Få styr på din arbejdstid mellem jul og nytår
Mange er allerede begyndt at kigge fremad i kalenderen for at få et godt overblik over årets sidste dage.
Men hvordan er det nu reglerne er for din arbejdstid i dagene omkring jul og nytår?
Svaret på det spørgsmål afhænger både af dine konkrete ansættelsesforhold og af, hvor mange såkaldte "søgnehelligdage" der er i år.
En søgnehelligdag er en helligdag, der falder på andre dage end en søndag.
Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til reglerne på enten ansat@fysio.dk eller på tlf. 3341 4620.
Når du er omfattet af den kommunale eller regionale arbejdstidsaftale
Juleaftensdag (tirsdag den 24. december) er en særlig fridag, som i praksis behandles som en søgnehelligdag. Første juledag (onsdag den 25. december), anden juledag (torsdag den 26. december) og nytårsdag (onsdag den 1. januar) er alle søgnehelligdage i år. I udgangspunktet har du fri på disse søgnehelligdage.
Skal du arbejde en eller flere af dagene, får du en eller flere fridage på et andet tidspunkt i den periode, der rækker hen over jule- og nytårsperioden. Du får søgnehelligdagstillæg for de præsterede timer. Tillægget er på begge områder 50 procent.
Nytårsaftensdag (tirsdag den 31. december) er en særlig fridag fra klokken 12-24, hvor du som ansat i videst muligt omfang skal have fri. Der ydes ikke erstatningsfrihed, hvis du i forvejen har fri. Hvis du skal arbejde den 31. december, får du søndagstillæg på sædvanlig vis.
Er du ansat i Københavns Kommune er nytårsaftensdag en særlig fridag fra klokken 17-24.
Når du er kommunalt ansat og selv tilrettelægger egen arbejdstid
Som såkaldt selvtilrettelæggende har du altid fri på søgnehelligdage. Der gives ikke erstatningsfrihed, hvis du i forvejen har fri på dagen.
Læs mere om arbejdstid for kommunalt ansatte
Læs mere om arbejdstid for regionalt ansatte
Søgnehelligdage: Sådan regner du din arbejdstid ud
En søgnehelligdag er en helligdag, der falder på andre dage end en søndag.
For hver søgnehelligdag, der er i perioden, nedsættes det antal timer, du skal arbejde i perioden, i forhold til din gennemsnitlige daglige arbejdstid. Din gennemsnitlige daglige arbejdstid findes ved at dividere dit ugentlige timetal med fem dage. For eksempel:
37 timer / 5 dage = 7,4 timer
30 timer / 5 dage = 6 timer
Er du ansat på for eksempel 37 timer, skal du altså arbejde 22,2 færre timer hen over jul og nytår i år. Er du ansat på 30 timer, skal du arbejde 18 timer færre timer i år.
Lad os tage et par eksempler:
Holder du som fuldtidsansat fri på en dag, hvor du sædvanligvis skulle arbejde i otte timer, holder du ”mere” fri, end du har timer til. Derfor skal arbejdsplanen justeres på et andet tidspunkt, hvor der skal lægges 0,6 timer på.
Holder du som fuldtidsansat fri på en dag, hvor du sædvanligvis skulle arbejde i seks timer, skal arbejdsplanen for perioden justeres, så du arbejder 1,4 timer mindre på et andet tidspunkt.