Konference

Årskonference for TR 2025

Tilmelding er nu åben. På konferencen kan du høre, hvad der rør sig for tillidsrepræsentanterne i Danske Fysioterapeuter. Kom og mød kolleger på tværs, og bliv klogere på årets TR-konference, der spænder over 2 dage.

Om konferencen

Der er nu åbent for tilmelding til Årskonference for TR 2025, der er en del af den obligatoriske kompetence-udvikling for dig som tillidsrepræsentant.

Konferencen varer 2 dage. Den første dag vil hovedsaligt være med politisk indhold og den anden dag vil være med fagligt indhold målrettet dig som TR.

Tid

Årskonferencen afholdes den 27.-28. oktober 2025.
(Afholdelsen er flyttet fra tidligere udmeldt dato, da denne faldt sammen med Lederkonferencen).

Program

DAG 1
Dagen starter med oplæg og dialog med formand for Danske Fysioterapeuter Jeanette Præstegaard.

Det efterfølges med oplæg om OK26 ved forhandlingschef Troels Rønn-Simonsen.

Over frokost vil der være et kort oplæg om opbygningen af den nye uddannelse for tillidsrepræsentanter.

Dagen sluttes af med et oplæg ved forsker Mette Lykke Nielsen med titlen ’Ung på arbejdsmarkedet: Eftertragtet, problematiseret og stereotypiseret’:

Generation Z betegnes ofte som en generation med helt særlige forventninger til deres arbejdsliv. Populærvidenskabelige bøger og generationsbetegnelser tilbyder sig som manualer til hvordan Generation Z kan rekrutteres, motiveres og håndteres. Men kan de virkelig hjælpe os?
Mette Lykke Nielsen vil i sit oplæg tage udgangspunkt i den nyeste forskning om, hvad der særligt kendetegner unges arbejdsliv i dag. Er der faktisk tale om en særlig sårbar generation, med særlige behov og forventninger til deres arbejdsliv? Mette giver eksempler fra sin forskning, der giver indblik i, hvad det er i unges arbejdsliv, der kan føre til (mis)trivsel i starten af arbejdslivet. Det vil give stof til at diskutere, om der er noget særligt, som man skal være opmærksomme på i mødet med unge i starten af deres arbejdsliv.

Dette oplæg vil være opvarmning til næste dags emne.

DAG 2
Emilie Sierant Sørensen og Anne Mette Holme Bertelsen, konsulenter fra Komponent fører os gennem dagen, hvor formålet er at sætte fokus på, hvordan I samarbejder og leder på tværs af generationer og livsfaser på jeres forskellige arbejdspladser som tillidsrepræsentanter.

Du får ny viden om, hvordan I kan skabe synergi mellem erfarne kræfter og nye talenter.

Gennem inspirerende oplæg og faciliterede drøftelser får du blik for, hvad der kan skabe forandring og værdi på din arbejdsplads med fokus på bl.a. fleksibilitet, arbejdstilrettelæggelse og tilknytning for fysioterapeuter.

I løbet af timerne stiller vi skarpt på de unge medarbejdere, herunder hvad der har formet dem, og hvordan det påvirker den nye virkelighed, de bringer med sig til arbejdspladserne.

Samtidig vil vi også have det bredere fokus på alle generationer, der lige nu er på arbejdsmarkedet. Dels for at blive klogere på hinanden på tværs af generationerne, men også for at forstå sin egen generation bedre og det man hver især har med sig i bagagen.

På den måde får vi sammen øje på, hvordan man er TR for flere generationer, samt hvordan man kan arbejde mod at styrke arbejdsmiljøet endnu mere, så jeres arbejdspladser er tiltrækkende for både nuværende og fremtidige medarbejdere.


Se programmet her


Forberedelse

Du bedes læse denne artikel inden Årskonferencen:

Ledelse af Unge

Målgruppe

  • FTR
  • TR
  • TR-suppleanter (kan kun deltage, hvis TR er fra anden faggruppe eller hvis TR er forhindret)

Optagelse

Deltagere tildeles plads på konferencen efter ”først-til-mølle-princippet”.
Umiddelbart efter tilmelding modtager du en e-mail, der bekræfter din tilmelding.

Ved tilmeldingsfristens udløb gøres status på deltagernes forudsætninger.
Det betyder, at vi kan være nødt til at afvise deltagere, der ved tilmeldingen havde fået en plads på konferencen. Det kan ramme suppleanter, da FTR og TR opprioriteres.

Forplejning og overnatning

Konferencen er inkl. forplejning begge dage, middag om aftenen på dag 1 samt overnatning.

 

Afbud

Vi vil bede dig prioritere din tilmelding højt. Der kan være venteliste på konferencen, og vi binder os til at betale forplejning/opholdsudgifter mv. Derfor er det vigtigt, at du melder afbud hurtigst muligt, hvis du alligevel ikke kan deltage.

Medbring bærbar pc eller blok og kuglepen

Danske Fysioterapeuter har besluttet at være endnu mere bæredygtige/klimavenlige.
Der vil således ikke blive udleveret mappe, blok eller kuglepen på dette kursus. Medbring derfor bærbar pc eller blok og kuglepen.

Der udstedes ikke kursusbeviser

Hvis du har brug for at gemme det faglige indhold, kan du kopiere eller downloade programbeskrivelsen her på denne side. Dette skal gøres inden afholdelsen, da hjemmesiden herefter bliver deaktiveret.

Fagligt ansvarlige

  • Kirsten Ægidius, Hovedbestyrelsen, Danske Fysioterapeuter
  • Marianne Trudslev, TR-Rådet
  • Sannie Jørgensen, Danske Fysioterapeuter

Der vil blive taget billeder/filmet under arrangementet. Medmindre andet er tilkendegivet, vil din tilmelding blive betragtet som samtykke til at Danske Fysioterapeuter kan bruge billederne/optagelserne af deltagere i regi af Danske Fysioterapeuter på sociale medier hjemmesider og skriftligt materiale.

Tilbage til kursuskalenderen

Kontakt

Sannie Jørgensen

Forhandlingskonsulent
3341 4657
Pia Astrup Larsen

Pia Astrup Larsen

Administrativ konsulent
3341 4647