Træning forbedrer ikke kognitiv funktion ved demens

Nyt studie finder ikke som tidligere studier effekt af træning på de kognitive funktioner hos personer med demens.
Foto: iStock.

Træning har effekt på træningstilstand, men ikke nødvendigvis på kognitiv funktion eller på funktionsevnen hos personer med demens. Det viser et nyt stort randomiseret studie med 494 deltagere med let til moderat demens, hvoraf de fleste led af Alzheimers sygdom. Gennemsnitsalderen var 77 år. Studiet var et multicenterstudie.

Studiet er engelsk og et af de største studier, der har set på effekten af træning til personer med demens. I studiet blev deltagerne fordelt på to grupper. Den ene var en interventionsgruppe, der fik det vanlige tilbud kombineret med fire måneders superviseret træning og støtte til at fortsætte træningen bagefter. Den anden gruppe fik udelukkende vanlig pleje.

Træningen

Fysioterapeuter stod for udarbejdelse af træningsprogrammerne og superviserede træningen, der var målrettet den enkelte deltager.

Træningen blev gennemført på hold med 6-8 deltagere og bestod af såvel aerob træning og styrketræning. Deltagerne varmede op efterfulgt af cykling med moderat til høj intensitet på en spinningcykel. I programmet indgik desuden styrkeøvelser med håndvægte og vægtveste. Der blev trænet to gange om ugen.

Selve programmet er beskrevet i en artikel om studiet publiceret i British Medical Journal.

Læs artiklen her

På siden om Danske Fysioterapeuters faglige status kan du blandt andet læse mere om fysioterapi til mennesker med demens.

Læs mere her

Kun effekt på den fysiske form

Forskerne fandt ingen effekt på deltagernes kognitive funktion efter træningen og heller ikke på funktionsevnen eller livskvalitet. Deltagerne kom i bedre fysisk form, men det fik ikke betydning for ADL.

Studiets resultater afviger fra andre mindre studier, der ifølge forskerne i studiet, har været af svingende kvalitet. Størstedelen af deltagerne led af Alzheimers sygdom, og det kan være en af forklaringerne på det negative resultat.

Del eller udskriv artiklen
6 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
  • Hanne Egelund Dall Coermann

    Jeg synes det er interessant at det tilsyneladende ikke er på den måde vi skal træne. Helt ærligt har jeg også svært ved at forstå hvordan en så låst bevægelses bane skal få hjernen til at vågne og være nysgerrig på bevægelse. Disse bevægelser kræver jo ikke meget kognition. Så måske er vi lidt tættere på hvad vi ikke skal gøre, men ikke helt på, hvad vi skal gøre. Jeg afventer stadig på en undersøgelse der viser fysisk træning med bevidst brug af sansestimuli samtidigt. Tror stadig vi har meget at hente ved at bruge evnen til at mærke sin krop og bruge den kropslige hukommelse.
  • Nanna Aue Sobol

    Kære Jonas

    Tak for en grundig gennemgang af artikel. Jeg er meget enig i alle dine betragtninger. Fortolkningen af resultater i dette studie er meget bekymrende. Vil ikke gentage dine mange gode argumenter for, hvorfor dette studie netop ikke bidrager med ny brugbar viden om den potentielle positive/negative effekt af fysisk aktivitet/træning, - men blot tilføje et par understøttende overvejelser og generelle kommentarer.

    Kontrolgruppen. Der er ingen opfølgning på kontrolgruppen under intervention eller efterfølgende. Dvs. der er ingen data på, om kontrolgruppen har været fysisk aktive i løbet af de 12 måneder, eller om der er sket en forbedring/forværring af deres fysiske funktion. Vi ved i bund og grund ikke, om de har været mere eller mindre fysisk aktive end de deltagere, som har deltaget i den korte træningsintervention. Der er heller ikke blevet fuldt op på deres fysiske funktion (jvf. 6MWT).

    Kort sagt….Som du også påpeger Jonas …. Hvad kan man forvente at kunne konkludere ud fra en kortvarig træningsintervention med lav compliance i en sårbar uhomogen målgruppe, hvor man i øvrigt vælger at måle på effekten 2 måneder efter slutningen på interventionen og ikke kontrollerer?

    Lidt yderligere generelle overvejelser…
    ADAS –Cog er et standardiseret testbatteri, som primært tester hukommelse, sprog og orienteringsevne. Kognitive funktioner inkludere også andre vigtige mentale funktioner, som kan være vigtige for ens funktionsevne i hverdagen og betydning for den enkeltes opretholdelse af meningsfulde aktiviteter. Der er b.la. studier, som finder, at der er en positiv sammenhængen mellem eks. ganghastighed og kognitive funktioner som mental hastighed, opmærksomhed og eksekutive funktioner (bl.a. evne til at planlægge, igangsætte og gennemføre funktioner/opgaver). Alle kognitive funktioner, man kan forestille sig, har en betydning for den enkeltes hverdagsliv.

    Der er publiceret meget få kvalitative studier af høj kvalitet, som beskriver effekten af fysisk aktivitet/træning på hverdagslivet hos mennesker med demens. Eks. øget initiativ til deltagelse i sociale aktiviteter i/uden for hjemmet, lysten til at kommunikere, humør og generel deltagelse i meningsfulde aktiviteter for den enkelte. Disse potentielt positive effekter af fysisk aktivitet er meget svære at fange i et standardiseret spørgeskema, - ikke desto mindre er hverdagslivet måske noget af det mest betydningsfulde for mennesker med demens.

    Overvejelser i forhold til klinisk forskning, som ønsker at bidrage til viden omkring den potentielle effekt af fysisk aktivitet/træning på kognition hos mennesker med demens….
    Hukommelse er kun en ud af mange kognitive funktioner. Mennesker med demens kan være udfordret på en lang række af kognitive funktioner. Målgruppen ”mennesker med demens” dækker over en stor gruppe af mennesker med en meget varieret årsags- og sygdoms historier. Vi mangler stadig meget viden om valg af træning, varighed og intensitet til forskellige målgrupper. Vi mangler viden om effekten af multimodal træning, som eks. også indeholder dual-task træning, funktionel træning eller sansemotorisk stimulation. Vi mangler viden om fysisk træning suppleret med kognitiv stimulation…. Vi mangler viden…

    Mvh. Nanna
  • Jonas Høberg Nielsen

    Bekymrende fortolkning og rapportering

    Når jeg læser dette studie, fortolkningen af dets resultater samt de pointer, der gengives på baggrund heraf (bl.a. også af danske fysioterapeuter i nyhedsbrev om forskning, september 2018, no. 22), bliver jeg en smule bekymret. Ikke så meget over, at det rapporteres at fysisk træning ikke forbedrer den kognitive funktion. Det er meget muligt at træning ikke er i stand til dette og særligt, når der, som i dette studie, alene ses på en intervention indeholdende aerob træning (i form af stationær cykling) samt (såkaldt) styrketræning. Dette i modsætning til andre studier på området, hvor den fysiske træning typisk kombineres med kognitiv træning. Men jeg synes det er foruroligende, når forfatterne i deres konklusion spekulerer i, at træning muligvis forværrer den kognitive funktion. Jeg forestiller mig, at det potentielt kan have ret store negative konsekvenser for en i forvejen sårbar målgruppe, såfremt man får den opfattelse at træning kan være decideret skadeligt for dem? Hvis denne konklusion så var baseret på solide data og fornuftig fortolkning, men det mener jeg bestemt ikke er tilfældet i ovennævnte studie. Af adskillige elementer jeg undrer mig over, når jeg læser artiklen, synes følgende særligt at være værd at overveje:

    1)
    Man konkluderer i artiklen bl.a. at træning ikke forsinker faldet i kognitiv funktion over tid, men derimod at træning muligvis forværrer denne.

    • Der er ingen data på kognitiv funktion, livskvalitet mv. ved interventionens afslutning (4 måneder fra baseline), så den umiddelbare effekt af træningens betydning kan i hvert fald ikke vurderes.

    • Der ses ikke statistisk signifikant forskel mellem grupperne ved 6 måneders opfølgning, så træningen medfører umiddelbart ikke nogen akut forværring.

    • Til at understøtte konklusionen anvendes i stedet det resultat, som er foretaget 12 måneder fra baseline, altså 8 måneder efter afslutningen af træningsforløbet. Det giver en lang tidsperiode, hvor man reelt ikke ved noget om, hvad deltagerne foretager sig.

    2)
    Hvordan sikrer man sig korrekt træningsbelastning og –progression? 6-minutters gangtest anvendes til at estimere arbejdsbelastningen på cykel, med reference til en metode, der har været anvendt til KOL-patienter uden angivelse af, om metoden i øvrigt er valid til mennesker med demens. Progressionen og monitoreringen af træningsintensiteten sker ved hjælp af modificeret borg-skala uden i øvrigt at anvende objektive mål som fx pulsmåling til registrering heraf. Deltagernes styrkekapacitet testes ej heller på en standardiseret måde, hvilket sætter spørgsmålstegn ved intensiteten af den udførte træning gennem forløbet. Er der overhovedet tale om styrketræning, hvor man sigter mod udmattelse? Og hvordan sikres det at styrketræningen er progressiv – altså kontinuerligt justeres i takt med evt. styrkefremgang. I studiets protokol står at man vil sigte efter belastning på 10RM, mens der i studiet står 3 sæt af 20 gentagelser, uden angivelse af om dette er til udmattelse?

    3)
    Man hævder at levere (og studere) effekten af en intervention af moderat til høj intensitet, men når man ser i tabel 2, fx omkring hvor længe deltagerne har cyklet med moderat/høj intensitet og hvilken vægtbelastning, der er trænet med, fås følgende (groft overslag):
    • Høj intensitet: i gennemsnit ca. 2 min. pr. træningsgang pr. ”complier” (som endda er den del af træningsgruppen, der har trænet høj-intenst i længst tid forstås).
    • Moderat intensitet: Data på dette er slet ikke opgivet, men trækker man tiden i hhv. lav og høj intensitet fra de 25 min. cykling som de, der kunne tolerere dette blev tilbudt, fås i gennemsnit max. 14,7 min. pr. gang pr. deltager.
    • Når man endvidere ser på intensiteten af ”styrketræningen” ses medianen for startvægten til rejse-sætte-sig-øvelsen hos ”compliers” at være 4 kg (svt. ca. 6,5% af kropsvægten for en person på 60 kg. Kropsvægten på deltagerne rapporteres i øvrigt heller ikke, så det er ikke muligt at vurdere den relative vægtbelastning for deltagerne) og medianen for slutvægten er 7 kg. Medianen for forbedring over de 4 mdr. er 4 kg.

    På den baggrund synes det ikke rimeligt at klassificere træningsprogrammet (eller udførelsen af dette) som værende moderat- til højintenst.

    4)
    I de 8 måneder efter træningens afslutning, er det hensigten at deltagerne skal fortsætte træningen på egen hånd med støtte af op til 3 telefonopkald samt et face-to-face møde med fysioterapeuten. Der er ingen beskrivelser af evt. konkrete træningsanbefalinger ud over de 150 min/uge det generelt anbefales at være fysisk aktiv, ligesom der heller ikke rapporteres om nogle former for registrering af udført fysisk aktivitet. Så reelt vides vel ingenting om, hvordan, hvor meget, osv. de enkelte deltagere har været fysisk aktive i perioden fra afslutning til 12-månedersopfølgning. Og foruden pointerne omkring træningsdosis er spørgsmålet vel så i øvrigt, i hvilken grad man kan forvente, at mild/moderat demente, på (fortrinsvis) eget initiativ, kan oprethold træning af tilstrækkelig høj intensitet over en 8 måneders periode? Det har i hvert fald vist sig særdeles vanskeligt for mange andre diagnosegrupper uden nedsat kognitiv funktion.

    Summa summarum er vel at det undersøges, hvorvidt 4 måneders ìkke-standardiseret lavintensitetstræning med ringe deltagelsesprocent samt selvtræning over 8 måneder, hos mennesker med demens har potentiale til at forsinke forringelse af den kognitive funktionsevne? Set i det lys er studiets resultater måske ikke så overraskende?

    Mvh. Jonas
  • Daniel Haaning Kristensen

    Interessant kontrast til fundene i bl.a. ADEX-projektet, som fandt et signifikant højere mentalt forarbejdningstempo via SDMT efter udførsel af en lignende protokol - men dog heller ingen effekt på hverken hukommelse, mental styring eller ordmobilisering.

    Vigtigt studie ift. forventningsafstemning omkring effekten af den undersøgte træningsform. Kunne være spændende med et studie af samme høje kvalitet, som så på effekten af funktionel træning.



  • Vibeke Pilmark

    Kære Jesper
    Tak, Jesper. Du har en god pointe, får forskerne har udelukkende set på den fysiologiske effekt af konditionstræningen på kognitive funktioner. Men hvis træningen foregik i et mere udfordrende set-up, var resultatet formentlig et andet. Jeg håber, at andre fysioterapeuter på området har lyst til at nuancere forskningsresultatet.

    Med venlig hilsen Vibeke Pilmark, faglig redaktør, Danske Fysioterapeuter.
  • Jesper

    Det er lidt som at sammenligne æbler og bananer. De studier der bl.a. går forud, BDNF exercise studierne, foregår bl.a. udendørs og i kuperet terræn med fokus på funktionelle aktiviteter. I nærværende studie er tale om indendørs træning i maskiner og på cykler.

    Så kan det nye studie pege på meget mere end der umiddelbart ikke er positiv effekt på de kognitive funktioner ved borgere ramt af demens når de deltager i indendørs træning i maskiner og på cykel?
Indsend kommentar