Den levende sorg i neurorehabilitering
Om fyraftensmødet
Dette fyraftensmøde er det samme møde, som blev aflyst pga. sygdom før sommerferien. Denne gang med oplægsholder Mai-Britt Guldin, der har udviklet Sorgmodellen.
Når et menneske rammes af senhjerneskade, påvirkes hele familien. For mange pårørende indebærer det en gennemgribende livsforandring præget af tab, rolleændringer og bekymring - ofte uden at der er tale om et dødsfald. Denne form for sorg kaldes også levende sorg og er en central, men ofte underbelyst, del af neurorehabiliteringen.
Oplægget giver dig en teoretisk funderet forståelsesramme for pårørendes sorgproces med afsæt i den integrative procesmodel. Modellen bidrager til at forstå, hvorfor reaktioner hos pårørende kan opleves intense, ambivalente eller skiftende – også længe efter den akutte fase.
Der sættes særligt fokus på:
- Sorg ved sygdom og funktionstab
- Typiske reaktionsmønstre hos pårørende
- Disenfranchised grief (miskendt eller ikke-anerkendt sorg)
- Identitetsforandring - også hos den pårørende
Oplægget veksler mellem teori og praksisnære eksempler fra familier ramt af hjerneskade. Vi skal diskutere eksempler og reflektere over praksis.
Du får med dig:
- En klar forståelsesramme for pårørendes sorg ved hjerneskade
- Øget faglig forståelse i mødet med pårørende og hvordan tab og sorg påvirker pårørendes adfærd
- Perspektiver, der kan kvalificere mødet med pårørende i både kommunal og specialiseret praksis
2 i 1 – få både netværksmøde og fyraftensmøde
Arrangementet afholdes samme dag, som vi holder netværksmøde for fysioterapeuter, der arbejder med neurorehabilitering.
Du får derfor mulighed for at tilmelde dig begge møder og få dobbelt op på sparring og netværk samt et spændende foredrag om, hvordan pårørende rammes af og tackler sorg, når deres nærmeste rammes af en senhjerneskade.
Du skal tilmelde dig de 2 møder særskilt.
Målgruppe
Medlemmer af Danske Fysioterapeuter, der møder mennesker i sorg, evt. i forbindelse med senhjerneskade.
Undervisere
Mai-Britt Guldin, klinisk psykolog, PhD, seniorforsker, specialist og supervisor i psykoterapi. Mai-Britt leder til daglig Center for Sorg og Eksistens i Aarhus. Hun har forsket i og arbejdet med alvorligt syge, pårørende og sørgende mennesker og sorgterapi i over 20 år. Hun har udgivet seks bøger om sorg og har megen erfaring med undervisning, træning og supervision af terapeuter.
Forplejning
Der serveres sandwich og en vand kl. 17.45
Sted og parkering
Sundhedscenter Kolding, Sygehusvej 6, 6000 Kolding. Lokale Multisalen.
P-regler fremsendes en uge før mødets afholdelse.
Kontakt
Har du spørgsmål til netværksmødet, kan du kontakte Wendy Petersen-Martin, Bo- og Rehabiliteringscenter Lunden i Varde, mail: [email protected]
I samarbejde med
Dette fyraftensmøde er støttet af Regionsbestyrelsen i Syddanmark og er arrangeret af tovholdergruppen for Netværk for fysioterapeuter, der arbejder med neurorehabilitering på avanceret/specialiseret niveau; Wendy Petersen-Martin, Cecilie Schebye Hansen og Marek Brzezinski.
Praktiske oplysninger
Der vil blive taget billeder/filmet under arrangementet. Medmindre andet er tilkendegivet, vil din tilmelding blive betragtet som samtykke til at Danske Fysioterapeuter kan bruge billederne/optagelserne af deltagere i regi af Danske Fysioterapeuter på sociale medier hjemmesider og skriftligt materiale.
Ved tilmelding til netværksarrangement accepterer du samtidig, at dine data (navn, arbejdsplads, e-mail) vil blive udvekslet med deltagerne i netværket.
Du kan til enhver tid trække dit tilsagn tilbage ved at afmelde dig netværketsarrangementet.
Se oversigt over alle eksisterende netværk for fysioterapeuter
Tilmeld dig
Den levende sorg i neurorehabilitering · 18. november 2026 kl. 18.15-21