Danske Fysioterapeuters direktør: Husk omsorgen, når du debatterer

Man skal trygt kunne give sit besyv med, når man deltager i debatter på Danske Fysioterapeuters medier. Men ifølge direktør i foreningen, Karen Langvad, afholder medlemmer sig fra at debattere, fordi tonen er blevet for hård.
”Jeg har oplevet flere medlemmer, med spændende vinkler på vores fag, takke nej til at tage del i debatten hos os, af skræk for, hvad de kan blive mødt med af personangreb. Sådan skal det ikke være hos os,” siger hun.
Karen Langvad, som foruden at være direktør i foreningen også er fysioterapeut, har netop skrevet et indlæg til Fysioterapeuten nr. 4, hvor hun lægger op til, at man husker omsorgen, når man debatterer. Også når bølgerne går højt.
”Vi skal have gode debatter, hvor vi er skarpe på holdningerne. Formålet er ikke at stoppe debatten. Det handler ikke om at være tandløs og udglattende eller politisk korrekt. Det handler om, at vi i vores debatter holder fokus på bolden og undlader personlige angreb,” siger hun.
Debatterne, som Karen Langvad peger på, finder sted på både Fysio.dk og Danske Fysioterapeuters Facebookside.
Flere medier i samme ærinde
Med sit udspil lægger Karen Langvad sig i sporet af andre, som også har reageret med bekymring på tonen på de digitale medier. For eksempel har studievært ved X Factor, Lise Rønne, råbt vagt i gevær og bedt tv-seerne tænke sig om, når de skriver om deltagerne i konkurrencen. Andre medier er ude i samme ærinde.
De to engelske sports-tv-kanaler, Sky Sport og BBC Sport, har netop søsat kampagnen ”Hate don´t win”. I Danmark er magasinet Samvirkes Facebookside lukket midlertidigt ned, og Ældresagen har udgivet en takt- og tone-guide til brugere på de sociale medier.
Samler kræfterne og tager pause fra Facebook
Danske Fysioterapeuter vil nu, som et forsøg, sætte foreningens Facebookside på midlertidig pause. I stedet vil debatten blive ført over på Fysio.dk, som har åbne kommentarspor for alle medlemmer. Håbet er, at medlemmer vil opleve en mere fokuseret og alsidig debat, hvor flere vil deltage:
”Jeg vil gerne invitere alle medlemmer i foreningen til at deltage i debatterne her på fysio.dk eller på regionernes Facebooksider, som fortsat er åbne. Foreningen er det samlende fællesskab for alle fysioterapeuter, og det er professionens styrke, at vi er sammen og kan ytre os og være uenige,” siger Karen Langvad, som kommer med en opfordring:
”Vi er fysioterapeuter, og en af vores kernekompetencer er omsorgen. Tag den gode kompetence med dig, når du debatterer. I Danske Fysioterapeuter skal man trygt kunne gøre brug af sin demokratiske ret til at ytre sig uden risiko for udskamning, nedsættende ord og trusler. Jeg har selv en regel, når der er noget, der trigger mig: Jeg rejser mig og trækker vejret dybt ind, inden jeg svarer. For så når jeg lige at tænke mig om. Det virker for mig. ”
Læs Karen Langvads læserbrev i Fysioterapeuten nr. 4
Se også retningslinjerne for debat på fysio.dk
Midlertidig pause fra Facebook
Danske Fysioterapeuters Facebookside holder midlertidigt pause fra den 28. juni – starten på skolernes sommerferie - frem til ultimo september, hvor kanalen evalueres.
I mellemtiden arbejdes der på at udvikle kommentarspor på fysio.dk, så det bliver nemmere at kommentere på hinandens indlæg.
Danske Fysioterapeuters konti på henholdsvis LinkedIn og Instagram bliver opretholdt.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.