Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Følg din passion

TEMA // Jakob Nees og Martin Lauridsen havde satset stort med åbningen af to spritnye klinikker, da corona satte ind, og klinikkerne måtte lukke ned. Det gav søvnløse nætter. Alligevel er de ikke i tvivl: Hvis du drømmer om at blive iværksætter, skal du satse på det.
“Når vi taler med motionsgolfspillere, så handler det om deres livskvalitet. De vil blive ved med at spille, og derfor kan vi motivere dem til fysisk træning i klinikken,” siger Jakob Nees (th.). Foto: Hans Christian Jacobsen.

Det er tirsdag formiddag, og der er fredelig aktivitet i Motus Fit i Vejle. Fire motionister er i gang med cirkeltræning bag caféområdet, hvor der drikkes morgenkaffe ved de runde borde. En gruppe golfspillere træner fitness i holdsalen, mens en klient får personlig træning i lokalet ved siden af. Kunderne er på vej tilbage efter det sidste halvandet års corona-nedlukninger. Men selvom makkerparret bag klinikken, Martin Lauridsen og Jakob Nees, efterhånden er rutinerede iværksættere, er det kommet bag på dem, i hvor høj grad corona trak tæppet væk under forretningen.

“Det har været barskt,” siger Martin Lauridsen. Jakob Nees supplerer: “Lige dér mærkede vi nok den mest ekstreme grad af smerte ved at være selvstændige. At selvom du arbejder hårdt, så er det ude af dine hænder.”

Kun tre måneder efter, at makkerparret åbnede den første klinik i deres nye kæde, Motus Fit, lukkede corona forretningen ned. Da klinikken var ny, var det ikke muligt at få økonomisk hjælpepakke. Deres anden klinik åbnede i Aarhus i efteråret og måtte lukke igen under anden bølge. Begge klinikker åbnede dørene igen her i foråret, og det går ifølge ejerne rimeligt, selvom de endnu ikke har ramt sidste års omsætning. Ejerne har stadig tro på deres koncept, selvom de blev ramt af store benspænd i opstartsfasen.

Men lad os rulle tilbage til start.

Golfklinik og ekspansion

De to fysioterapeuter tog udgangspunkt i deres store passion for golf, da de i sin tid skrev bachelorprojekt om lændesmerter hos golfspillere på eliteplan. Det førte til en fast ansættelse på golflandsholdet og en lang og fokuseret specialisering i fysioterapi og træning af golfeliten. Jakob Nees og Martin Lauridsen bevarede i ti år delvist deres ansættelser på henholdsvis en klinik i Horsens og privathospitalet Mølholm. I 2015 tog de første skridt på deres iværksætter-rejse: De etablerede Golfklinik Danmark, som er et koncept, der tilbyder uddannelse, netværk og en franchise-ordning til fysioterapeuter, der vil træne golfspillere på amatørplan.

“Vi kunne se, at den erfaring, vi havde fået gennem mange år som trænere og fysioterapeuter for eliten, kunne gavne flere, hvis vi fik spredt den ud til andre fysioterapeuter. De kunne gøre det samme, bare med motionsspillere,” forklarer Jakob Nees.

Der er stor interesse for konceptet, som i dag tæller 35 golfklinikker. I 2019 sagde Jakob Nees sit job op for at hellige sig forretningen helt, og de besluttede at videreudvikle forretningen.

Overvejelserne gik på, om de skulle udvide internationalt – eller om de skulle tænke bredere, men blive inden for landegrænserne.

“Vi stod ved en skillevej. Enten skulle vi eksportere golfklinik-konceptet til vores nabolande – eller også skulle vi skrue lidt på konceptet, så det blev rettet mod andre sportsfolk. Vores koncept for fysioterapi og træningsforløb kan jo også hjælpe cykelryttere, fodboldspillere eller endda e-gamere,” forklarer Jakob Nees. Sådan opstod ideen til Motus Fit-klinikkerne, som står på fire ben:

Særligt tilbud til gamere og cykelryttere

Klinikkerne tilbyder klassisk fysioterapi, holdtræning, personlig træning og et fitnesscenter. Kernen i filosofien er, at træningen tager udgangspunkt i kundernes passion: Hvad enten man er golfspiller, cykelrytter, fodboldspiller eller gamer, kan man få et skræddersyet tilbud, som udvikler ens fysik til lige præcis den sportsgren, man har valgt at specialisere sig i. Et godt eksempel er tilbuddet til udøvere af e-sport.

I klinikken er der opstillet ti computere, hvor unge i fællesskab kan dyrke deres passion for gaming. Samtidig får de adgang til holdtræning, hvor elementer fra computerspil som Counterstrike indgår: Under træningen skal man for eksempel løbe, springe og dukke sig, nøjagtig som spillerens virtuelle karakter gør i Counterstrike. I efteråret var træningskonceptet i fuld gang med unge fra en lokal skole, som trænede hver fredag for efterfølgende at slå sig ned og game i fællesskab.

Det handler om motivation. Uanset om det er cykelryttere, gamere eller golfspillere:

“Når vi taler med motionsgolfspillere, så handler det om deres livskvalitet. De vil blive ved med at spille, og derfor kan vi motivere dem til fysisk træning i klinikken,” siger Jakob Nees.

“Det er den samme oplevelse, vi har med cykelrytterne, som gladeligt ofrer 50.000 kr. på en cykel. Når vi forklarer dem, at de kan træde nogle flere watt og undgå rygsmerter, så bliver de også motiverede til fysisk træning,” uddyber Martin Lauridsen.

Martin Lauridsen (th.) og Jakob Nees (tv.) har forfulgt en livslang passion for golf i deres arbejdsliv. Deres lange erfaring med eliten lagde fundamentet til Golfklinik Danmark. Foto: Hans Christian Jacobsen.

Investorer på banen

Da Martin Lauridsen og Jakob Nees for to år siden stod med overvejelserne om, hvordan de skulle videreudvikle Golfklinik Danmark, fik de kontakt til investorer, som gav en kapitalindsprøjtning mod at få en andel af forretningen. Samtidig kunne de også give input til de to iværksættere, som de ikke havde fået før.

“Vi har haft stor gavn af samarbejdet med vores investorer. De er dygtige forretningsudviklere og kan noget, vi ikke kan. De kan lave en plan og en strategi, som vi ikke lærer på fysioterapeutuddannelsen, men som er meget relevant, så vi kan nå det næste niveau forretningsmæssigt,” forklarer Jakob Nees.

Det blev et vendepunkt. Jakob Nees havde allerede sagt sit faste job op året forinden. Nu sagde Martin Lauridsen også farvel til lønmodtagerlivet for at give forretningen 100 procent opmærksomhed. På grund af corona måtte de spise af den kapital, som investorerne havde skudt ind. En kapital, som skulle være brugt på at vækste. Men det er samtidig den, der har gjort det muligt at klare sig igennem. I dag er der optimisme hos iværksætterne og flere klinikker på tegnebrættet. Drømmen er, at Motus Fit bliver til en landsdækkende kæde. Og selvom det har været en hård tid, er de ikke i tvivl om, at det er det værd.

Glæden ved at se andre vokse

“Vi dobbeltjobbede i lang tid, før vi fik en bæredygtig forretning, for vi har begge to familier at forsørge. Og da vi sagde vores faste jobs op, trådte vi ud i usikkerheden. Vi har satset. Hvordan skal man betale for det hele, for medarbejdernes løn og ens egen? Vi får begge to mindre i løn end vores ansatte. Men vi er drevet af, at vi synes, at det er rigtig sjovt at hjælpe andre golfspillere. En af vores gode folk, Jakob Holst, er en ung landsholdsspiller, som er blevet fysioterapeut og arbejder hos os. Det er rigtig sjovt at se ham vokse. Så en ting er, at vi selv lykkes med at skabe en forretning. Men det er også virkeligt fedt at få nogle flere med på rejsen,” siger Martin Lauridsen.

Som selvstændig og iværksætter skal man være klar til at justere sine planer, lyder det fra makkerparret:

“Du må ikke tro, at livet som selvstændig er ’plug and play’ fra begyndelsen,” siger Martin Lauridsen.

“Du skal være parat til at justere dine planer undervejs og måske starte forfra, før du har den rigtige løsning. Du skal være omstillingsparat. Men hvis du har et interessefelt, som du brænder for, skal du turde gå efter drømmen. Du skal turde satse og se, om du kan få det til at vokse,” siger han. Og slutter med ordene:

“Og så har det været fedt at være to. Når man er to, er der en anden at sparre med – og to til at bære byrden.”

Del eller udskriv siden
0 kommentarer