastholder din sygemeldte kollega enten helt eller delvist.
Det er vigtigt at få udarbejdet en handleplan, som tager udgangspunkt i kollegaens situation, og som sikrer de bedste muligheder, både på kort og på lang sigt. Ændringer i ansættelsesvilkårene i form af nyt timetal, anden stilling eller evt. fratræden, har store konsekvenser for den enkelte og bør overvejes nøje inden de evt. aftales. Kontakt altid Danske Fysioterapeuter for sparring, inden sådanne aftaler indgås.
Fleksjob
Fleksjob kan oprettes til personer, der har varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen. Begrænsningerne skal betyde, at kollegaen ikke har mulighed for at opnå eller fastholde beskæftigelse på almindelige vilkår. Fleksjob kan oprettes på både offentlige og private arbejdspladser og ikke mindst som fastholdelsesfleksjob i hidtidige ansættelsesforhold.
Der er en del fysioterapeuter i fleksjob til stor glæde for både arbejdspladsen, borgere/patienter og fysioterapeuten.
Personlig assistance ordning
Hvis din kollega har en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, er der mulighed for at få en personlig assistent, som yder støtte i forbindelse med de arbejdsfunktioner, den pågældende ikke selv kan udføre på grund af funktionsnedsættelsen.
Fordelen ved personlig assistance ordningen er, at din kollega kan fastholde beskæftigelse på ordinære vilkår. Ordinære vilkår betyder, at løn og ansættelsesvilkår forbliver uændrede.
Eksempler:
- En fysioterapeut, der har kognitive følger efter eksempelvis hjernerystelse og har vanskeligt ved at bevare overblikket. En kollega hjælper med dette. Kunne også være en mentor (se senere).
- En fysioterapeut, der har fået en alvorlig rygskade, hvor den personlige assistent hjælper med fysisk betonet og praktisk arbejde.
- En fysioterapeut, der ikke kan lave administrativt arbejde. Den personlige assistent kan hjælpe med dette.
Du kan læse mere om ordningen her
56-aftale
Titlen henviser til Lov om sygedagpenge §56.
Hvis din kollega lider af en langvarig eller kronisk sygdom, og af den grund er i risiko for forøget fravær fra sit arbejde, så har din kollega mulighed for at få en aftale, der nedsætter arbejdsgivers udgifter i forbindelse med sygefravær. Aftalen betyder, at arbejdsgiver får sygedagpengerefusion fra din kollegas første fraværsdag.
Fordelen ved en §56-aftale er, at den kan gøre det lettere for din kollega at melde sig syg og have de fraværsdage, der er nødvendige. Arbejdsgiver får mindre udgifter end ellers, når din kollega er væk.
Hvis din kollega ikke har en §56 aftale, skal arbejdsgiver afholde den fulde udgift ved de første 30 dages fravær.
Eksempler:
- En fysioterapeut, der lider af migræne og af den grund har hyppigere fravær.
- En fysioterapeut, der har fået en rygskade i forbindelse med en forflytning.
- En fysioterapeut, der har været udsat for stress og har fået depression og / eller belastningsreaktion og af den grund har hyppigere fravær.
Isbryderordningen
Isbryderordningen er et særligt løntilskud til nyuddannede med funktionsnedsættelse.
Forudsætningen for, at isbryderordningen kan benyttes, er først og fremmest, at din kollega har en funktionsnedsættelse.
Fordelen ved Isbryderordningen er, at den er med til at sikre, at nyuddannede med funktionsnedsættelse får erhvervserfaring indenfor det område som uddannelsen har kvalificeret dem til. Det er derfor også en betingelse, at isbryderordningen etableres indenfor ens fagområde.
Mentorordning
Din kollega kan få tilbud om mentorstøtte for at blive fastholdt på arbejdspladsen. Princippet bag ordningen er, at arbejdsgiver får tilskud fra kommunen til at ansætte en person eller opnormere en kollega, der får til opgave at støtte eller fastholde din kollega i ansættelsen.
En mentors funktioner kan være meget forskellige og vurderes ud fra, hvad det er din kollega har særlig brug for støtte til.
Eksempel:
- Efter en stress-sygemelding kan det være svært at holde overblik, planlægge og prioritere opgaver. Her kan en mentor være afgørende for, at den sygemeldte kan få stabilitet i tilbagevendingen. F.eks. med sparring en 1-2 timer om ugen.
Hvor kan jeg som TR få yderligere vejledning?
Situationen for den sygemeldte kan være meget voldsom både fagligt og personligt. Du er meget velkommen til at kontakte Danske Fysioterapeuter for at få yderligere sparring.
Læs mere om din rolle i forbindelse med en sygemeldt kollega og de forskellige ordninger