Kursus

Tillidsvalgtes liv i krydspres og spændingsfelt

Kursus for TR, FTR og AMR: På kurset arbejder du med bevidstheden om de 5 rådgiverpositioner og de reaktioner, der kan være på spil i de situationer, hvor du og den du taler med, bliver følelsesmæssigt påvirket.

Om kurset

Hvad handler kurset om

Som tillidsvalgt er du både vigtig for medarbejderne, ledelsen og din faglige organisation, og det kræver både overblik, is i maven og et varmt hjerte. For at lykkes og motiveres i arbejdet som tillidsvalgt, er det nødvendigt at udvikle en faglighed, som både indeholder ekspertviden, strategisk forståelse, empati og mod til at tage de nødvendige konfrontationer.

Et to-dages kursus afholdt af Danske Fysioterapeuter og Ergoterapeutforeningen.

Indhold

På kurset sætter vi fokus på hvordan du som tillidsvalgt kan agere med afsæt i fem forskellige rådgivningspositioner. De fem positioner bevidstgør dig om den faglighed, som du også bruger, når du rådgiver - nemlig din rådgiverfaglighed. Rådgiverfagligheden handler om din kommunikation, positionering, relationsskabelse og alt det, der psykologisk og biologisk er på spil i rådgivningsrelationen.

Vi undersøger, hvorfor du bliver usikker i nogle situationer, og hvorfor du måske oplever irritation og utålmodighed i andre. Vi arbejder med, hvordan du opdager de følelser, der er på spil – og hvad du gør ved dem.

Sidst, men ikke mindst, arbejder vi med, hvordan du får modet til at konfrontere det, der stiller sig i vejen for at du kan lykkes i din rolle. Her stiller vi skarpt på, hvordan du kan bidrage til andres motivation til handlekraft, og hvordan du kan passe på dig selv og gøre dig langtidsholdbar – både som tillidsvalgt og menneske. 

Efter kurset har du

  • En ekstra værktøjskasse, der indeholder viden og metoder til at arbejde professionelt med din rådgiverfaglighed.
  • En større forståelse for, hvorfor nogle henvendelser tager mere af din energi og flere af dine tanker – og idéer til, hvordan du opdager det og ændrer din ageren.
  • Nye idéer til, hvordan du både kan give viden, retning, sparring samt aktivere andres refleksion og handlekraft.

Din forberedelse

Du får tilsendt bogen ”Rådgiverhåndbogen”, hvor du skal læse udvalgte kapitler forud for din deltagelse.  

Målgruppe

Medlemmer af Danske Fysioterapeuter/Ergoterapeutforeningen, der er enten:

  • TR
  • TR-suppleant, hvis TR er fra anden faggruppe
  • FTR
  • AMR

Forudsætninger for at deltage

FTR og TR  

Du skal have gennemført:

  • Kurset "TR-introduktion - Hvordan lykkes jeg som TR" samt "Bisidderrollen" (tidligere kaldet "Personsager") samt "Forhandling 1"
  • Eller kurset "Sæt TR-rollen i spil" (tidligere kaldet "G 1")

AMR 

Du skal have:

  • Gennemført den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse
  • Minimum et halvt års erfaring som AMR

Varighed

Kurset er et internatkursus.
Du er på kursusstedet fra kursusstart dag 1 til undervisningen slutter dag 2, inkl. middag, socialt samvær samt overnatning mellem første og anden dag.

Program

Du får tilsendt en e-mail med program, information om din forberedelse samt praktiske oplysninger ca. 3-4 uger før kurset. 

Underviser

Birgitte Nortvig, virksomhedsrådgiver og organisationskonsulent, har arbejdet med ledelse, rådgivning og relationer de sidste 25 år. Hun har stået for strategiske udviklingsprocesser, ledelsesudvikling, supervisioner og rådgiveruddannelser for private, statslige, kommunale og politiske organisationer og fagforeninger – bl.a. Djøf, DSR, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Københavns Kommune.

Birgitte Nortvig har tidligere arbejdet som leder og proces- og udviklingskonsulent. Siden 2008 har hun været selvstændig og etablerede sin nuværende konsulentvirksomhed ”Birgitte Nortvig – fra strategi til handling” i 2013. 

I 2022 udgav Birgitte Nortvig ”Tag konfrontationen – skab modig dialog og ægte forandring” og i 2018 ”Rådgiverhåndbogen – værktøjer og metoder til værdiskabende rådgivning” på Djøf Forlag.

 


Optagelse

Pladserne bliver tildelt efter først-til-mølle-princippet. Umiddelbart efter tilmelding modtager du en e-mail, der bekræfter din optagelse på kurset.

Ved tilmeldingsfristens udløb gøres status på deltagernes forudsætninger.
Det betyder, at vi kan være nødt til at afvise deltagere, der ved tilmeldingen havde fået en plads på kurset.

Afbud

Vi vil bede dig prioritere din tilmelding højt. Vi binder os til at betale forplejning/opholdsudgifter mv. Derfor er det vigtigt, at du melder afbud hurtigst muligt, hvis du alligevel ikke kan deltage.

Medbring bærbar pc eller blok og kuglepen

Ergoterapeutforeningen og Danske Fysioterapeuter har, på de fælles kurser for tillidsvalgte, besluttet at være endnu mere bæredygtige/klimavenlige.
Der vil således ikke blive udleveret mappe, blok, kuglepen på dette kursus. Medbring derfor bærbar pc eller blok og kuglepen.

Der udstedes ikke kursusbeviser

Hvis du har brug for at gemme kursusindholdet, kan du kopiere eller downloade kursusbeskrivelsen her på denne side. Dette skal gøres inden kursusafholdelsen, da hjemmesiden herefter bliver deaktiveret.

Kurset afholdes i samarbejde med Ergoterapeutforeningen og dine data (navn, privat postnr./by, arbejdsplads, e-mail adresse mv.) vil derfor blive udvekslet med dem.

Dine data vil ligeledes blive udvekslet i forbindelse med den efterfølgende evaluering af kurset.

Tilbage til kursuskalenderen

Kontakt

Sannie Jørgensen

Forhandlingskonsulent
3341 4657
Susanne Kærgård Wyniger

Susanne Kærgård Wyniger

Administrativ konsulent
3341 4681

Elin Lau

Forhandlingskonsulent
3341 4603