Mød de nye ansigter i hovedbestyrelsen

Tre af de nyvalgte medlemmer til hovedbestyrelsen er blevet interviewet til en snak om deres baggrund som TR, og rollens betydning for deres nye arbejde.
Den nye hovedbestyrelse: Fra venstre er det Gitte Nørgaard, Brian Errebo-Jensen, Anders Breinholt Nielsen, Sanne Jensen, Katja Milling Knudsen, Jeanette Præstegaard, Stine Bøgh Pedersen, Lars Henrik Larsen, Gitte Arnbjerg, Kim Schousboe, Tine Nielsen, Tine Hasselbrinck Madsen og Tina Lambrecht. Foto Carsten Bundgaard.

Hvordan har TR-rollen bidraget til dit arbejde og hvor du er nu?

TR-rollen har bidraget til Kim Schousboe, Katja Milling Knudsen og Anders Breinholt Nielsens arbejde på forskellig vis. Kim Schouboe peger særligt på hvordan, TR-rollen i høj grad bidrager til motivation og arbejdsglæde:

”At være med til at hjælpe kolleger på forskellig vis, lønforhandle, indtræde i MED-systemet mm. er et energiboost i min hverdag. At jeg så i fire år nu også har været FTR har gjort indflydelsen dets større”, siger han.

Katja Milling Knudsen og Anders Breinholt Nielsen lægger større vægt på, hvordan TR-rollen har øget deres engagement i foreningen, i takt med at de har fået udvidet deres forståelse for området:

”Man får en stor forståelse for bredden i det offentlige arbejdsmarked gennem TR arbejdet, fordi at man gennem TR netværk bliver konfronteret med mange forskellige arbejdspladser og jobbeskrivelser”, siger Katja Milling Knudsen og fortsætter:

”Derudover så kan man sige, at TR rollen er med til at give et kig ind i maskinrummet, både i vores forening og på ens egen arbejdsplads. Det har givet mig en større forståelse for, hvorfor ting fungerer som de gør, og hvor man ofte går galt når man gerne vil ændre på ting”.

”TR-rollen har gennem årene givet mig stor organisatorisk forståelse, og belyst, hvilken indflydelse vi TR har i såvel formelle som uformelle rum. Ligeledes en forståelse for, hvor mange samarbejdsrelationer vi har i sundhedssektoren, og hvor vigtig politisk indflydelse er”, fortæller Anders Breinholt Nielsen.

Hvilke egenskaber fra TR-rollen tager du med dig ind i dit nye arbejde?

De tre nyvalgte medlemmer i hovedbestyrelsen lægger alle vægt på at udfolde de kompetencer, de har erhvervet i TR-rollen, og bruge dem som redskab til at understøtte deres nye arbejde. Særlig lægger de vægt på nøglebegreber som samarbejde og kvalitetsfyldt faglig videreformidling:

”At tage ansvar i hverdagen ligger i TR-rollen og at videregive fagpolitik med gennemskuelighed og viden ligger mig meget på sinde. Dette arbejde vil jeg fortsætte i hovedbestyrelsen”, udtaler Kim Schousboe, og Katja Milling Knudsen er enig:

”Der er et stort fokus på samarbejde og god kommunikation i TR-rollen, fordi man hele tiden skal holde sine kollegaer informeret og prøve at holde et godt samarbejde med sin ledelse. Det er helt klart nogen af de egenskaber, jeg gerne vil tage med ind i arbejdet i hovedbestyrelsen”, udtaler hun.

Hvad er din baggrund for at stille op til hovedbestyrelsen?

Anders Breinholt Nielsen og Kim Schousboe peger begge på deres visioner for fremtiden, som baggrunden for at stille op til hovedbestyrelsen. At sikre de bedst mulige vilkår for faget samt bidrage til en forening i konstant udvikling:

”Ønsket om at bidrage med at skabe en mere gennemsigtig forening, der samler medlemmer om såvel det politiske som det faglige. At bidrage til en forening, hvor vi på tværs at sektorer forsøger at finde fælles løsninger på fremtidens udfordringer i sundhedssektoren. At forsøge at bidrage med den regionale vinkel på disse udfordringer”, udtaler Anders Breinholt Nielsen.

For Katja Milling Knudsen er det særligt fagpolitik, der driver hende fremad. Hun startede i fagpolitik allerede mens hun var studerende, hvor hun som observatør for de studerende fik lov til at snuse til både regionsbestyrelsens og hovedbestyrelsens arbejde:

”Jeg synes, at vores fag kan virkeligt meget og jeg vil gerne være med til at udbrede det og sikre, at mine fysioterapeutiske kollegaer, uanset hvor de arbejder, alle har mulighed for at bruge deres fag på en måde, som er meningsgivende og fungerer godt for dem”, siger hun.

Hvad motiverer dig i dit arbejde – både som TR og nu som medlem i hovedbestyrelsen?

For alle tre medlemmer i hovedbestyrelsen spiller fællesskabet en helt særlig rolle for deres motivation i erhvervet som både TR og HB-medlem. Følelsen af at kunne gøre en forskel i fællesskab er i høj grad en drivende faktor:

”Som TR og hovedbestyrelsesmedlem motiverer det mig at arbejde tæt sammen med andre FTR/TR og fagpolitisk engagerede personer, både monofagligt og tværfagligt. At løfte og kvalificere faglige problemstillinger både i kommunen, men også i Danske Fysioterapeuter”, udtaler Kim Schousboe og Katja Milling Knudsen uddyber:

”Derudover så har jeg en stærk ideologisk tro på fagforeningens funktion og at vi sammen står stærkere. Det er nok i høj grad det, der også gør, at jeg har lyst til at fortsætte arbejdet som TR og årsagen til at jeg stillede op til HB, fordi jeg tror på, at det nytter”, siger hun.

Kan du fortælle om en oplevelse, der har haft særlig betydning for dig og dit engagement i foreningen?

Kim Schousboe og Anders Breinholt Nielsen peger begge på muligheden for fagpolitisk indflydelse, som særlig vigtig for deres engagement i foreningen. De har på hver sin måde oplevet muligheden for indflydelse gennem henholdsvis TR-konferencer og TR-rådet:

”At møde så mange engagerede TR på tværs af sektorer. Her fandt jeg ud af, hvilke muligheder der er for fagpolitisk indflydelse bl.a. via TR-rådet, UFLO mm. Dette gjorde mig nysgerrig på mulige fagpolitiske karriereveje”, udtaler Kim Schousboe.

”Som medlem af TR-rådet føler jeg, at vi her tager nogle spændende skridt i en fremtidig retning for alle vores tillidsrepræsentanter. Dette både ift. at få beskrevet kompetencer og uddannelsesmuligheder for fremtidens tillidsrepræsentanter. Så er der flere sager, hvor jeg føler, at vi via politisk påvirkning har bidraget til at flytte beslutninger”, siger Anders Breinholt Nielsen.

For Katja Milling Knudsen står særligt hendes tid som studerende frem som et bærende element for hendes engagement. Sammen med studerende fra andre fysioterapeutuddannelser arbejdede hun for at give studerende en mere aktiv rolle i Danske Fysioterapeuter:

”Jeg var langt fra den eneste, der arbejdede med den her problematik, og vi fik masser af hjælp på vejen fra flere i foreningen, men det var interessant at gå ind i en problematik og mærke, at man kunne rykke holdninger i vores forening ved at tage debatten og faktisk ende med også at ændre på vores vedtægter”, udtaler hun.

Hvilken betydning har TR-rollen og det nye medlemskab i hovedbestyrelsen for dine videre mål?

For alle tre medlemmer i hovedbestyrelsen ses det nylige medlemskab som en naturlig forlængelse af deres nuværende arbejde. Som HB-medlem gælder det et bredere perspektiv end det lokale TR-arbejde, men målsætningen er den samme:

”Jeg synes, at medlemskabet af HB giver god mening som en fordybelse af min interesse i fagpolitik generelt, derudover så ser jeg det som en naturlig forlængelse af mit arbejde som TR, ikke bare at have fokus på gode løn og arbejdsforhold for mine nærmeste kollegaer, men for alle fysioterapeuter”, udtaler Katja Milling Knudsen.

”Jeg tror, at målsætningen stadig er den sammen, men pladsen i HB giver nu bare adgang til at være mere inddraget i beslutninger og med i maskinrummet. Så bliver udfordringen at sikre, at forandringer kan mærkes hel ude lokalt”, uddyber Anders Breinholt Nielsen.

Hvilke erfaringer har du gjort dig, som du tror andre TR kunne blive inspireret af?

Både Anders Breinholt Nielsen og Kim Schousboe peger på TR-netværket som inspirerende og essentielt for det daglige TR-arbejde. Via netværket opstår et fællesskab, der kan løfte i flok, og sørge for at alle medlemmer er klædt på og oplyst om afgørende spørgsmål på området:

”Vi som tillidsrepræsentanter er fagpolitiske spillere, og den rolle skal vi være bekendt og komfortable med. Man skal forsøge at opsøge og udnytte det gode netværk af tillidsrepræsentanter, der er i regioner/kommuner, for man står næsten aldrig alene om en problemstilling. Der vil ofte være erfaringer at hente”, siger Kim Schousboe og Anders Breinholt Nielsen er enig:

”Jeg har bygget lag på år efter år. Dette via inspiration fra andre TR, Danske Fysioterapeuters TR-kurser og vejledning fra konsulenter. Jeg søger hele tiden at udvikle min praksis som FTR/TR, at være så oplyst som muligt både på fagpolitiske og samfundspolitiske spørgsmål”, udtaler han.

Læs mere om hovedbestyrelsen