Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Lysten skal drive værket

Hvis du går med en drøm om at springe ud som selvstændig fysioterapeut, er du absolut ikke alene. Fysioterapeuter er den gruppe af sundhedsprofessionelle, der oftest tager springet ud i en tilværelse som selvstændige. Samtidig viser tendenserne en spirende lyst til iværksætteri hos både unge og mere erfarne fysioterapeuter.
“Når jeg ser på de seneste 5-6 år, så er antallet af henvendelser om iværksætteri vokset markant. Hver uge har jeg 4-5 rådgivninger, hvor det tidligere var en rådgivning om ugen. Så min klare opfattelse er en øget interesse for iværksætteri hos vores medlemmer,” siger Claus Pedersen, erhvervskonsulent i Danske Fysioterapeuter. Illustration: Rikke Bisgaard.

Måske har du lyst til at skabe din egen klinik og indrette den med inspiration fra udlandet, som fysioterapeut Issam Farahat i København. Måske drømmer du om at skabe din egen klinik, hvor du kan fokusere på at hjælpe kvinder og par med at blive gravide, som Anne Sofie Nielsen og Anette Meier Iversen i Klinik Underværk i Aarhus.

Eller måske har du haft succes med at hjælpe golfspillere med deres rygproblemer, så du gerne vil udbrede dine ideer og metoder til andre fysioterapeuter, som Jakob Nees og Martin Lauridsen fra Golfklinik Danmark. Eksemplerne er blot et lille udpluk af de mange iværksætter-historier, du kan finde blandt fysioterapeuter. Og faktisk er fysioterapeuter den sundhedsfaglige gruppe, der oftest vælger at skabe deres egen forretning.

Det viser nye tal fra Undervisnings- og Forskningsministeriet, som erhvervsorganisationen SMVdanmark har offentliggjort.

“Fysioterapeuter ligger på en flot 8. plads, hvor 34 procent har startet egen virksomhed 10 år efter deres eksamen,” forklarer Alexander Nepper, der er politisk chefkonsulent i SMVdanmark, som står bag undersøgelsen.

“Top 10-listen er præget af mange af de ‘klassiske’ fag, hvor man ved, at der traditionelt er mange selvstændige og freelancere; filmfotografer, fotojournalister, frisører mv. Men fysioterapeuterne skiller sig ud som sundhedsprofessionelle ved at ligge helt oppe i dét, vi kan kalde det klassiske ‘freelancesegment,” forklarer han.

Kiropraktorer sniger sig ind på en 11. plads, mens psykologer, der også typisk er selvstændige, er helt nede på en 24. plads i opgørelsen.

Branchens struktur

Ifølge Alexander Nepper skal forklaringen på den relativt høje andel af selvstændige blandt fysioterapeuter findes i den måde, branchen er struktureret på:

“Det handler om den måde, branchen opererer på. Mange brancher har deres egen kultur og struktur, der betyder, at man får sit eget CVR-nummer. For fysioterapeuter vil det typisk være sådan, at man lejer sig ind på en klinik og har sine egne klienter. I øvrigt en struktur, vi også ser hos frisørerne. Den kultur i branchen gør det nemt, fleksibelt og hurtigt at blive selvstændig fysioterapeut, og det er en god ting, for iværksættere skaber vækst i samfundet,” siger Alexander Nepper.

En stærk lønmodtager-kultur

Ifølge Alexander Nepper kan det være ualmindeligt meget op ad bakke, når man gerne vil tage springet som iværksætter i Danmark. Det handler om, at vi i Danmark har en stærk lønmodtagerkultur.

“Igennem de seneste 150 år har lønmodtagerne vundet en masse rettigheder, og der har de selvstændige ikke kunnet følge med,” siger Alexander Nepper.

“Der er samtidig strukturer i vores samfund, der gør det svært at være selvstændig. Noget så simpelt som at få et boliglån kan være en udfordring, hvis du er selvstændig og har svingende indtægt. Der er det nemmere, når man er funktionær og kan vedlægge en ansættelseskontrakt og tre lønsedler.”

Barrierer for iværksætteri

En rundspørge, som Norstat foretog for Dansk Erhverv i 2018, afslørede, at den vigtigste årsag til ikke at starte en ny virksomhed er, at de adspurgte er afhængige af en fast personlig indkomst.

I samme rundspørge pegede nogle adspurgte på, at de økonomiske vilkår for iværksættere generelt (f.eks. den høje indkomstskat) er en barriere for iværksætteri. Også adgangen til sociale ydelser som dagpenge og kontanthjælp er mere vanskelig for en selvstændig.

Hvis du som selvstændig går konkurs, skal du afvikle alt, der har med din virksomhed at gøre, før du kan modtage dagpenge. Du skal altså afhænde lokaler, afvikle mellemværender med Skat, lukke erhvervskonti i banken og afmelde CVR-nummer. En proces, der kan tage måneder.

“Vi plejer at sige, at der er et stort ‘rettigheds-gab’ mellem at være lønmodtager og selvstændig. Når du vælger at være selvstændig, vælger du automatisk også en masse goder fra. Og det er en udfordring. Derfor er jeg også imponeret over, at fysioterapeuterne ligger så højt på listen. Det synes jeg, de bør være stolte af,” siger Alexander Nepper.

Fra øjebliksbillede til tendens

Hvor analysen fra SMVdanmark altså er et øjebliksbillede, der viser status 10 år efter eksamen, så er der tegn på, at interessen for livet som iværksætter er stigende blandt fysioterapeuterne.

I hvert fald ser Claus Pedersen, erhvervskonsulent i Danske Fysioterapeuter, en klar tendens:

“Når jeg ser på de seneste 5-6 år, så er antallet af henvendelser om iværksætteri vokset markant. Hver uge har jeg 4-5 rådgivninger, hvor det tidligere var en rådgivning om ugen. Så min klare opfattelse er en øget interesse for iværksætteri hos vores medlemmer,” siger han.

Også når Claus Pedersen møder de studerende på landets fysioterapeutuddannelser, er billedet entydigt:

“Hvis jeg for 5-6 år siden spurgte tilhørerne i auditoriet, hvor mange der havde en drøm om at blive selvstændige, så var der måske et par af de mandlige studerende, der rakte hånden op. I sidste uge var jeg i Aalborg, og her var der altså 60-70 procent af eleverne, der meldte sig. Så for mig er det tydeligt, at de studerende er blevet mere fokuserede på emnet.”

En ny gruppe iværksættere

Men interessen for iværksætteri er ikke kun begrænset til de kommende fysioterapeuter.

Også hos de mere erfarne fysioterapeuter bobler det stadig oftere med iværksætter-lyst, oplever Claus Pedersen.

“Det har tidligere ofte været mange af de unge, som har en drøm om at blive selvstændige.”

“Men nu ser jeg en ny tendens, at kvindelige fysioterapeuter – ofte i alderen +45-50 år og med en lang karriere i det offentlige bag sig – kommer til os med et ønske om at få hjælp til at blive selvstændige. De drømmer om at udfolde deres ekspertise, og de fortæller også om frustrationer over arbejdsforholdene i det offentlige – manglende tid til patienterne og for meget bureaukrati - er blevet for overvældende. Derfor kommer de nu,” siger Claus Pedersen.

Gruppen af modne iværksættere er ifølge erhvervskonsulenten kendetegnet ved, at de gerne vil have et sikkerhedsnet. Derfor vil de typisk bevare et 15-20 timers job på et hospital eller i kommunalt regi og udfolde deres iværksætterdrøm i den resterende arbejdstid.

Løvens Hule-effekten

Ifølge Claus Pedersen er de erfarne fysioterapeuter typisk drevet af en kombination af frustrationer over tingenes tilstand i den offentlige sektor sammen med en faglig ærekærhed, når de vælger at blive selvstændige.

“Det, jeg hører mange sige, er, at de ikke føler, at de får lov til at lave et godt stykke arbejde i deres nuværende jobsituation,” siger han.

“Samtidig er de som regel et sted i livet, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og nu har de plads i økonomien til at afprøve deres idé.”

For de unge iværksættere er der derimod andre drivkræfter, oplever Claus Pedersen.

“Det er ikke selve undervisningen på fysioterapeutuddannelsen, der giver dem et puf. Jeg oplever, at selvtilliden hos de unge er meget høj. Det er den ene faktor – og oveni kommer så det store fokus, der har været på iværksætteri i medierne. Tv-programmer som Løvens Hule har betydet meget for de unges lyst til at blive iværksættere. Du kan nærmest ikke åbne en avis, uden at der er en spændende iværksætter-historie,” siger han.

Frihed og fleksibilitet trækker

I tv-programmet Løvens Hule er der for dramatikkens og underholdningens skyld stort fokus på penge. Løverne i panelet bliver præsenteret som succesfulde millionærer, og billeder af bunker af tusindkronesedler sælger drømmen om, at man som iværksætter skal ud og erobre markeder og tjene millioner. Men det er ikke drømmen om at blive rig i en fart, der driver iværksætteriet hos de unge, forklarer Claus Pedersen:

“Når jeg spørger de unge fysioterapeutstuderende, hvorfor de vil være selvstændige, så får jeg svar a lá: Jeg vil sætte mit eget præg på arbejdsdagen. Jeg vil skabe noget. Jeg vil have fleksibilitet og frihed. Det her med at kunne bestemme over arbejdsdagen selv, er ofte noget, de nævner,” siger Claus Pedersen.

“Det er de færreste, der har økonomien som motivation, og det er klogt. I min rådgivning gør jeg meget ud af, at iværksætteriet skal komme fra hjertet, fordi man har et budskab eller er drevet af en idé.”

Lysten skal drive værket

Dermed er Claus Pedersen helt på linje med Alexander L. Nepper fra SMVdanmark. Man skal ikke kaste sig ud i livet som iværksætter, hvis det er drømmen om at blive rig, der er den eneste motivationsfaktor.

“Man skal være selvstændig, fordi man har lyst til det. Det er ikke noget, man køber Strandvejsvillaer og Tesla’er for. Selvfølgelig er der undtagelser, men en tredjedel af alle selvstændige i Danmark tjener mindre, end de ville gøre, hvis de var på kontanthjælp. Især i opstartsfasen kan det være hårdt,” siger Alexander L. Nepper.

“Så du skal ikke blive selvstændig for at blive millionær, men for at blive et gladere menneske, der har mulighed for at indrette sit arbejdsliv. Enten i forhold til arbejdsmængde eller i forhold til nye udfordringer.”

“Hvis du har en innovativ idé til noget, der kan gøres bedre og anderledes, så skal du tage chancen og se, hvad du kan drive det til,” siger Alexander L. Nepper.

“Dem, der får succes som iværksættere, har et drive. Så det er et spørgsmål om personlighed,” siger Claus Pedersen.

“Det handler om, at du kan gå ud og markedsføre dig selv og din forretning. Selvfølgelig skal du have et produkt, der er unikt, og så skal du finde din niche,” siger han.

“Se eksempelvis Klinik Underværk i Aarhus, der har fertilitetsbehandling som deres niche. Golfklinik Danmark er dygtige til at hjælpe golfspillere. Og Issam Farahat har en fantastisk lokation og en god idé, og så satser han på at yde en ekstraordinær god service. Det er opskriften på succes som iværksætter,” slutter Claus Pedersen.

1: Kilde: ‘Hvorfor vil danskerne ikke være iværksættere’, analyse, Dansk Erhverv, 2018.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer