Klar til covid-19

Da covid-19 ramte, var ingen forberedt. I dag står vi langt bedre rustet til en eventuel anden bølge.
Foto: iStock.

De stigende smittetal for covid-19 er bekymrende, men vi er i dag langt bedre rustet, hvis der kommer en anden bølge eller flere af de lokale udbrud, som vi ser nu.

”Der var rigtig mange spørgsmål ingen kunne svare på og en enorm usikkerhed om alt fra, hvilke patienter vi fortsat skulle behandle til hvor pengene til huslejen skulle komme fra,” siger Tina Lambrecht og fortsætter:

”Covid-19 er absolut ikke overvundet, men vi står bedre i kampen med mere viden, flere værnemidler og et meget bedre testapparat.”

Har klaret testen

Tina Lambrecht peger på, at ingen fysioterapi-enheder har medvirket til at øge smitten.

”Jeg er stolt af den måde, vi som fag har mødt udfordringen fra covid-19 på. Der har været stor usikkerhed, men også stort fagligt engagement og vilje til at finde vejen gennem det her.” 

Her efter ferien har Danske Fysioterapeuter samlet input fra mange medlemmer kommunalt, regionalt og i praksissektoren.

”Vi har fået et godt indtryk af situationen, men også af de behov og ubesvarede spørgsmål, der står tilbage,” siger formand Tina Lambrecht.

En af bekymringerne handler om børnepasning, hvis der sker lokale nedlukninger eller ved almindelig sygdom med de strammede regler, der betyder, at børn skal være symptomfri i 48 timer for at kunne afleveres i institution.

”Det siger sig selv, at det harmonerer utrolig dårligt med, at der kun er fri på barnets to første sygedage. Det må være oplagt at lave en kompenserende ordning, som for eksempel Forældrenes Landsorganisation har foreslået.”

Ubesvarede spørgsmål

En anden del af usikkerheden skyldes, at det er svært at få svar ud af sundhedsmyndighederne.

Konkret handler det blandt andet om muligheden for at tage et corona-tillæg i praksissektoren, så man kan få dækket de øgede udgifter til rengøring og værnemidler. Sundhedsministeriet og Danske Regioner har efter gentagne henvendelser lovet svar denne uge.

Et andet spørgsmål, der endnu ikke er svar på, handler om, hvordan man som fysioterapeut skal forholde sig, hvis smitten stiger lokalt.

Tina Lambrecht peger på, at noget af trægheden har været forståelig. Hele sundhedsdanmark har været på den anden ende.

”Men må vi også bare sige, at det simpelthen tager for lang tid. Det er ikke rimeligt, hverken for vores medlemmer eller vores patienter, at det er så svært at få svar. Det er nu, mens smittetallene er lave, at vi skal have klarhed,” siger hun.

Se temaside, hvor vi løbende samler informationer om corona

Del eller udskriv siden
0 kommentarer