Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Det kræver pionerånd og lyst til fordybelse

Linda Kahr Andersen arbejder som forskningsfysioterapeut på Rigshospitalet og er midt i en ph.d. Jobbet giver hende en god vekselvirkning mellem skrivearbejde og kontakt med patienterne.
Linda Kahr Andersen er forskningsfysioterapeut på Afsnittet for Nerve- og Muskelsygdomme, Rigshospitalet. Foto: Sisse Stroyer.

Hvor arbejder du?

I Rigshospitalets Neuromuskulære Forskningsenhed, hvor vi forsker i patienter med nerve- og muskelsygdomme. Det kan være medfødte muskelsvindssygdomme eller små, sjældne sygdomme, som er opstået senere i livet, så det er en bred gruppe, hvor nogle sidder i elkørestol, mens andre kan løbe og gå.

Hvad laver du?

Normalt består cirka halvdelen af mit arbejde i at lave kliniske test i samarbejde med medicinalindustrien, hvor jeg vurderer effekten af ny medicin. Resten af tiden arbejder jeg på egne og andres forskningsprojekter, f.eks. ved at validere et måleredskab eller effekten af en træningsform. Lige nu er jeg dog frikøbt i tre år til kun at arbejde på mit ph.d.-projekt om patienter med myasthenia gravis.

Hvorfor undersøger du dem?

Jeg kunne høre på patienterne i klinikken, at de udover muskeltræthed, som sygdommen giver, var plaget af en generel fatigue og følelse af ikke at kunne overkomme hverdagen. Derfor har jeg blandt andet lavet en national spørgeskemaundersøgelse, hvor jeg spørger ind til deres aktivitetsniveau og forskellige typer fatigue og sammenholder svarene på kryds og tværs med en række oplysninger om patientens livsstil og sygdom.

Hvad har du fundet ud af?

De foreløbige resultater viser blandt andet, at generel træthed påvirker patienternes hverdag lige så meget som muskulær træthed fra sygdommen, men at cirka halvdelen af dem alligevel formår at leve op til de generelle anbefalinger om fysisk aktivitet. Patientgruppen er altså på niveau med eller endda lidt bedre til at dyrke motion end den danske baggrundsbefolkning. Den viden giver os et bredere perspektiv på patienterne, når vi møder dem i klinikken.

Hvad kræver det at forske?

Pionerånd og stor lyst til fordybelse. I de sidste ni måneder af ph.d.-projektet skriver jeg fra 9 til 17 hver dag og nyder at have god tid til at samle op på mine konklusioner. I andre perioder laver jeg kliniske test med patienter flere dage i træk. Jeg har også haft stor gavn af at kunne spørge mine lægekollegaer til råds. Som faggruppe oplever jeg, at de er lidt mere forskningsgearede end fysioterapeuter og vant til at tage på kongres, publicere artikler og tænke i forskningskarriere.

Hvordan får man ideen til et forskningsprojekt?

Den opstår som regel naturligt, fordi forskningsenheden samarbejder tæt med ambulatoriet, hvor patienterne kommer til kontrol. Der bliver genereret mange ideer ved, at vi taler om løst og fast i storrumskontoret. Det er dét, der giver mit arbejde mest mening, fordi jeg ikke bare forsker for forskningens skyld, men for at opkvalificere behandlingen i ambulatoriet. Patienterne, der indgår i forskningen, sidder jo ikke og læser mine videnskabelige artikler, så jeg kan godt lide tanken om at give dem noget tilbage ad en anden vej.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer