Vinder af Danske Fysioterapeuters Bachelorpris 2020 er fundet!

Bachelorprisen 2020 blev i dag overrakt til fire tidligere studerende fra VIA University College Aarhus. Prisen fik de for deres bachelorartikel, der beskriver udviklingen og implementeringen af et træningsprogram til mennesker med parkinson.
Danske Fysioterapeuters regionsformand i Region Midtjylland, Sanne Jensen, overrakte i går Danske Fysioterapeuters Bachelorpris 2020 til til Jonna Knudsen (tv), Lone Lodahl, Mathilde Fibiger og Anders Sandemann.

Bachelorprisen 2020 blev i dag overrakt til fire tidligere studerende fra VIA University College Aarhus. Prisen fik de for deres bachelorartikel, der beskriver udviklingen og implementeringen af et træningsprogram til mennesker med parkinson.

Fire glade fysioterapeuter modtog i dag Danske Fysioterapeuters Bachelorpris, og de dertil følgende 25.000 kr. Prisen blev overrakt på VIA University College i Aarhus af Danske Fysioterapeuters formand for Region Midtjylland, Sanne Jensen. Hun roste prisvindernes bachelorartikel, der beskriver udviklingen og den praktiske afprøvning af et træningsforløb for mennesker med parkinson.

Nedsat balance og øget risiko for at falde er en væsentlig del af hverdagen for mange mennesker, der lider af Parkinsons sygdom. Derfor har de fire nyuddannede fysioterapeuter udviklet et nyt træningsprogram, som skal forebygge faldulykker i patientgruppen.

Træningsprogrammet er en del af de fire fysioterapeuters bachelorprojekt, hvor de testede brugbarheden af et otte ugers træningsforløb, udviklet på baggrund af de europæiske kliniske retningslinjer for Parkinsons sygdom. Projektet er beskrevet i den artikel, der altså nu er kåret til vinder af Danske Fysioterapeuters Bachelorpris 2020.

”Vores artikel giver et konkret bud på, hvordan man kan omsætte retningslinjernes anbefalinger til et brugbart træningsprogram. Et program som fysioterapeuter kan bruge i klinikken og lade sig inspirere af”.

Det fortæller fysioterapeut Anders Sandemann til fysio.dk. Han vandt sammen med Mathilde Fibiger, Lone Lodahl og Jonna Knudsen Bachelorprisen, som ud over præmien også er en stor faglig anerkendelse af deres projekt.

Vinderartiklen

Det var et enigt bedømmelsesudvalg, der i foråret valgte artiklen Balance Training in Groups for People with Mild to Moderate Disabling Parkinson’s Disease - A Feasibility Study, som årets vinder af Bachelorprisen. Udvalget består af to undervisere fra fysioterapeutuddannelserne og en faglig konsulent fra Danske Fysioterapeuter.

Udvalget fremhæver, at de fire fysioterapeuter har vist, at det er muligt at udvikle en brugbar individualiseret intervention, som samtidig er evidensbaseret og i overensstemmelse med internationale kliniske retningslinjer.

Fysioterapeut og formand for Danske Fysioterapeuters region Midtjylland, Sanne Jensen, fremhævede da også i sin tale i dag, hvor vigtigt det er, at finde frem til brugbare modeller til at implementere de kliniske retningslinjer.

Tillykke

”Jeg er meget glad for, at netop dette projekt vinder Danske Fysioterapeuters Bachelorpris 2020. Som tidligere praktiserende fysioterapeut ved jeg, hvor meget det betyder, at forskning kan bruges i den hverdag, fysioterapeuterne arbejder i, og det synes jeg virkelig, at de fire vindere har taget højde for her. Der er taget hensyn til patienternes individuelle behov og til de klinikker, der ikke har mulighed for at tilbyde tre ugentlige træningsgange til patientgruppen, som de europæiske retningslinjer anbefaler. Derfor er der i træningsprogrammet suppleret med et hjemmetræningsprogram, så patienterne kommer op på de anbefalede tre ugentlige træningsgange. Det er en rigtig god løsning, da det er den mulighed, de praktiserende fysioterapeuter har”, sagde Sanne Jensen.

Danske Fysioterapeuter ønsker de fire vindere et stort tillykke med den fornemme hæder.